I maj måned udkom rapporten Treatment for Pediatric Gender Dysphoria - Review of Evidence and Best Practices udarbejdet af det amerikanske sundhedsministerium.
Den er det mest grundige studium af behandlingen til dato, og den har Dansk Regnbueråd nu læst igennem.
Fuld rapport: https://drive.google.com/file/d/1BH4bLz48JOnU3SY04B928ZAiUNVUhRvk/view?usp=sharing
Opsummering: https://drive.google.com/file/d/1L_sVzaOd4EjQcQ9vG_oXNFWQlsf2E0_a/view?usp=drive_link
Cass- vs. HHS-rapporten - hvad er forskellene?
Den engelske Cass-rapport (bestilt af de engelske sundhedsmyndigheder, ledet af dr. Dame Hilary Cass) var først og fremmest en såkaldt service- og systemgennemgang.
Cass-raporten: https://drive.google.com/file/d/1u68gZiASKpjH63ZUzAOsLKwdMU5ZGDk4/view?usp=sharing
The Cass Review analyserede, hvordan kønsidentitetsklinikkerne fungerede, hvordan patientgruppen havde ændret sig, og hvorfor den tidligere model (bl.a. Tavistock) var kollapset. Cass-kommissionen bestilte systematiske evidensreviews fra University of York, men konkluderede mest på mangel på evidens og behov for et helt nyt system med psykosocialt fokus og stærkere forskning.
Rapporten fra Health and Human Services (HHS), det amerikanske sundhedsministerium, er til gengæld en dybtgående medicinsk og etisk evidensgennemgang. Den går langt videre end Cass-rapporten i at den indeholder følgende:
Et såkaldt ”umbrella review” af alle systematiske reviews (en metaanalyse af meta-analyser) for at vurdere direkte effekt og skadevirkninger.
En hel del kapitler om fysiologi (pubertet, hormoner, knogler, kognition, fertilitet osv.) og kliniske realiteter i amerikanske klinikker.
Kritisk afdækning af WPATH’s guideline-proces, interessekonflikter, undertrykkelse af uønsket evidens og bortfald af aldersgrænser.
Et særskilt etisk afsnit om lægers pligt til ikke at tilbyde skadelige indgreb, selv hvis patienten ønsker det.
Analyse af hvordan psykoterapi systematisk er blevet miskrediteret som ”konverteringsterapi”, selvom evidensen viser, at det er sikkert og bør være førstevalg.
Opsummerende kan man sige, at Cass leverede et nøgternt system-review og servicekritik, men holdt sig meget til NHS’ organisatoriske problemer og det generelle fravær af evidens, mens HHS-rapporten går langt mere i dybden medicinsk, biologisk og etisk.
HHS-rapporten er ikke bare grundigere, men også mere kompromisløs i sin konklusion: Evidensen er elendig, risiciene store, og børnekønsskifte kan ikke forsvares fagligt eller etisk.
Man kan sige, at Cass-rapporten åbnede døren – men HHS-rapporten går hele vejen ind i maskinrummet og viser, hvorfor børnekønsskifte ikke kan forsvares som medicinsk praksis.
Her følger en længere beskrivelse af HHS-rapportens gennemgange og konklusioner. Overordnet gennemgår rapporten status på behandling af børn og unge med kønsdysfori og leverer en knusende kritik af den såkaldte ”kønsbekræftende behandling”.
Baggrund
Antallet af børn og unge, der diagnosticeres med kønsdysfori, er steget kraftigt i Vesten. I USA er den gængse model den, som WPATH og dets allierede anbefaler: pubertetsblokker, krydshormoner og i sjældne tilfælde kirurgi – ofte på baggrund af en meget let psykologisk udredning. Psykoterapi nedtones eller stemples fejlagtigt som ”konverteringsterapi”. Mange unge har samtidig andre psykiske eller neurologiske udfordringer, der overses i processen.
Evidensgrundlaget
Rapportens systematiske gennemgang af forskningen viser, at evidensen for positive effekter af medicinske og kirurgiske indgreb er meget svag – faktisk så lav, at de påståede fordele sandsynligvis afviger markant fra virkeligheden. Samtidig er risiciene veldokumenterede: sterilitet, seksuel dysfunktion, knogleskørhed, kognitive skader, hjerte-kar-sygdom, metaboliske lidelser, psykiatriske problemer, kirurgiske komplikationer og fortrydelse.
Kliniske realiteter
Retningslinjerne, især WPATH’s Standards of Care 8 (SOC-8), kritiseres for manglende faglighed, uigennemsigtighed og politisk pres. Aldersgrænser er fjernet, systematiske reviews ignoreret, og konfliktinteresser overset. Mange amerikanske klinikker følger end ikke disse i forvejen meget lempelige kriterier.
Patientvurderinger reduceres ofte til korte samtaler, hvor barnet selv får lov at styre forløbet. Whistleblowere og detransitioners bliver ignoreret, og amerikanske lægeforeninger har undertrykt faglig uenighed for at skabe en falsk konsensus.
Etiske overvejelser
Autonomi giver patienter ret til at afslå behandling, men ikke krav på skadelige eller uvirksomme indgreb. Når evidensen for nytte er svag og risikoen for skade høj, har læger en pligt til at sige nej. At give børn irreversible behandlinger på så spinkelt grundlag undergraver både medicinsk etik og befolkningens tillid til sundhedsvæsenet.
Psykoterapi
Der findes ingen solid dokumentation for, at medicinske kønsskiftebehandlinger reducerer selvmordsrisiko – som i øvrigt er meget lav i absolutte tal. Selvmordstanker hænger i højere grad sammen med andre psykiske problemer, der kan behandles med kendte psykologiske metoder. Psykoterapi er en sikker, ikke-invasiv og veldokumenteret vej, som bør være førstevalg.
Konklusion
Behandling af børn og unge med pubertetsblokker, hormoner og kirurgi bygger ikke på solid evidens, men på ideologi og politisk pres. Risikoen for livslang skade er betydelig, mens den dokumenterede nytte er minimal. Internationalt bevæger flere lande sig nu mod restriktioner og fokus på psykosocial støtte i stedet for irreversible indgreb.
Rapporten efterlader ingen tvivl: Behandlingen må ophøre i USA.
Det er præcis denne indsigt, Dansk Regnbueråd bygger sin kerneindsats på: Børnekønsskifte skal stoppes – for børns skyld, for medicinsk etik og for samfundets tillid til sundhedsvæsenet.
Om rapporten
Treatment for Pediatric Gender Dysphoria - Review of Evidence and Best Practices - er udgivet af det amerikanske sundhedsministerium, Department of Health and Human Services (HHS), som svar på præsident Trumps Executive Order 14187 af 28. januar 2025
Selve teksten er ikke underskrevet af én enkelt person, men er udarbejdet af et fagpanel nedsat af HHS med bidrag fra både læger, bioetikere, forskere og jurister, ligesom med Cass-rapporten.
Forordet gør det klart, at formålet var at levere en ”rigorous, methodologically sound review of the evidence and best practices”, ikke at udstede kliniske retningslinjer.
Kliniske retningslinjer, når de kommer, vil blive udstedt af det amerikanske sundhedsministerium, HHS, ved sundhedsminister Robert Kennedy, Jr.