Temaet for Frihedens Station på årets Folkemøde
“Frihedens Station - det mindste telt med de største emner” er for andet år i træk navnet på det telt, vi er en del af på Folkemødet. Sidste års debatter kan ses eller genses her (klik på 'live').
Selv om vi langt fra er enige i alt, hvad der i disse måneder kommer fra USA, så deler vi fuldstændig vicepræsident J.D. Vances bekymring over tilstandene i Europa, når det kommer til ytringsfrihed og respekt for demokratiet. Også her i Danmark.
Denne dybe bekymring er omdrejningspunktet for debatterne på Frihedens Station på Folkemødet i år.
Se vores Folkemøde 2025-film under opslaget - eller på YouTube.
Hvem er Frihedens Station?
Frihedens Station består af Trykkefrihedsselskabet, Dansk Regnbueråd, feminist og islamkritiker Karen West, forfatter og antiwoke-kæmper Marianne Stidsen og forfatter, islamkritiker og kvindesagsaktivist Jaleh Tavakoli.
Sidste år blev en kæmpe succes for Frihedens Station - og det blev det på grund af alle jer. I mødte talstærkt op til debatterne, deltog livligt i diskussionerne - live og online - og I støttede os rundhåndet, så vi kunne få økonomien til at hænge sammen og skabe et telt, der fik omtale som få andre.
Folkemødets nu udskiftede ledelse havde nemlig gjort alt hvad de kunne for at gøre livet besværligt og udgrænse os - men selv ikke en placering så langt væk fra alting som man overhovedet kunne komme eller snedigt placeret Rasmus Paludan-kaos lige over for os eller skrigende Palæstina-demonstranter, der ville lukke os ned ødelagde oplevelsen på Frihedens Station.
Tværtimod skabte det trods i os og masser af opmærksomhed om os.
Ny central placering til Frihedens Station
I år er der så helt andre boller på folkemøde-suppen. Frihedens Station er placeret centralt i Danchells Anlæg - og lige så centrale er vores debatter.
For selv om wokeness, såkaldt intersektionel ideologi, er blevet erklæret for død, så bedrager skinnet. Den lever i bedste velgående i alle de samfundssystemer og institutioner, der er blevet inficeret.
På Folkemødet kan vi imidlertid stadig tale sammen, og derfor er vi der - men også i år har vi brug brug for din økonomiske støtte. Vi håber derfor, at du kan afse nogle kroner, så vi sammen kan slå et slag for et Danmark, hvor du er fri til at fornærme, kysse, råbe, elske, tale grimt, synge smukt og sige sandheden - som *du* ser den.
Stå af på Frihedens Station den 12.-14. juni på Bornholm - eller følg med efterfølgende på internettet, hvor vi lægger alle vores debatter op. Det er kun fair, når du støtter os, at du også får at se, hvad der kom ud af din hjælp - men lige meget hvad er du hjertelig velkommen.
Så tag os på ordet. Det er nemlig stadig frit 🙂❤️
På gensyn til Folkemødet 2025.
SÅDAN STØTTER DU OS
Støt Frihedens Station' på MobilePay nummer 320061 - vi har brug for det, og vil bruge pengene godt.
Meld dig også meget gerne ind i Dansk Regnbueråd eller støt os med en enkeltdonation her: https://www.danskregnbueraad.dk/medlem
ET PAR ORD OM J.D. VANCE & USA
Det vil nok falde nogen for brystet, at vi bruger J.D. Vance i vores video, men selv om tingene er meget opkørte og komplicerede i øjeblikket - og selv om vi internt på Frihedens Station langt fra er enige i vores holdninger til alt det, der sker i disse måneder, så er vores fælles holdning helt grundlæggende enne:
Fordi ‘de forkerte’ siger noget rigtigt, bliver det ikke forkert.
Det er en pointe vi aktivt ønsker at understrege. Den har vi selv måtte ‘æde’ ved adskillige lejligheder - og for os har det været god læring i vores politiske arbejde bl.a. på Christiansborg.
Nogle, man kan være voldsomt uenig med på *nogle* områder, kan man være fuldstændig enig med på *andre* områder. Vi kunne ikke agere ift. det, der er vores opgave, hvis vi kun talte med folk vi var 100% enige med om alting i alle livets forhold og politisk.
Den luksus har vi simpelthen ikke 'råd til'. Og vi ved heller ikke, hvor sundt, det egentlig er. Meget lidt sundt, frygter vi. Alt det vi kæmper mod er jo oprindelig blevet gennemført af nogle, der var ideologisk fuldstændig enige om alting, og hverken kunne eller ville høre på andre, der var uenige med dem.
Lad os være ærlige: De vandt. Vi tabte. Og se hvor det endte. Hvor vanvittig galt, det gik.
Fornuft er fornuft. Ret er ret. Ligemeget hvem, der siger det og handler på det. Hellere nogle, vi er uenige med på mange områder, men som gør det eneste rigtige, end nogle vi er helt enige med, men som ikke gør en eneste ting.
Som lader stå til.
Dokumentation
Se hele J.D. Vances tale ved Sikkerhedskonferencen i München her.