Dansk Regnbueråd

MØDE MED LIGESTILLINGSMINISTER MARIE BJERRE

Jesper RasmussenComment

I dag mødtes Dansk Regnbueråd med Marie Bjerre, minister for digitalisering & ligestilling. Vi fik på mødet lejlighed til at fortælle ministeren om vores holdninger og sagspolitiske mål - og mulighed for at høre Marie Bjerres tanker og overvejelser om de emner, der optager både hende og os dybt.

På billedet ses Marcus Dib Jensen, formand i Dansk Regnbueråd, Marie Bjerre, minister for digitalisering & ligestilling og Jesper W. Rasmussen, næstformand i Dansk Regnbueråd. Foto: Dansk Regnbueråd..

Omkring bordet drøftede vi bl.a. ligestilling i form af børns ret til at gennemføre en naturlig pubertet i fred, frem for utidigt at erklære dem for transkønnede, og risikere at fejlbehandle dem uopretteligt, når langt de fleste som voksne blot viser sig at være homoseksuelle. Med andre ord drøftede vi Dansk Regnbueråds primærpolitiske mål: Et totalt stop for kønsskifte til børn.

Vi vendte også ministerens aktuelle tanker om børns ret til en tilværelse fri for overdreven, skadelig internetpåvirkning, og udvekslede pointer med hende om det woke kompleks af ting, vi føler rammer børn i dag i alle de arenaer, de færdes. Det udtalte Marie Bjerre sig om i Politiken i dag.

Ministeren skulle lige forstå, hvorfor det også er magtpåliggende for Dansk Regnbueråd at få genanerkendt kønsdysfori som en psykisk lidelse - for hvorfor nu det? Lidelsen blev jo afklassificeret som sådan i 2017 efter politisk pres.

Det mundede ud i en interessant sondring om, at det jo ikke er skamfuldt at have en psykisk lidelse som fx Marcus' (kønsdysfori). Vi udvekslede synspunkter med Marie Bjerre om væsentligheden af, at turde kalde ting det, de er. At lyve for sig selv om, hvad der er virkeligheden, og at kræve af andre at DE lyver om den, ser vi som det ringeste udgangspunkt for mellemmenneskelig respekt, accept af forskellighed og den gode, demokratiske samtale.

Vi følte bestemt at alle de tre ting - mellemmenneskelig respekt, accept af forskellighed og den gode, demokratiske samtale - manifesterede sig i rigt mål omkring ministerens bord i dag

Vi ser derfor meget frem til at fortsætte dagens fine dialog med Marie Bjerre i de kommende måneder og år, og takker ministeren for mødet og muligheden.