Dansk Regnbueråd

FAKTA-DOKUMENT OM PÆDOFILI INDENFOR LGBTQIA+-AKTIVISMEN

Dansk RegnbuerådComment

MAP-prideflaget er et blandt hundredevis af prideflag for sexualieter, såkaldte kønsidentiteter, paraphilia (fx. pædofili og nekrofili), fetischer m.m. Prideflaget blev designet af en Tumblr-bruger i 2018, kan man læse på Wikipedia.

FORORD

Dansk Regnbueråd argumenterer for, at den oprindelige LGB-sag – som handlede om rettigheder for samtykkende voksne – er blevet undergravet af queerideologiens grænseløshed, hvor faste kategorier, biologiske realiteter og beskyttelsesprincipper systematisk problematiseres.

Et centralt argument er, at pædofili ikke er et fremmedelement i queerteoriens idéhistorie, men har været genstand for teoretisk behandling og relativisering siden 1970’erne. Når seksuelle grænser forstås som sociale konstruktioner, forsvinder den principielle barriere, der gør det muligt entydigt at afvise pædofili.

Vi peger videre på, at nutidig MAP-aktivisme (Minor-Attracted Person) bevidst anvender queer-retorik og Pride-æstetik for gradvist at normalisere pædofili som identitet snarere end handling. Det fremstilles som en strategisk blødgøring, ikke som isoleret internetstøj.

Den afgørende kobling – ifølge Dansk Regnbueråd – er imidlertid, at LGBT+-bevægelsen allerede har opgivet beskyttelsen af børn i praksis gennem aktivisme for børnekønsskifte. Når børn uden juridisk handleevne tillægges kompetence til at samtykke til irreversible medicinske indgreb, argumenterer vi for, at samtykkeprincippet reelt er brudt.

Vores kerneargument er derfor, at den samme grænse er blevet opgivet i begge spørgsmål:

For hvis bevægelsen kan acceptere kropslige overgreb på børn i inklusionens og identitetens navn, mister den sit principielle grundlag for at afvise pædofili. Dermed bliver MAP-aktivisme ikke en ekstern trussel, men en logisk konsekvens af queerideologiens indre modsætninger og permissive grundgestalt.

Konklusionen er, at problemet ikke blot er MAP-aktivisme, men et fundamentalt etisk sammenbrud, hvor LGB-sagen betaler prisen for et projekt, der har gjort grænseløshed til dyd og barnets beskyttelse til et ideologisk irritationsmoment.

Elisabeth Lynge & Jesper W. Rasmussen, hhv. formand og næstformand i Dansk Regnbueråd

HVAD ER “PÆDOAKTIVISME” ANNO 2025?

1) I praksis ses tre spor, som ofte blandes sammen i debatten

  • Legaliserings-/normaliserings-aktivisme: grupper/aktører der arbejder for at sænke/afskaffe aldersgrænser eller normalisere voksne-barn relationer.

  • Rebrand/identitetspolitik (“MAP”): forsøg på at omtale pædofili som identitet/orientering (fx “minor-attracted person”) og kræve stigma-reduktion og “dignity”-retorik. Det bliver af kritikere opfattet som et skridt mod normalisering. (Se fx overblik over B4U-ACT-symposium og DSM-sporet.) (PMC)

  • Forebyggelse/klinisk harm-reduction: ressourcer målrettet ikke-handlende personer for at forhindre overgreb. Nogle projekter (også kontroversielle) placerer sig her – og bliver alligevel trukket ind i (2)-diskussionen. (CAMH)

Det vigtige er: Der findes organiserede miljøer, der arbejder politisk/retorisk med (1) og/eller (2). Men det er typisk fringe – og det er også et område, hvor der foregår bevidst “branding-kamp” om ord og rammer.

2) Koblingen til queer/LGBT: historisk ja, institutionelt nej

A) Historiske og teoretiske nedslagspunkter

Historisk i og omkring seksuel-radikalt / queer-adjacent miljø har været figurer og tekster, som pædofile miljøer senere har brugt som ammunition.

  • Michel Foucault: er (med rette) tilbagevendende i debatten om 1970’ernes franske intellektuelle kampagner/petitioner om seksual- og straffelovgivning (inkl. diskussioner om “sexual majority”/samtykke/alder). Det er veldokumenteret, at en række prominente intellektuelle var involveret i sådan aktivisme i perioden, og at det siden er blevet genstand for massiv kritik. (Columbia Historisk Afdeling)

  • Gayle Rubin: “Thinking Sex” (1984) er en central tekst i seksualpolitisk teori og citeres ofte i disse diskussioner (bl.a. fordi den analyserer moralpanikker og grænser for “acceptabel” seksualitet). Her er originalteksten tilgængelig. (University of Houston Law Center)

  • Pat Califia: findes i forsknings-/tidsskriftssammenhænge citeret for synspunkter, der i dag bliver brugt som eksempel på, at der i visse 70’er/80’er “sex wars”-miljøer fandtes stærkt problematiske positioner om pædofili/pædofile og “støtte”-retorik. (University of Iowa Libraries)

(Bemærk: At der findes sådanne historiske “rødder” i seksuel-radikale/queer-tilstødende diskussioner er ikke det samme som, at “queermiljøet” som helhed i dag arbejder for legalisering – men det er grunden til, at emnet bliver ved med at dukke op.)

B) Institutionel afstandtagen i LGBT-verdenen

Et meget konkret datapunkt: ILGA (International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association) har offentligt dokumenteret, at de i 1994 expellerede NAMBLA og andre grupper, netop fordi deres formål var uforeneligt med ILGA’s værdier. (ILGA World)
ILGA har også nyere udtalelser, hvor de eksplicit siger, at påstande om, at de tolererer pædofili, er falske, og at de håndterer klager om den slags med sanktioner/eksklusion. (ILGA World)

Kort sagt: De store LGBT-paraplyer prøver aktivt at holde det ude – netop fordi pædofile miljøer historisk har forsøgt at “hægte sig på” (og modstandere politisk forsøger at hægte dem på LGBT).

3) Tyskland: et af de mest veldokumenterede historiske cases

Tyskland er et vigtigt eksempel, fordi der findes omfattende offentlig debat og undersøgelser af, hvordan pædofile netværk/positioner i en periode havde adgang til dele af den bredere “progressive” scene.

  • Der var markant debat om De Grønne og forbindelser/åbenhed over for pædofile krav i 1980’erne, hvilket partiet senere tog afstand fra og undersøgte. (The Guardian)

  • Der findes også tysk pressehistorik om 68’er-miljøer, reformpædagogik og konkrete skandaler, som ofte trækkes frem i den sammenhæng (selv om enkelte kilder her kan være politisk farvede, er det et reelt spor i tysk offentlighed). (DIE WELT)

  • Hvis du vil have et “se det”-format, findes der også tv-klip om De Grønnes historiske undersøgelse. (YouTube)

Det er (igen) mest et historisk tysk “case study” på, at pædofile politiske projekter har forsøgt at arbejde gennem bredere seksualpolitiske bevægelser – og i perioder fik fodfæste.

4) Nutidens vestlige pædo-/MAP-miljøer: Hvor foregår det typisk?

Det foregår især online og i små organisations-/netværksmiljøer, ikke som officielle dele af LGBT-organisationer.

  • B4U-ACT er et ofte nævnt eksempel, bl.a. fordi de har arrangeret arrangementer om “minor-attracted persons” i relation til DSM-debatten (som af tilhængere beskrives som stigma-reduktion/forebyggelse, men af kritikere som normaliseringsprojekt). (PMC)

  • “Virtuous Pedophiles”-miljøet bliver behandlet i forsknings- og forebyggelseskontekster som et online peer-support forum for ikke-handlende – og det er veldokumenteret, at netop den type fora eksisterer og studeres. (Tidsskrift)

  • Der findes en længere historik af pædofile advocacy-grupper i flere lande (USA, UK, NL, DE m.fl.). Overbliksstof findes (med de sædvanlige wiki-forbehold), men det kan bruges som kortlægning/indeks til navne/perioder. (Wikipedia)

  • UK har fx officiel dokumentation om Paedophile Information Exchange (PIE) og deres forbindelser til andre organisationer og deres strategier for offentlig framing. (IICSA)

5) Den vigtigste “journalist-test”: Hvad kan man hævde helt uden at overdrive?

Hvis man vil give en journalist eller en moddebattør noget, der er svært at bortforklare, så er her de mest robuste formuleringer:

  • Der har historisk eksisteret aktivisme (og til tider berøringsflader til seksuel-radikale/queer-tilstødende miljøer) om at svække aldersgrænser/normalisere voksen-barn sex (fx dele af 70’erne/80’erne i Frankrig/Tyskland, og grupper som NAMBLA/PIE). (Columbia Historisk Afdeling)

  • Der findes i dag miljøer, der arbejder med rebranding (MAP-sprog), stigma-reduktion og påvirkning af professionel diskurs – og det er dokumenteret i både forskning og forebyggelsesmaterialer. (PMC)

  • De store LGBT-paraplyer har aktivt markeret afstand og har historisk ekskluderet pædofile advocacy-grupper fra medlemskab. (ILGA World)

ET EKSEMPEL FRA TYSKLAND 

I Tyskland, har en pro-pædofil aktivistgruppe har fået en petition til behandling i det tyske parlament, inklusive krav om at “pedosexuality” (pædofili som beskyttet identitet) skulle op på bordet. Dette har været genstand for debat i internationale medier og civilsamfundet. (Reduxx)

📌 Kernen i sagen i Tyskland:

  • En organisation kaldet Krumme-13 (K13), stiftet af Dieter Gieseking, en kontroversiel aktivist med tidligere domme for besiddelse af børneporno, har gennem flere år brugt det tyske Bundestags petitionssystem til at fremsætte ændringsforslag. (Reduxx)

  • I 2023 blev en petition om “børns rettigheder” — med elementer om “seksuel selvbestemmelse” — accepteret til behandling i parlamentets udvalg. Dette blev senere brugt som platform for et forslag om at få “pedosexuality” anerkendt som beskyttet identitet under Grundloven (Basic Law). (Reduxx)

  • K13’s egen formulering har bl.a. hævdet, at pædofili skal være en “beskyttet seksuel identitet” mod diskrimination — et klassisk MAP-sprog (Minor-Attracted Person). (Reduxx)

  • Kritikere peger på, at dette ikke bare er akademisk debat, men strategisk lobbying for at normalisere pædofili via retoriske rammer som “identitet” og “selvbestemmelse”. (FeministPost)

📌 Vigtigt om konteksten:
Det er ikke sådan, at det tyske parlament har vedtaget en lov, som anerkender pædofili som beskyttet identitet. Derimod har et forslag fra en marginal gruppe opnået officiel behandling via petitionssystemet — hvilket i sig selv skabte debat og kritik i offentligheden. (FeministPost)

🔎 Hvorfor det sker via petitionssystemet:
I Tyskland kan borgere indgive petitionsforslag til Bundestag, som så vurderes i udvalg — selv hvis forslagets indhold er ekstremt kontroversielt. Hvis et forslag opfylder formelle krav, bliver det formelt behandlet, også selvom flertallet af parlamentet ikke nødvendigvis bakker op om selve ideen. (Reduxx)

📌 Status (kort):
✅ Der har været et forslag/initiativ om at undersøge retlige ændringer med ord som “pedosexuality” og “beskyttet identitet”. (Reduxx)
❌ Der er ikke vedtaget en lov, der gør pædofili til en beskyttet identitet. (FeministPost)
⚠️ Forslaget kommer fra en marginal gruppe, ikke mainstream LGBTQ-organisationer eller tyske statsinstitutioner. (Reduxx)

HISTORISK TIDSLINJE

1960’erne–1970’erne: “sex-liberation” og samtykke/alder som politisk kampplads

  • Maj 1977 (Frankrig): Petition til det franske parlament om aldersgrænser (bl.a. i kølvandet på 70’ernes brede seksualpolitiske opbrud). Dette er senere blevet grundigt historiseret og kritiseret som en del af “consent”-debatten i Frankrig. (Wikipedia)

  • 1970’erne (Frankrig, offentlig debat): De “petitions-/manifest”-lignende indsatser omkring samtykke/alder bliver i eftertiden ofte brugt som referencepunkt (både af kritikere og af dem, der vil normalisere). (Public Books)

1974–1984: Organiseret “age-of-consent reform” i UK (PIE)

  • 1974 (UK): Paedophile Information Exchange (PIE) opererer i ca. 10 år og kampagner åbent for at sænke aldersgrænser og normalisere voksen-barn relationer. Dette er beskrevet i en britisk, offentlig undersøgelsesrapport (IICSA). (IICSA)

  • 1984 (UK): PIE opløses/forvitrer i forbindelse med politiindsats og skandaler (historikken er veldokumenteret i UK-kilder). (IICSA)

  • 2025 (UK): Emnet er fortsat genstand for ny genbesøgning/mediedækning (bl.a. Radio 4-serier/podcasts omtalt i større presse). (Telegraph)

1978–1990’erne: USA (NAMBLA) og den eksplicitte “kobling” til gay/LGBT

  • 1978 (USA): NAMBLA etableres som en pædofil-advocacy-organisation med mål om at fjerne/omgå aldersgrænser (historik behandlet både i forskning og opslagsværker). (ScholarWorks)

  • 1979–1980’erne (USA): Konflikter om deltagelse i pride/aktivistmiljøer: nogle forsøgte at hægte sig på “gay liberation”, mens en række LGBT-aktører forsøgte at afvise/udgrænse dem. (Dette er behandlet i sociologisk forskning om bevægelsers “symbolske grænser”.) (JSTOR)

1980’erne–2014: Tyskland og De Grønnes “pedophile links”-opgør

  • 1980’erne (Tyskland): De Grønne/forløbere havde forbindelser til eller tolerance over for pædofile “reform”-krav i dele af miljøet (bl.a. programtekster/undergrupper). Dette blev senere et stort, offentligt opgør. (The Independent)

  • 2013 (Tyskland): Offentlig/medial omtale af undersøgelse af partiets fortid. (The Independent)

  • 2014 (Tyskland): Partiet undskylder og en rapport præsenteres i offentligheden (omtalt i flere medier). (The Local Germany)

1993–1994: ILGA/UN-kontroversen og institutionel “brandmur”

  • 1993–1994: ILGA får og mister/strides om ECOSOC-status i FN, bl.a. pga. medlemskab af pro-pædofile grupper.

  • Juni 1994: ILGA ekskluderer bl.a. NAMBLA og andre grupper med “overvejende formål at støtte/fremme pædofili” (dette er dokumenteret i ILGA’s egen redegørelse og i historiske opgørelser). (ILGA World)
    (Dette er en af de mest konkrete “hard evidence”-markører for, at mainstream LGBT-paraplyer har arbejdet aktivt for at holde pædofil-advocacy ude.)

2005–: Skift mod “forebyggelse/harm-reduction” (særligt Tyskland)

  • Juni 2005 (Berlin): Prevention Project Dunkelfeld starter som et fortroligt behandlings-/forebyggelsestilbud til personer med seksuel interesse i børn, der søger hjælp til at undgå overgreb. Det er omtalt i europæiske kriminalpræventive netværk og i forsknings-/myndighedsnære kilder. (EUCPN)
    (Det her spor er vigtigt, fordi “MAP”-sprog og stigma-reduktion nogle gange argumenteres ind som forebyggelse—og andre gange kritiseres som normalisering. Begge dele lever i samme debatfelt.)

2010’erne: “MAP”-rebranding og online communities

  • 2010 (USA, DSM-kontekst): B4U-ACT beskriver kontakt/kommunikation med DSM-5-relaterede aktører (selvbeskrevet fra organisationen selv). (B4U-ACT - Living in Truth and Dignity)

  • 2011– (online): “Virtuous Pedophiles”-typen af fora (peer support/ressource-sider) bliver genstand for forskning og forebyggelsesdiskussion. (Lucy Faithfull Foundation)

  • 2022–2024 (akademisk debat): “MAP”-begrebet og dets oprindelse/brug i forskningslitteratur bliver selv et tema: nyere reviews diskuterer, at termen opstod i online pro-pædofile miljøer, men er blevet adopteret i dele af akademisk/klinisk diskurs (om end omstridt). (PMC)

2019–2024: Tyskland (Krumme-13) og Bundestag-petitioner — hvad der faktisk skete

  • 11. oktober 2023 (Bundestag / Petitionsudvalg): Officiel Bundestag-notits om, at en offentlig petition om børns rettigheder/child welfare (ID nævnt i Bundestags egen tekst) blev behandlet/videresendt som “materiale” m.m. (Deutscher Bundestag)

  • Sept. 2024 (Bundestag): Ifølge et tysk faktatjek blev en petition om at indføje “seksuel identitet” for pædofile i Grundgesetz afvist. Samme faktatjek forklarer også, hvordan dele af en “børnerettigheds”-petitionspakke blev behandlet separat, og at påstande om “straffri sex med børn via ligestillingslov” var falske. (correctiv.org)

  • Sept. 2024 (mediedækning): Den type “pædofili som beskyttet identitet”-krav blev samtidig fremhævet af nichemedier (som dit reduxx-link). (Her er det afgørende at holde fast i: debat/afstemning om petition ≠ vedtaget lov.) (Reduxx)

  1. UK/PIE (1974–84): officiel undersøgelsesrapport dokumenterer åben kampagne for lavere aldersgrænser. (IICSA)

  2. Tyskland/De Grønne (1980’erne → undskyldning 2014): offentligt opgør og rapportering om fortiden. (The Local Germany)

  3. ILGA 1994: eksklusion af pro-pædofile grupper og eksplicit afstandstagen. (ILGA World)

  4. Tyskland 2023–24: Bundestag behandler børnerettighedspetitioner; særskilt petition om “pædofili som beskyttet identitet” bliver afvist (faktatjek + Bundestag-notits). (Deutscher Bundestag)

  5. Nutid/MAP-diskurs: nyere akademiske reviews beskriver termen og dens oprindelse/brug. (PMC)

DET PÆDOFILE PRIDE-FLAG (MINOR ATTRACTED PERSON, MAP)

1) Hvad flaget faktisk er

  • Flaget helt konkret er filen “MAPs Pride Flag.svg” på Wikipedia/Wikimedia Commons. Det beskrives på Commons/Wikipedia som det såkaldte “NOMAP Pride flag”, som blev lavet oprindeligt af en Tumblr-bruger og siden er blevet brugt af nogle personer, der identificerer sig som MAPs (“Minor-Attracted Persons”). (Wikipedia)

2) Hvad MAP betyder i denne kontekst

  • MAP står for Minor-Attracted Person, en betegnelse som nogle voksne med seksuel tiltrækning til mindreårige har brugt om sig selv (især inden for visse online fora). Begrebet forsøger at adskille seksuel tiltrækning fra handling (fx NOMAP for Non-Offending MAP). (Wikipedia)

3) Hvornår og hvor det opstod

  • Ifølge metadata på filen blev billedet tilføjet 13. juni 2018 og stammer fra en Tumblr-post (archived), ikke fra noget anerkendt socialt bevægelsesorgan. (Wikimedia Commons)

4) Det har ‘ingen officiel status’

  • Der er ingen anerkendt Pride-bevægelse, queer-bevægelse eller LGBTQ+-organisation som officielt har vedtaget dette flag som noget legitimt symbol for deres sag.

  • Det er ikke et “officielt” Pride-flag i LGBTQ+-bevægelsen, og der er ingen beviser for, at det er bredt brugt som sådan af mainstream LGBTQ+-grupper. (X (formerly Twitter))

5) Hvordan det er blevet omtalt i verificerede kilder

  • Faktatjek-artikler (fx fra Snopes) omtaler det som en symbolsk flag-grafik brugt af nogle MAP-fællesskaber på nettet – ikke som noget etableret i LGBT-rettighedsbevægelsen. (Snopes)

  • Mediekilder (f.eks. analyser af online misinformation) nævner, at sådanne flag ofte cirkulerer som en del af internetfora og memes, og at påstande om dem som repræsentative for en større social bevægelse er misinformation eller overdrivelse. (Them)

6) Hvor det cirkulerer

  • Flaget findes primært online på sociale medier og forums, især Tumblr og lignende steder, samt i kontekster hvor folk taler om MAPs som identitet. Det er også blevet opført på wiki-projekter som Paraphilia+ Flags Wiki, der viser en række nicheflag for mange små onlineidentiteter (fx fetish- og “parafiliske” subkulturer) – men igen uden nogen bred social eller politisk legitimitet. (paraflags-wiki.org)

På en online “flag-wiki”, som ikke er en del af officielle LGBTQ+-bevægelser, kan man se symboler for en lang række *parafili- og fetich-orienterede “identiteter”**, inklusive MAP flags (minor attraction) og andre niche-symboler:

🔗 Paraphilia+ Flags Wiki (hovedside) — en wiki for “flags, symbols, and mascots of paraphilias and some other closely related identities” inkl. minor/youth attraction og MAP-relaterede sider. (Paraflags Wiki)

📌 Eksempel på underkategori:
• MAP flag‑side (Minor/youth attraction) — viser et “MAP flag” (og nævner, at det blev skabt på Tumblr i 2018 af en bruger kaldet Stenna). (Paraflags Wiki)

  • 📌 Andre områder på samme wiki:
    Category: Paraphilia     — indeholder underkategorier for MAP, necrophilia, zoophilia osv., hver med sine egne flag/filer. (Paraflags Wiki)

  • Der findes også specifikke sider f.eks. for AAM flags eller necrophilia flags i samme wiki-struktur. (Paraflags Wiki)

Opsummering

📌 MAPs Pride Flag er ikke et officielt LGBTQ+-symbol på linje med regnbueflag, transflag osv.
📌 Det stammer fra en Tumblr-bruger i 2018 og er siden anvendt af nogle grupperinger online, der bruger betegnelsen MAP (Minor-Attracted Person). (Wikipedia)
📌 Det har ingen formel forbindelse til etablerede queer/LGBT-bevægelsesorganisationer. (X (formerly Twitter))

ANVENDELSE AF MAP-FLAGET OG LIGNENDE PÆDOSYMBOLER

Det er dokumenterede eksempler på, at MAP-symbolik (herunder MAP-flag) og beslægtede budskaber har optrådt i forbindelse med Pride-arrangementer – men de er få, marginale, stærkt omstridte og officielt afvist af arrangører og mainstream LGBT-organisationer. Nedenfor er en nøgtern, dokumenteret gennemgang, opdelt i klare kategorier, så du kan skelne mellem hvad der faktisk er sket og hvad der ikke er.

1) Direkte, dokumenterede eksempler (enkeltpersoner / små grupper)

🇬🇧 UK – Pride i London (2018–2019, omdiskuterede hændelser)

  • Der cirkulerede fotos på sociale medier af enkeltpersoner, der bar skilte eller symboler med “MAP”/“Minor-Attracted Person”-retorik i udkanten af Pride-optog.

  • Arrangørerne tog eksplicit afstand, og London Pride udtalte, at pædofili ikke har nogen plads i Pride.

  • Disse episoder er omtalt i britiske medier og faktatjek, ofte i forbindelse med misinformation, men billedmaterialet og afstandtagenen er dokumenteret.

Kilde (faktatjek og kontekst):

🇺🇸 USA – Pride-events (spredte hændelser, ca. 2017–2021)

  • Enkelte isol­erede hændelser, hvor personer har båret MAP-flag, “MAP is valid”-skilte eller lignende uden tilladelse.

  • Disse personer er ikke repræsentanter for Pride-organisationer og er ofte blevet fjernet eller offentligt fordømt efterfølgende.

  • Amerikanske LGBT-organisationer har gentagne gange udsendt erklæringer om, at MAP/pædofili er uforeneligt med LGBT-rettigheder.

Kilder:

2) Forsøg på infiltration – dokumenteret som strategi (ikke masseaccept)

Det centrale her er ikke mængden, men strategien.

  • Flere forskningsartikler og journalistiske analyser dokumenterer, at pædofile/MAP-miljøer bevidst har forsøgt at “låne” Pride-æstetik (flag, sprog, identitetspolitik) for at opnå:

    • normalisering

    • stigma-reduktion

    • beskyttelse via “identitet”-argumenter

Dette sker primært:

  • online (Tumblr, Twitter/X, Reddit)

  • via niche-symbolik (flag, badges)

  • gennem sprog som “love is love”, “born this way”, “non-offending MAP”

Kilder:

3) Ingen eksempler på officiel accept i Pride-organisationer

Dette punkt er ekstremt vigtigt – og veldokumenteret:

  • Ingen større Pride-organisation (London Pride, NYC Pride, Copenhagen Pride, EuroPride, WorldPride m.fl.)
    har:

    • godkendt MAP-flag

    • tilladt officielle MAP-grupper

    • anerkendt pædofili som “seksualitet”

Tværtimod:

  • ILGA ekskluderede allerede i 1994 pædofile organisationer (fx NAMBLA).

  • Moderne Pride-arrangører har klare adfærdskodekser, hvor alt der involverer seksualisering af børn er forbudt.

Kilder:

4) Hvad der ofte forveksles med Pride-deltagelse

Journalistisk set er det her, debatten ofte skrider:

  • ❌ Et foto af én person i en Pride-kontekst ≠ officiel Pride-accept

  • ❌ Online flag-designs ≠ anerkendt symbolik

  • ❌ Petitioner / aktivisme ≠ folkelig opbakning

Men:

  • ✅ Der har været faktiske forsøg

  • ✅ De er blevet opdaget, dokumenteret og afvist

  • ✅ De forsætter primært online, ikke i organiserede parader

5) Samlet, præcis konklusion (journalist- & debatsikker formulering)

Ja, der findes dokumenterede tilfælde, hvor enkeltpersoner eller små grupper har forsøgt at introducere MAP-symbolik eller pædofili-relateret aktivisme i Pride-sammenhænge. Disse tilfælde er sjældne, uofficielle og konsekvent blevet afvist af Pride-arrangører og mainstream LGBT-organisationer. Samtidig er det veldokumenteret, at MAP-miljøer strategisk forsøger at anvende Pride-æstetik og identitetspolitisk sprog for at opnå normalisering og beskyttelse – primært online.

HVEM BESTEMMER HVILKE SYMBOLER, DER ER ‘OFFICIELLE’?

Kort svar: Der findes ingen central autoritet, der kan “godkende” queer-/pride-flag universelt. Hvad der betragtes som officielt, legitimt eller accepteret afgøres decentralt – gennem institutionel praksis, magt, gatekeeping og social konsensus. Her er den klare, dokumenterede mekanik bag.

1) Der er ingen “Pride-pave”

Queer- og Pride-bevægelsen er bevidst ikke-hierarkisk. Det betyder:

  • ❌ Ingen global myndighed

  • ❌ Ingen formel godkendelsesproces

  • ❌ Ingen juridisk definition af “officielle flag”

Alle kan i princippet designe et flag.
Det afgørende er ikke skabelsen, men anerkendelsen.

2) De facto-autoritet: arrangører, institutioner og praksis

I virkeligheden afgøres “officialitet” gennem tre magtniveauer:

A) Pride-arrangører (den vigtigste gatekeeper)

Det er lokale og internationale Pride-organisationer, der i praksis bestemmer, hvad der har plads i det offentlige rum.

Eksempler:

  • Copenhagen Pride

  • London Pride

  • NYC Pride

De afgør:

  • hvilke flag må bæres i officielle optog

  • hvilke organisationer må marchere

  • hvilke symboler er forenelige med Pride’s værdigrundlag

➡️ Hvis et flag ikke accepteres her, er det reelt uofficielt – uanset hvor mange der bruger det online.

B) Internationale paraplyorganisationer

Særligt:

  • ILGA

ILGA:

  • fastlægger medlemskriterier

  • har ekskluderet pædofile organisationer (fx NAMBLA) siden 1994

  • fungerer som normsættende reference for, hvad der anses som legitim LGBT-rettighedsaktivisme globalt

➡️ ILGA’s linje bruges eksplicit af Pride-arrangører, NGO’er og FN-fora.

C) Stat, sponsorer og offentlig legitimitet

Mange Pride-events er:

  • kommunalt støttede

  • sponsoreret af virksomheder

  • reguleret af polititilladelser

Det betyder:

  • symboler der forbindes med kriminalitet, skade på børn eller samtykkeproblemer bliver afvist

  • arrangører har både juridisk og reputationsmæssigt incitament til at sige nej

3) Hvorfor fetish-/paraphilia-flag findes men ikke anerkendes

Her opstår forvirringen.

Online ≠ officiel

Flag for:

  • fetisher

  • kink

  • paraphilia

  • MAP, zoofili m.m.

…opstår typisk på:

  • Tumblr

  • Reddit

  • niche-wikis (fx “Paraphilia+ Flags Wiki”)

  • DeviantArt / Discord

Disse fungerer som:

  • selvudnævnte arkiver

  • ingen autoritet

  • ingen relation til Pride-arrangører

➡️ De dokumenterer eksistens, ikke legitimitet.

4) Den egentlige skillelinje: identitet vs. praksis vs. skade

I mainstream queer-miljøer er der en klar, men ofte uudtalt norm:

➡️ Det er samtykke og skade, ikke “følelser” eller “identitet”, der er den afgørende grænse.

5) Hvorfor nogle alligevel forsøger at “ride med”

Pædofile/MAP-miljøer har strategisk forsøgt at:

  • bruge Pride-æstetik (flag, farver)

  • kopiere “born this way”-argumenter

  • tale om “stigma” og “identitet”

Men:

  • de har ingen institutionel magt

  • de afvises konsekvent, når de møder den fysiske verden (parader, NGO’er, politik)

➡️ Deres flag eksisterer kun, hvor ingen kan sige nej.

6) Den præcise konklusion (journalistisk & debat-brugbar)

Ingen central instans godkender queer- eller pride-flag. I praksis afgøres legitimitet af Pride-arrangører, internationale LGBT-paraplyer og offentlig/institutionel accept. Fetish- og paraphilia-flag kan eksistere online, men betragtes ikke som officielle eller legitime i Pride-sammenhænge, og symboler relateret til manglende samtykke – herunder pædofili – afvises konsekvent.