Bedst som man troede at Susanne Branner fra LGBT+ Danmark ikke kunne blive mere løgnagtig og krypto-islamistisk, så laver hun det her lille trick sammen med vennerne på Danmarks Radio som du skal se herunder.
I hele interviewet, som du kan se på Danmarks Radios hjemmeside, spørger journalisten ikke én gang ind til det forhold, at alle de senere års angreb på Prides og LGBT-steder har været foretaget af islamister. Af muslimer.
I stedet laver hun et snedigt trick hvor hun til Danmarks Radio siger sådan her.
"Vi ved godt, at der er en trussel, og at faren er særlig høj fra højreekstremistiske bevægelser. Så det er en gentagelse af det, der skete i Oslo."
Underforstået at Oslo-angrebet blev foretaget af en hvid højreekstremist, mens virkeligheden er, at det blev foretaget af en islamisten, men det ikke vildt norske navn ... Arfan Bhatti.
Susanne Branner og LGBT+ Danmark nægter at anerkende, at det største problem for LGBT-bevægelsen i Danmark og Europa ikke er højrefløjen ... men islam som følge af masseindvandringen af muslimer.
Men tilbage til Tyskland:
Offer/gerningsmand-statistikken for angreb på borgere i Tyskland er, at mindst 32 personer blevet dræbt af Islamistisk eller islamisk relateret terror siden 2016.
To personer i Tyskland er døde efter vold begået af højreekstremister. Det ene af de to tilfælde tilbage i 1993.
Forskellen er altså 1500% - hvis man er borger, altså også LGBT-borger, i Tyskland er der altså mere end 16 - SEKSTEN - gange større risiko for at blive myrdet af en islamist end af én fra det ekstreme højre.
Alt det her ved Susanne Branner jo godt - og det trick, hun laver her, laver hun omkring alle LGBT+ Danmarks grimme hemmeligheder.
Alt fra grooming af børn og unge med transideologi i de danske skoler og i LGBT+ Danmarks børne- og ungdomshuse, AURA-netværket til altså sandheden om den islamistiske trussel mod LGBT-personer.
Åh, og fik jeg sagt: Det sker altsammen for DINE skattekroner. LGBT+ Danmark er en NGO - en non-governmental organization ... der får government money. Er på statsstøtte.
Tillykke med det, Danmark - og Danmarks regnbuebefolkning.
HVEM TALER EGENTLIG LGBT-PERSONERS SAG I LGBT+ DANMARK? I HVERT FALD IKKE SUSANNE BRANNER AFSLØREDES DET I P1 DEBAT
I P1 Debat blev et spørgsmål hængende i luften – og det fik aldrig et klart svar. Lyt selv til de fem pinagtige minutter herunder.
Og døm selv.
Da DR-vært Kaare Svejstrup spurgte LGBT+ Danmarks sekretariatschef Susanne Branner, hvorfor organisationen gennem årene har været "berøringsangst" over for homofobi i muslimske miljøer, erkendte Branner selv, at man har været tilbageholdende, fordi man ikke ønskede at "kaste andre minoriteter under bussen."
Men hvem står så tilbage uden et talerør? Det gør Danmarks seksuelle minoriteter.
Da Svejstrup spurgte, om denne berøringsangst kunne være et svigt af organisationens egne medlemmer, kom svaret aldrig. I stedet fulgte undvigelser, henvisninger til arbejdsdeling og andre organisationer – men ingen egentlig selvransagelse.
Det er netop dét, mange LGBT-personer har peget på i årevis.
Når hensynet til andre identitetspolitiske dagsordener vejer tungere end hensynet til homoseksuelle, biseksuelle og transpersoners sikkerhed og frihed, opstår et problem.
Især når terror, hadforbrydelser og trusler mod LGBT-personer også udspringer af religiøs ekstremisme og homofobi i miljøer, som Susanne Branner og LGBT+ Danmark har været tilbageholdende med at kritisere.
Vi kvitterer for, at Kaare Svejstrup insisterede på at stille de spørgsmål, som alt for sjældent bliver stillet.
LGBT-personer fortjener organisationer, der forsvarer dem konsekvent – også når det er politisk ubekvemt.
Dansk Regnbueråd vil fortsat sige det højt, når andre tier. Vi er lidt - men positivt - overraskede over også at se sandheden om LGBT+ Danmark udstillet ... på Danmarks Radio.
Mange tak til Kaare Svejstrup for det 🙏
Transkription:
KAARE SVEJSTRUP:
Hvorfor tror du, at I og du, det er jo en kritik direkte mod dig fra Christian Marcussen, hvorfor har du været berøringsangst?
SUSANNE BRANNER:
Jamen der har jo været nogle år, man kan sige, vi er en minoritet, vi er altid påpasselige med at kaste andre minoriteter under bussen. Og det har heller ikke været et område, som vi i LGBT+ Danmark har arbejdet særlig meget med, andet end de sidste par år. Og det har vi gjort, at vi har haft Sabaah som en organisation, der har arbejdet meget med det her område,
Der har været en intern arbejdsdeling. Vi har erkendt, at det er nok på tide, at vi kommer mere på banen. Vi bekæmper jo homofobi generelt. Vi prøver jo for eksempel at komme ud på
danske folkeskoler og give undervisning. Det er et område, vi har utrolig svært med at få statslig opbakning til at gøre. Al den undervisning, vi for eksempel skal lave på danske folkeskoler, det gør vi for fondsmidler eller private midler.
KAARE SVEJSTRUP:
Hvis du ser tilbage, så vil jeg gerne lige dvæle lidt ved det. Det virker jo som en meget stor erkendelse, du kommer med. Når jeg tænker på dine medlemmer og de personer, du repræsenterer, så er det vel, hvis jeg skal være lidt grov mod dig, at svigt, at du ikke har sat tidligere ind og ikke tidligere adresseret de her problemer, som du siger, at I har haft en berøringsangst overfor.
SUSANNE BRANNER:
Jeg mener faktisk heller ikke, at vi ikke har sat ind overfor det, fordi vores arbejde er jo at bekæmpe homofobi generelt og lave oplysningsarbejde om LGBT+.
KAARE SVEJSTRUP:
Det, du sagde til mig før, det var, at når I står med et problem, som I så møder fra det, du kalder en anden minoritet, så er I meget påpasselige. Du siger, at så vil I ikke kaste den minoritet under bussen. Men du er jo sat i verden for at repræsentere dine medlemmer. Du er sat i verden for at repræsentere LGBT+. Har det ikke været din pligt hele vejen igennem at sikre, at man modarbejdede homofobi også - og måske især - i det muslimske miljø?
SUSANNE BRANNER:
Jaaa ... vi startede for mange år siden i LGBT+Danmark et initiativ lige præcis for etniske minoriteter med minoritetsbaggrund - og det blev bare ret hurtigt en selvstændig forening, som havde det som arbejdsopgave. Vi er en interesseorganisation og en landsforening. Hvis der er en anden forening, der laver et arbejdsområde, så har det været deres mandat.
KAARE SVEJSTRUP:
Sorry, det lyder lidt som et politikersvar, Susanne Branner. Jeg spørger dig lige en gang til. Du siger, at du har været berøringsangst - at LGBT+ DK har været berøringsangst - overfor at adressere det her problem. Har I svigtet jeres medlemmer på den måde?
SUSANNE BRANNER:
Det mener jeg faktisk ikke, at vi har.
KAARE SVEJSTRUP:
Nå. Men så er det jo heller ikke så alvorligt med den berøringsangst, kan man sige?
SUSANNE BRANNER:
Neeeeeeej ... altså, hvad er det helt konkret, du mener, vi skulle have gjort, som vi ikke har gjort?
KAARE SVEJSTRUP:
Det spørger jeg dig om. Du siger til mig, at du erkender, at I har været berøringsangste overfor at tale om homofobi i det muslimske miljø. Så spørger jeg dig, hvilke konsekvenser det har, om det i virkeligheden er et svigt af dine medlemmer, at I har haft den berøringsangst? Det er ikke, fordi at du behøver fortælle mig, hvad I skulle have gjort anderledes. Så vil du bare fortælle mig, om det er en fejl i forhold til jeres medlemmers interesser?
SUSANNE BRANNER:
Vi har jo også medlemmer, der er muslimer.
KAARE SVEJSTRUP:
Er det et ja eller et nej?
SUSANNE BRANNER:
Til et spørgsmål, om, hvad, om den berøringsangst-
KAARE SVEJSTRUP:
Om den har været et svigt af jeres medlemmer?
SUSANNE BRANNER:
Det har jeg svært med at svare på, fordi jeg tænker meget konkret, hvad er det, vi skulle have gjort, som skulle have gjort en forskel?
KAARE SVEJSTRUP:
Vil du ønske, at du tidligere var mere direkte og åbenmundet i forhold til de her problemer?
SUSANNE BRANNER:
Øøøøøøhm .... jeg kan ikke se, at vi kunne have gjort det anderledes, og det har noget at gøre med, at vi har en arbejdsfordeling, hvor der er en anden organisation, der arbejder med det her. Så erkender jeg, at den organisation har måske ikke musklerne til at gøre det på samme måde, som vi har musklerne til. Derfor har vi jo også de sidste par år gået mere aktivt ind i det. Vi er gået mere aktivt ind i at prøve at opsøge kontakter, i at prøve at opsøge dialogen, i at prøve at få adgang til det.
Men vi har jo også brug for politisk opbakning til at kunne gøre den slags ting.Hvis vi skal kunne bekæmpe stigmatisering og fordomme mod LGBTQ-personer generelt, så kræver det jo også, at vi får adgang til og midler til at komme ud og lave det oplysningsarbejde. Og det har vi faktisk lige nu ikke politisk opbakning til.