Kære medlemmer, følgere, venner, politiske samarbejdspartnere - og modstandere
Sikke et år det har været. Et år, hvor vi fortsat har talt højt om det, andre helst vil tie ihjel. Et år med vrede, med håb, med tårer og grin – og med en spirende ny begyndelse. Jeg vil tage jer med igennem det hele. Ikke bare for at se tilbage, men for at mærke retningen, vi bevæger os i - der er store ændringer på vej.
Vi starter på Bornholm.
På Folkemødet. Her rejste vi teltet på Frihedens Station sammen med andre, der deler vores forståelse af, at sandheden og det frie ord, er afgørende - og det blev præcis det, vi håbede: et sted for de samtaler, alle de andre folkemødetelte havde for travlt – eller for megen frygt – til at tage. Det var, som om luften i teltet sitrede af noget, der for mange er blevet uvant: ægte uforfærdethed. Fuldstændig fri debat. Vi talte om transmedicinering af børn. Om kvinders rettigheder. Om censur og selvcensur. Vi blev kaldt både modige og modbydelige – nogle gik midt under debatterne, andre blev hængende og tog den. Og vi tog hjem med følelsen af at have bidraget med noget, Folkemødet faktisk manglede. Ærlighed. Konsekvens. Sandhed. Mod. Vi havde en fest med det - og vi gør det igen lige om lidt. I morgen, faktisk.
Så, i september, fløj jeg til Lissabon.
Genspect-konferencen dér blev en af de mest overvældende oplevelser i mit liv. At stå dér og tale – blandt andre foran forældre, primært mødre, som havde mistet deres børn til transideologien … det satte sig i mig. De fortalte deres historier. De var som at se ind i øjnene på sorrigfulde, kampprøvede soldater. PTSD-ramte mor-soldater, hvis eneste måde at leve med deres granatchok på, var at blive ved med at kæmpe mod det system, der ødelagde deres børn. Tog dem fra dem. Jeg lyttede og fik bekræftet på dybeste vis, at det her ikke bare er en debat. Det er liv og sjæl og krop. Det er forældre og børn, revet fra hinanden. Og det er en ideologi, der har fået lov at sprede sig uden modstand alt for længe. De store tænkere var der også – det var et ufatteligt ærefuldt selskab at være i – men det var mødrene, der gjorde størst indtryk. Deres sorg. Deres kampvilje. Deres kærlighed.
Jeg sluttede min tale med dette citat af Agatha Christie:
“En mors kærlighed til sit barn er som intet andet i verden. Den kender ingen lov, ingen medlidenhed. Den vover alt - og knuser nådesløst alt, der står i dens vej.”
Og så kom den nye behandlingsvejledning fra Sundhedsstyrelsen.
Der var et øjebliks håb – måske havde de lyttet? Men nej. Den nye vejledning er endnu mere transideologisk end den gamle. Endnu længere væk fra sund fornuft og børns tarv.
Men vi svarede. Dansk Regnbueråd afleverede et høringssvar, vi kan være stolte af. Vi har siden hørt, at det blev vurderet som det mest markante og gennemarbejdede - og derfor lagt øverst i det 400 sider lange dokument med de samlede høringssvar. Vores stemme blev hørt. Men ikke af Sundhedsstyrelsen. Der er stadig børne- og ungdomskønsskifte i Danmark. Vi stopper ikke før antallet af behandlede under 25 år er nul.
Læs vores høringssvar HER:
Lissabon lærte mig også noget andet
Der er en ny kvindekamp i gang. Det handler ikke længere “bare” om ligeløn og barsel. Det handler om selve kvindekønnet. Om kvinders eksistens i lovgivning, i sprog, i sport, i beskyttede rum. Det handler om mænd, der påstår de er kvinder – og har fået verden til at acceptere det. Det er en radikalt ny form for ulighed. Og det er kvinderne, der betaler prisen.
Men modstanden vokser. I USA ser vi nu præsidentielle dekreter mod medicinsk kønsskifte til børn. Mod mænd i kvindesport. Mod ideologien i skolerne.
Og i Storbritannien har højesteret slået fast: Der er to køn. Transkvinder er ikke kvinder i kvinders rum. Den dom er nu anket til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg – og vi følger den tæt. Kampen er ikke vundet. Men stregen er trukket op - og der bliver kamp til den. Stregen.
Sidste år valgte generalforsamlingen en ny næstformand: Elisabeth Lynge
Siden da har vi lært hinanden rigtig godt at kende. Elisabeths rolige væsen dækker over et stålsat, konsekvent menneske. Jeg har set det igen og igen – i møder med ministre, embedsmænd og medierne.
Hvor jeg selv kan være barsk og kantet (og, jo, jeg er det ret bevidst) er Elisabeth ufravigelig på en underspillet måde. Hun giver ikke en tomme til transideologien. Og jeg må indrømme: jeg har nydt at se det. Nydt at mærke styrken i hendes tilgang. Derfor har jeg også brugt det sidste halve år på at overveje et formandsskifte. For kampen er ved at ændre sig. Vi går ind i en fase, hvor det i endnu højere grad er kvindernes kamp. Det er kvinderne og pigerne, det særligt er gået ud over. De unge, sårbare piger i særdeleshed. Og derfor – derfor skal Dansk Regnbueråd nu ledes af en kvinde.
Elisabeth og jeg bytter roller. Hun bliver formand. Jeg bliver næstformand. Igen. Ligesom da Dansk Regnbueråd startede.
Og jeg lover jer: jeg vil være der hele vejen, bakke Elisabeth op, fortsætte med at gå forrest sammen med hende når det gælder. Sagen er imidlertid større end os begge, for det handler om at vinde den. Det er blevet sagt, at bøsser og lesbiske ikke har meget til fælles. I medgangstider er det måske rigtigt - men i disse år er det blevet tydeligt, hvor meget vi har brug for hinanden. Og nu er det den her bøsses - min - tur til at bakke en lesbisk søster op. Det er sådan det skal være.
Og så er der det nye, som jeg stadig mærker helt fysisk.
I Lissabon, efter jeg havde holdt min tale – og var blevet ramt på stemmen og mit syn sløret lidt af våde øjne, efter jeg fik øjenkontakt med en mor, jeg havde talt med tidligere, som havde mistet din datter – kom Bev Jackson, grundlægger af LGB Alliance UK i Storbritannien, hen og gav mig en varm krammer. Den krammer kom lige, da jeg havde brug for den.
Og nu står vi her: Generalforsamlingen har netop vedtaget, enstemmigt, at Dansk Regnbueråd slutter sig til LGB Alliance International, som har spurgt os om vi vil repræsentere Danmark.
Læs mere om LGB Alliance HER.
Bare rolig, vi forbliver os selv. Vi hedder stadig Dansk Regnbueråd. Men vi bliver en del af den internationale LBG-alliance og skiller i den forbindelse T’et fra. Vi er ikke længere en del af den ideologiske strøm, som LGBT+ Danmark har ladet sig opsluge af.
Vi er fra nu af en forening for lesbiske, bøsser og biseksuelle - den eneste i Danmark, for LGBT+ Danmark udskammer de lesbiske kvinder, der blankt afviser at ville være sammen med mænd, uanset om disse mænd påstår at være kvinder eller ej. Disse kvinder kalder LGBT+ Danmark 'transfober' - det mest foragtende ord i deres ordbog.
Den nye kvindekamp
Dansk Regnbueråd er en forening for de rettigheder, der er blevet trampet på og taget fra de danske kvinder. For de stemmer, der er blevet forstummet under den regnbue, der er blevet fanget af transideologien. Vi siger det klart: Vi er ikke ‘queer’. Vi er lesbiske. Vi er bøsser. Vi er biseksuelle. And we’re here.
Så tillykke, Elisabeth – og tak. Jeg glæder mig til alt det, vi skal sammen nu.
Og til alle jer: Tillykke med en ny fase i vores kamp. Den bliver ikke let. Men den er og forbliver rigtig og afgørende vigtig. Det handler om at genvinde de tabte kvinderettigheder:
Retten til overhovedet at kalde sig kvinder. Være kvinder. Være lesbiske. Være mødre. Mødre hvis børn har ret til at vokse og blive større med al den forvirring, der følger med det. Ret til at gøre puberteten færdig. Ret til at komme vel ind i voksenlivet uden at nogen ødelægger deres kroppe med en vanvittig, ideologisk ‘behandling’.
Der er to køn. Mænd kan ikke blive til kvinder. Kvinder kan ikke blive til mænd. Der findes ikke ‘transbørn’. Der findes kun - børn. De er de mest sårbare i vores samfund, og nogle af de mest sårbare - over 400 af dem - har systemet svigtet på grusomste vis. Det skal stoppes. Helt. Fuldstændig. Alt det og mere til, vil Dansk Regnbueråd kæmpe benhårdt for.
Vi har aldrig været mere nødvendige - hjælp os med at genvinde de tabte kvinderettigheder og meld dig ind i eller doner til Dansk Regnbueråd her:
https://www.danskregnbueraad.dk/medlem
Med venlig hilsen
Jesper W. Rasmussen
Tidligere formand & nuværende næstformand
i Dansk Regnbueråd