Der er ikke brug for pæne, borgerlige bøsser. Nogen må tage opgøret med en ekstrem kønsideologi.
Da jeg i Weekendavisen så Jacob Hedegaard efterlyse en »stille og rolig« borgerlig stemme i den homoseksuelle debat, gik mine tanker uvægerligt tilbage til foråret 2022, hvor vi var i gang med at stifte Dansk Regnbueråd. Min socialdemokratiske barnetro på, at man – stille og roligt med fornuft – kunne flytte regnbuesagen tilbage mod en rimelig midte, var den samme som Hedegaards.
Men jeg var naiv. For regnbuesagen – den, hvor det faktisk handlede om bøsser, lesbiske og biseksuelle – er blevet kapret af en ekstrem kønsideologi.
Hedegaard beskriver Dansk Regnbueråd som den modsatte yderfløj i forhold til LGBT+ Danmark. Som en organisation, der udelukkende næres af kulturkamp og konflikt. Men han overser noget afgørende: Vi har ikke selv valgt konflikten. Konflikten blev valgt for os.
For når LGBT+ Danmark i dag gør biologisk køn til en subjektiv følelse, medicinske kønsskifter af mindreårige til en progressiv mærkesag og kvinders kønsopdelte rum og sportsgrene til forhandlingsspørgsmål, er resultatet ikke større accept. Tværtimod.
Den brede folkelige opbakning til den samlede lgbt-sag er blevet svækket, fordi alt dette vanvid nu opleves som én og samme pakke.
Der er med andre ord ikke længere noget neutralt midterfelt at trække sig tilbage til. Enten siger man fra over for LGBT+ Danmarks venstreorienterede ideologi, eller også accepterer man udviklingen. Der findes ikke en tredje vej.
Hedegaard rejser problemet med islamisk homofobi og kritiserer her Dansk Regnbueråd for vores årelange fokus på problemstillingen. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan efterlyse mere fokus på homoseksuelles tryghed og samtidig kritisere den eneste organisation, der gennem flere år konsekvent har peget på, at den største konkrete voldstrussel mod homoseksuelle i nattelivet kommer fra unge mænd med muslimsk baggrund. Det har vi sagt, længe før det blev acceptabelt at sige højt.
JACOB HEDEGAARD skriver på X, at transideologien – som vi i Dansk Regnbueråd er modstandere af – ikke er noget, der fylder i hans hverdag. Den fylder imidlertid i mange kvinders hverdag. Mange lesbiske kvinders – l'et i den lgb-sag, som Hedegaard ønsker at omkalfatre med »stille og rolig borgerlighed«. Rundtom i verden bliver kvinder således hevet gennem retssystemet og fængslet, hvis de nægter at anvende kvindelige pronominer om mænd, der hævder at være kvinder. Også i Danmark.
Og så er der de søgende og sårbare børn og unge, som overbevises om, at de ikke er tiltrukket af det samme køn – men at de selv er det modsatte køn. Dansk Regnbueråd har været medvirkende til at samle de borgerlige partier i fælles modstand mod medicinsk og juridisk børnekønsskifte. At det er endt som en udelukkende borgerlig mærkesag, er ulykkeligt, for det medicinske børnekønsskifte vil, efter vores mening, ende som den største sundhedsskandale i nyere tid.
At byde ind i regnbuedebatten er fint. Hedegaard gør det imidlertid som kollegaen, der er utilfreds med alle andres arbejde, men ikke selv har nogen konkrete forslag til, hvordan tingene i stedet skal gøres.
Den pæne borgerlighed, som Jacob Hedegaard plæderer for, fungerer muligvis, når alle i sagen accepterer de samme spilleregler – men det er ikke tilfældet længere. I stedet er der brug for folk, der tør smide handskerne og tage de grimme kampe, som andre ville ønske ikke fandtes.
Derfor findes Dansk Regnbueråd. Og Jacob Hedegaard skal være så velkommen på vores side af slagmarken.
Jesper W. Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Regnbueråd
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning.
LGBT+ DANMARK SVARER OGSÅ PÅ KRITIKKEN: VI ER IKKE VENSTREORIENTEREDE – OG VI TALER SKAM OGSÅ OM ISLAMISK HOMOFOBI
Kort fortalt er Uffe Paulsens replik - med den passende titel »En umulig opgave« et forsvar for, at LGBT+ Danmark skam hverken er særligt venstreorienteret eller berøringsangst over for islamisk homofobi. https://www.weekendavisen.dk/opinion/en-umulig-opgave
Organisationen har ganske vist haft et kraftigt ryk til venstre, medgiver han, men den blev »afradikaliseret« allerede i 1980’erne og har siden arbejdet partineutralt. Som dokumentation fremhæver han blandt andet trivsel for LGBT+-elever, hadforbrydelser og ensomhed blandt ældre – mens de lidt mere kontroversielle mærkesager om køn, børn, kvindesport og kønsopdelte rum påfaldende nok ikke kommer med i varedeklarationen.
Og islamisk homofobi? Den taler LGBT+ Danmark bestemt om, siger Paulsen: Oslo, SEXUS, Berlin og et podcastinterview fremføres som eksempler. At offentligheden alligevel har fået et andet indtryk, skyldes til dels pressen, som åbenbart er bedre til at fortælle, når LGBT+ Danmark »træder ved siden af«, end når organisationen rammer rigtigt.
Konklusionen er sympatisk rummelig: Borgerlige og venstreorienterede må kunne være i samme organisation. Og hvis borgerlige homoseksuelle ikke føler sig repræsenteret, er løsningen tilsyneladende ikke, at LGBT+ Danmark ændrer kurs – men at de borgerlige melder sig ind og hjælper til.
Det er med andre ord lidt: Vi repræsenterer selvfølgelig ikke alle. Vi er heller ikke venstreorienterede. Og hvis I synes, vi er det, må I jo melde jer ind og gøre noget ved det.
U-huh 🙄 ...
