Vi er blevet spurgt meget om vores holdning til konceptet Drag Queen Story Hour, der netop har været afholdt på Frederiksberg Børnebibliotek. Det er en kompliceret sag, der rummer mange forskellige lag.
Foto: Wikimedia Commons.
Her er de vigtigste punkter, vi forholder os til:
Vi mener ikke at drag-queen story hour er et koncept, der er gavnligt for andre end de performers, der leverer det.
Vi mener at hele konceptet er en manifestation af den normstormende dekonstruktivisme som samfundet generelt er præget af i disse år.
Vi mener at alt fra Drag Queen Story Hour, Normstormerne, sociale medier, mainstream-medier, Folkeskolen, ja, praktisk taget alle de arenaer børn bevæger sig i, påvirker børnene med denne kønsekstreme ideologi i større eller mindre grad.
Vi mener at det groteske overfokus, der i børnehøjde er på køn, kønsidentiteter og seksualiteter er skadeligt for børns trivsel.
Vi synes det er fuldstændig urimeligt og dybt forkasteligt at anklage de to drag-performere for pædofili uden skyggen af bevis. Den slags anklager er i sig selv voldsomt stigmatiserende.
Vi tager 100% afstand fra vold og dødstrusler. Vi modtager jævnligt sidstnævnte selv, og det er en vanvittig måde at agere på i et frit, demokratisk samfund, hvor vi bør kunne tale om tingene.
Idyl eller ideologi?
Så langt så godt.
I Dansk Regnbueråd ser vi, hvad vi ofte redegør for, på fænomener som Drag Queen Story Hour (DQSH) som en del af et større kompleks.
Vi kan klart se DQSH udspringe af den samme ideologi, som p.t. skaber store problemer for børne- & ungdomstrivsel, samfundsdiskursen generelt og den demokratiske samtale.
Ift. arrangementet på Frederiksberg er det vigtigt at forstå, at vi ikke har noget udestående med hverken de to drag-performers eller biblioteket - vi har et problem med den tænkning, der ligger til grund for denne måde at tilgå børn, køn og seksualitet på.
Det er nemt at grine af, blive forarget over og udskamme de demonstranter, der stiller sig op og meget bastant giver deres mening til kende. Det er foragteligt at beskylde folk for at være pædofile og lign. - og trusler om vold er som sagt fuldstændig uacceptable - men det er vigtigt at prøve at forstå, hvor disse reaktioner kommer fra, hvis man vil bygge bro.
Forstemmende fornemmelser
Reaktionerne skyldes en mavefornemmelse hos flere og flere forældre. En bekymring, der nager. Mange ved givetvis ikke så meget, som vi og de woke kønsaktivister gør, om diskurser, queer-teori, LGBT-historie osv. - men disse forældre mærker at noget er galt ift. det, samfundet gør ved børnene i disse år. Det manifesteres så i en overreaktion, hvor disse voksne sparker ud til højre og venstre med uklare eller direkte urimelige beskyldninger. Deres bekymringer mødes med udskamning og latterliggørelse. Det er en dårlig strategi - for bekymringerne, som disse forældre har for deres børn, kommer jo et sted fra. Og de går ikke væk. Tværtimod vokser de bare videre i maven - og i takt med dem vreden og frustrationen. De ved noget er galt, men ingen vil høre på dem. De bliver gjort til grin og ugleset. Måske ender de med bare at tie stille.
Sidste år havde Christians Tafdrups psykologiske gyser SPEAK NO EVIL premiere. Det underliggende tema er den gaslighting, det selvbedrag, vi konstant laver på os selv og hinanden. For at undgå pinlige øjeblikke. For ikke at gøre nogen sure eller kede af det. Og alt sammen, fordi vi ikke stoler på vores intuition, selv om vi mærker med alle sensorer at noget er rivegalt. Det er vildt, hvilke ekstremer vi vil gå til, for at undgå konfrontationen. I filmen tager Christian Tafdrup det så ud i ekstremer, sjældent set i en dansk film - men ikke for tarvelig effekt. Der er en mening med galskaben. Det er en seværdig film, selvom den er voldsom.
Vores pointe er, at der jo ER noget rivegalt i regnbuesagen - og når man som LGBT-person selv føler det, og har en velbegrundet mening om, hvad der er fat, så har man, når man er en forening som vores, ingen eksistensberettigelse, hvis man ikke netop tager stilling og forsøger at forklare sammenhængene og advare.
Transatlantisk osmose
Danmark er ikke USA - men identitetspolitikken er rejst fra USA over Atlanten og Nordsøen og er blødt ind i vores åbne, sommetider underligt ukritiske samfund. Med på samme rejse har været kønsskifte til børn, sociale medier og koncepter som Drag Queen Story Hour. Med hensyn til sidstnævnte, så har vi oversat denne artikel. Den kan hjælpe med at bidrage til en dybere forståelse af baggrunden for og historikken bag Drag Queen Story Hour, og rammesætte de bekymringer flere og flere danskere har desangående.
Artiklen er et partsindlæg, men skribenten Christopher Rufo er lødig og grundig nok i de linjer han trækker og i den historik, han ridser op. Artiklen er veldokumenteret, omend man kan være uenig i konklusionerne. Det må man altid gerne være - hovedsagen er, at man sætter sig ind i et synspunkt, man måske ikke er enig i. Det er altid en god øvelse.
Folk, der reagerer meget voldsomt på DQSH i Danmark, gør det sandsynligvis fordi de har set eksempler fra USA, hvor konceptet bestemt ikke har været udfoldet på en lødig måde overfor børnene. Folk har læst om overgreb og synes måske grundlæggende at at der noget mærkeligt i hele konceptet. Homoseksuelle mænd. I kvindetøj. Overdreven makeup. Kunstigt brystparti. En karikeret, parodisk kvindestalt. Og så i kombination med børn - i dette tilfælde læsende en historie af Renée Toft Simonsen om en hjælpsom mandlig cross-dresser. DQSH ér et usædvanligt pitch, som vi i Dansk Regnbueråd synes halter ift. nødvendighed og, ja, betimelighed.
At den danske version af DQSH på Frederiksberg Børnebibliotek havde et ikke-seksualiseret udtryk, var både forventeligt og naturligvis positivt - men underliggende handler det stadig - det siger performerne selv (vi har jo debatteret med dem) - om queer-teori, om at nedbryde kønsnormerne hos små mennesker, der først lige er ved at forstå verden. Det mener vi er en farlig leg med børns formbare sind - og vi tager i Dansk Regnbueråd afstand fra fremgangsmåden.
Der er intet belæg for at Drag Queen Story Hour er gavnlig for børnenes kropslige/kønslige trivsel eller seksuelle selvforståelse - tværtimod. Meget som vi holder af drag-queens, synes vi mikset med børn er forkert, fordi det er drevet af en kønsideologi, børn ikke skal udsættes for.
Dansk Regnbueråd