Dansk Regnbueråd

UNDERSØGELSE ER BESTILT LGBTQIARBEJDE: MERE QUEER-IDEOLOGI SKAL VÆLTES UDOVER DANSKE BØRN OG UNGE

Jesper RasmussenComment

Dansk Regnbueråd blev sidste år inviteret med til interessentmøde om denne undersøgelse i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Nu er den offentliggjort.

KLIK for at læse undersøgelsen.

På STUK-mødet blev det hurtigt klart for os, at i lighed med andre undersøgelser om bl.a. LGBT-accept i nattelivet, så var udgangspunktet at ‘den var helt gal’, og at LGBT+ Danmark var tæt involveret i undersøgelsens tilblivelse og udformning.

Dansk Regnbueråds daværende næstformand, Jesper W. Rasmussen, stillede på mødet et spørgsmål, der satte de undersøgelsesansvarlige kortvarigt i stå. Det lød sådan her:

“I min daglige empiri i Folkeskolen hører jeg ‘nok er nok’-udsagn fra eleverne i udskolingen ift. LGBT, kønsidentitet, queer-diskurs osv. Eleverne møder den ekstreme kønsideologi i alle de arenaer, hvor de færdes. Børnene og de unge voksne udsættes for en grotesk overrepræsentation af LGBT-emner [her lød der forargede gisp! rundt omkring det store hesteskoformede bord i STUK] - og ofte fremstilles det som om det at være regnbueperson i Danmark, er præget af uaccept, had og forfølgelse … [henvendt til de to kvinder fra VIVE, der skulle forestå undersøgelsen] … kunne man - og jeg beder jer bare lige om at tænke tanken - kunne man vælge også at spørge ind til, hvordan børnene og de unge egentlig har det med at være nedsænket i denne seksualitets-, køns- og offerdiskurs 24/7/365? Og forsøge at få rede på om denne massive overload af LGBT-snak påvirker børnene og de unge negativt? De har aldrig helle. Aldrig ro til bare at være. Til bare langsomt ‘at finde ud af det’. Kunne man forestille sig, at den mængde og den måde, det her figurerer i deres liv på, er medskabende af den mistrivsel, som I, der designer undersøgelsen, tydeligvis forventer at finde?”

Susanne Branner fra LGBT+ Danmark fnyste højlydt, mens damerne fra VIVE så lettere paf på hinanden, og mumlede noget om, at “der jo var mange spørgsmål, man kunne stille.”

Og det er da rigtigt. Det her blev dog ikke et af dem.

I undersøgelsen lægger man som det første mærke til den tilsyneladende eksplosion i procentdelen af unge, der identificerer sig som ikke-heteroseksuelle. Dernæst undrer man sig over det faktum, at trivslen åbenbart bare er blevet værre i takt med at LGBTQIA osv er blevet mere og mere italesat, og trods det, at vi aldrig har været mere ‘tolerante’ og ‘inkluderende’ end vi er i dag.

Hvordan hænger dét sammen?

Sluttelig hæfter man sig ved, at LGBT+ DKs og Sex & Samfunds løsning er, at der skal ENDNU mere fokus på Queer i grundskolen, på ungdomsuddannelserne, i medierne osv osv. - og at indsatsen skal rettes mod ENDNU yngre børn ud fra Normstormer-ræsonnementet, at ‘jo tidligere vi starter med at give børn viden om seksualiteter og kønsidentitet, jo mere tolerajnte, inkluderende og i trivsel bliver de’.

Selv om alt tyder på det modsatte. De bliver kun mere forvirrede, usikrere og oplever kun ringere trivsel.

Denne undersøgelse er sagspolitisk bestillingsarbejde, drevet af bl.a. LGBT+ Danmark og Sex & Samfund. Den skal bruges som argument for at hælde endnu mere queer-ideologi og ekstrem kønsteori ud over danske børn og unge.

Og hvem skal stå for det, spørger du?

Jamen, det skal Sex & Samfund og LGBT+ Danmark, jo netop. De to seksualpolitiske organisationer fik skatteyderne til at betale en undersøgelse, designet til at give dem præcis de svar, de politisk ønskede. En analyse af de problemer, som deres egen diskurs, fokus og indsats har været med til at skabe.

LGBT+ Danmark er allerede i fuld gang med at lave politik på undersøgelsen (se herunder).

Og virkeligheden? De virkelige årsager til mistrivslen? Ja, de er ikke særlig vigtige i sådanne undersøgelser. Begge dele - ‘virkeligheden’ og ‘årsagerne’ er nemlig vedtaget på forhånd. Verdensopfattelsen - ideologien - er det vigtigste. Løsningen på børnene og de unges mistrivsel bliver derfor ‘meget mere queer’ læsset ud over dem og deres heteroseksuelle kammerater.

Meget, meget mere.

Fra en yngre og yngre alder.

Og det, som sagt, helt uden tanke på, at denne endeløse eksponering til en umenneskelig, identitetspolitisk ideologi … kunne være en hovedårsag til problemerne..

Det er - ligesom denne undersøgelse - dybt problematisk.