Dansk Regnbueråd

USA'S BORGERLIGE BØSSER SMIDER TQIA+ UD

Dansk RegnbuerådComment

Vi har denne sommer jo haft en ganske heftig debat om »borgerlige bøsser« i Danmark. Hvem er de? Hvad vil de? Og – ikke mindst – hvad er deres behov egentlig? Fra USA kommer nu et interessant bud på det.

Log Cabin Republicans, USA's store organisation for homoseksuelle konservative, har besluttet, at den fremover ikke længere er en LGBT-organisation, men en LGB-organisation. T+'et ryger ud. Organisationen vil igen koncentrere sig om homoseksuelles og biseksuelles rettigheder og om seksuel orientering – ikke kønsidentitet.

Det skriver mange amerikanske medier om, bl.a. (og ikke overraskende) Fox News.

Beslutningen er værd at bemærke, fordi Log Cabin Republicans selv føjede T'et til organisationens mission i 2015. Nu konkluderer ledelsen, at det var en fejl.

Begrundelsen er temmelig genkendelig for os i Dansk Regnbueråd:

Kønsideologi i skolerne, medicinsk kønsskifte af mindreårige og biologiske mænd i kvindesport. Samtidig frygter organisationen, at den moderne transaktivisme er ved at erodere den folkelige opbakning til de rettigheder og den accept, homoseksuelle brugte årtier på at opnå.

Også i en dansk sammenhæng er det interessant - for måske er problemet med de »borgerlige bøsser« ikke, at de er for borgerlige. Måske er problemet snarere, at der mangler en organiseret homoseksuel stemme, som tør sige, at LGB ikke er det samme politiske projekt som T+.

Det behøver faktisk heller ikke være et 'borgerligt' projekt.

Dansk Regnbueråd er tværpolitisk.

Vores udgangspunkt er ikke højre eller venstre, men almindelig fornuft, biologisk køn og klassiske homoseksuelle rettigheder. Man kan være socialdemokrat, liberal, konservativ eller noget helt fjerde og samtidig mene, at lesbiske er kvinder, bøsser er mænd, børn ikke skal medicinsk kønsskiftes, og kvindesport skal være for kvinder.

Det er netop pointen - og det er grunden til at vi sidste år skilte T'et fra og var medstiftere af LGB International, en verdensomspændende organisation, der kæmper udelukkend for lesbiske, bøsser og biseksuelles rettigheder - og mod den ekstreme kønsideologi.

Den homoseksuelle frigørelseskamp handlede om retten til at være den mand eller kvinde, man faktisk var – og elske et menneske af samme køn. Den behøver ikke som aparte ideologisk tillægspakke indebære en forestilling om, at selve kønnet er flydende, selvdefineret eller politisk konstrueret.

Log Cabin Republicans har nu draget den konsekvens, som flere LGB-organisationer andre steder allerede har draget:

Drop T. Bevar LGB.

Ikke fordi transpersoner ikke skal have samme borgerlige rettigheder som alle andre. Selvfølgelig skal de det.

Men fordi homoseksualitet og kønsidentitet er to forskellige spørgsmål – og fordi homoseksuelle igen har brug for organisationer, der tør beskæftige sig specifikt med homoseksuelles interesser.

Måske er dét i virkeligheden, hvad de danske »borgerlige bøsser« mangler.

Ikke endnu en plads under den stadigt voksende LGBTQIA+-paraply.

Men under den paraply, der eksisterede længe før verden gik amok i kønsvanvid.

Eller hvad tænker du? 🤔


EN VIDEO-HILSEN I ANLEDNING AF COPENHAGEN PRIDE

Jesper RasmussenComment

Mange politikere taler om, at Priden og LGBT+ handler om friheden til at være den, man er.

Men hvad med lesbiske kvinders ret til at være lesbiske? Hvad med deres ret til – uden at blive udskammet af LGBT+ Danmark og kaldt transfober – at sige nej til at være sammen med mænd, der påstår at være lesbiske kvinder?

Hvad med muslimske homo- og biseksuelles ret til at være dem, de er, i Danmark inden for den kultur og religion, de tilhører? Hvem kæmper for deres frihed til at være sig selv?

Og hvad med børns frihed til med tiden at blive dem, de er, uden at få deres kroppe ødelagt af kønsskiftemedicin, inden de er færdigudvoksede? Langt de fleste af disse børn viser sig nemlig – hvis de får lov at vokse sig færdige – blot at være homo-, bi- eller heteroseksuelle.

Hvor er disse menneskers frihed henne i den queerideologiske Pride, vi ser i dag? Hvem arbejder for at sikre deres rettigheder, når LGBT+ Danmark ikke gør - men gør det stik modsatte?

Det gør Dansk Regnbueråd.

Støt vores arbejde. Meld dig ind i dag.: https://www.danskregnbueraad.dk/medlem

Dit bogstav betyder intet.

Din støtte betyder alt.

Mvh Dansk Regnbueråd

KAMPEN ER GRIM OG VI HAR IKKE BRUG FOR PÆNE, BORGERLIGE BØSSER

Jesper RasmussenComment

Der er ikke brug for pæne, borgerlige bøsser. Nogen må tage opgøret med en ekstrem kønsideologi.

Da jeg i Weekendavisen så Jacob Hedegaard efterlyse en »stille og rolig« borgerlig stemme i den homoseksuelle debat, gik mine tanker uvægerligt tilbage til foråret 2022, hvor vi var i gang med at stifte Dansk Regnbueråd. Min socialdemokratiske barnetro på, at man – stille og roligt med fornuft – kunne flytte regnbuesagen tilbage mod en rimelig midte, var den samme som Hedegaards.

Men jeg var naiv. For regnbuesagen – den, hvor det faktisk handlede om bøsser, lesbiske og biseksuelle – er blevet kapret af en ekstrem kønsideologi.

Hedegaard beskriver Dansk Regnbueråd som den modsatte yderfløj i forhold til LGBT+ Danmark. Som en organisation, der udelukkende næres af kulturkamp og konflikt. Men han overser noget afgørende: Vi har ikke selv valgt konflikten. Konflikten blev valgt for os.

For når LGBT+ Danmark i dag gør biologisk køn til en subjektiv følelse, medicinske kønsskifter af mindreårige til en progressiv mærkesag og kvinders kønsopdelte rum og sportsgrene til forhandlingsspørgsmål, er resultatet ikke større accept. Tværtimod.

Den brede folkelige opbakning til den samlede lgbt-sag er blevet svækket, fordi alt dette vanvid nu opleves som én og samme pakke.

Der er med andre ord ikke længere noget neutralt midterfelt at trække sig tilbage til. Enten siger man fra over for LGBT+ Danmarks venstreorienterede ideologi, eller også accepterer man udviklingen. Der findes ikke en tredje vej.

Hedegaard rejser problemet med islamisk homofobi og kritiserer her Dansk Regnbueråd for vores årelange fokus på problemstillingen. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan efterlyse mere fokus på homoseksuelles tryghed og samtidig kritisere den eneste organisation, der gennem flere år konsekvent har peget på, at den største konkrete voldstrussel mod homoseksuelle i nattelivet kommer fra unge mænd med muslimsk baggrund. Det har vi sagt, længe før det blev acceptabelt at sige højt.

JACOB HEDEGAARD skriver på X, at transideologien – som vi i Dansk Regnbueråd er modstandere af – ikke er noget, der fylder i hans hverdag. Den fylder imidlertid i mange kvinders hverdag. Mange lesbiske kvinders – l'et i den lgb-sag, som Hedegaard ønsker at omkalfatre med »stille og rolig borgerlighed«. Rundtom i verden bliver kvinder således hevet gennem retssystemet og fængslet, hvis de nægter at anvende kvindelige pronominer om mænd, der hævder at være kvinder. Også i Danmark.

Og så er der de søgende og sårbare børn og unge, som overbevises om, at de ikke er tiltrukket af det samme køn – men at de selv er det modsatte køn. Dansk Regnbueråd har været medvirkende til at samle de borgerlige partier i fælles modstand mod medicinsk og juridisk børnekønsskifte. At det er endt som en udelukkende borgerlig mærkesag, er ulykkeligt, for det medicinske børnekønsskifte vil, efter vores mening, ende som den største sundhedsskandale i nyere tid.

At byde ind i regnbuedebatten er fint. Hedegaard gør det imidlertid som kollegaen, der er utilfreds med alle andres arbejde, men ikke selv har nogen konkrete forslag til, hvordan tingene i stedet skal gøres.

Den pæne borgerlighed, som Jacob Hedegaard plæderer for, fungerer muligvis, når alle i sagen accepterer de samme spilleregler – men det er ikke tilfældet længere. I stedet er der brug for folk, der tør smide handskerne og tage de grimme kampe, som andre ville ønske ikke fandtes.

Derfor findes Dansk Regnbueråd. Og Jacob Hedegaard skal være så velkommen på vores side af slagmarken.

Jesper W. Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Regnbueråd

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning.


LGBT+ DANMARK SVARER OGSÅ PÅ KRITIKKEN: VI ER IKKE VENSTREORIENTEREDE – OG VI TALER SKAM OGSÅ OM ISLAMISK HOMOFOBI

Kort fortalt er Uffe Paulsens replik - med den passende titel »En umulig opgave« et forsvar for, at LGBT+ Danmark skam hverken er særligt venstreorienteret eller berøringsangst over for islamisk homofobi. https://www.weekendavisen.dk/opinion/en-umulig-opgave

Organisationen har ganske vist haft et kraftigt ryk til venstre, medgiver han, men den blev »afradikaliseret« allerede i 1980’erne og har siden arbejdet partineutralt. Som dokumentation fremhæver han blandt andet trivsel for LGBT+-elever, hadforbrydelser og ensomhed blandt ældre – mens de lidt mere kontroversielle mærkesager om køn, børn, kvindesport og kønsopdelte rum påfaldende nok ikke kommer med i varedeklarationen.

Og islamisk homofobi? Den taler LGBT+ Danmark bestemt om, siger Paulsen: Oslo, SEXUS, Berlin og et podcastinterview fremføres som eksempler. At offentligheden alligevel har fået et andet indtryk, skyldes til dels pressen, som åbenbart er bedre til at fortælle, når LGBT+ Danmark »træder ved siden af«, end når organisationen rammer rigtigt.

Konklusionen er sympatisk rummelig: Borgerlige og venstreorienterede må kunne være i samme organisation. Og hvis borgerlige homoseksuelle ikke føler sig repræsenteret, er løsningen tilsyneladende ikke, at LGBT+ Danmark ændrer kurs – men at de borgerlige melder sig ind og hjælper til.

Det er med andre ord lidt: Vi repræsenterer selvfølgelig ikke alle. Vi er heller ikke venstreorienterede. Og hvis I synes, vi er det, må I jo melde jer ind og gøre noget ved det.

U-huh 🙄 ...


LYT: DRAG QUEEN STORY HOUR - DEN SANDE HISTORIE BAG FÆNOMENET

Jesper RasmussenComment

Nu kan du lytte en dansk-oplæst version af Christopher Rufos long-read-artikel, hvor historien bag 'Drag Queen Story Hour' udrulles.

Christopher Rufos artikel argumenterer for, at fænomenet ikke blot handler om farverige kostumer, højtlæsning og tolerance.

Rufo sporer DQSHs ideologiske rødder tilbage gennem queerteorien hos bl.a. Judith Butler, Gayle Rubin og Michel Foucault og videre til den moderne »drag-pædagogik«, der eksplicit vil udfordre traditionelle forestillinger om køn, seksualitet og familie.

Særligt kontroversiel er Rufos afdækning af forbindelsen til dele af den tidlige queerteori, hvor også voksnes autoritet over børns seksualitet og seksuelle aldersgrænser blev problematiseret.

Christopher Rufos tese er, at Drag Queen Story Hour siden har formået at omsætte radikale akademiske idéer til et tilsyneladende uskyldigt og »familievenligt« format, som i dag har fået en betænkelig kulturel blåstempling gennem adgang til børnebiblioteker og grundskoler.

Herunder kan du høre hele den lange artikel – og selv vurdere Rufos dokumentation og argument.

Du kan læse hele artiklen her, hvor der også er link til den originale, engelsksprogede version: https://www.danskregnbueraad.dk/dragqueen

RANDERS BIBLIOTEK AFVISTE DANSK REGNBUERÅD PÅ GRUND AF VORES 'FORKERTE' HOLDNINGER – NU TRÆKKER BIBLIOTEKET I LAND OG UNDSKYLDER

Jesper RasmussenComment

Først fik Dansk Regnbueråd at vide, at vi ikke var velkomne med en stand, fordi vi koncentrerer os om en LGB-dagsorden og har 'de forkerte holdninger' til køn. Efter Berlingskes henvendelse beklager biblioteket nu – og kommer med en helt ny, krumspringende forklaring.

Først fik Dansk Regnbueråd at vide, at vi ikke var velkomne med en stand, fordi vi koncentrerer os om en LGB-dagsorden og har 'de forkerte holdninger' til køn. Efter Berlingske Tidendes henvendelse beklager biblioteket nu pludselig – og kommer med en helt ny, krumspringende forklaring.

Vores nye bestyrelsesmedlem Jim Andersen bor i Randers og henvendte sig derfor helt naturligt til biblioteket i forbindelse med Randers Pride. Vi ville gerne være synlige med en roll-up og fortælle interesserede om Dansk Regnbueråd og vores arbejde for lesbiske, bøsser og biseksuelle.

Efter en indledningsvis positiv telefonsamtale kom der imidlertid et skriftligt afslag.

Og begrundelsen var ikke til at misforstå:

»Jeg kan erfare at I har en holdning til at transkønnede ikke er en del af regnbue-bevægelsen og at I arbejder for at styrke en LGB-dagsorden. Af den grund kan I ikke få en stand på Randers Bibliotek.«

Biblioteket forklarede samtidig, at »alle skal kunne føle sig velkomne«. Også transkønnede.

Det er en ganske bemærkelsesværdig definition af inklusion: For at alle skal føle sig velkomne til et LGBT+-arrangement, må en forening for Lesbiske, Gays og Biseksuelle ikke være repræsenteret.

Som vores formand Elisabeth Lynge siger til Berlingske:

»Randers Bibliotek udelukker en lovlig LGB-organisation, ikke fordi vi har opført os chikanerende eller ulovligt, men fordi vi har et syn på køn og identitet, som adskiller sig fra arrangørernes.«

Og hun stiller det helt oplagte spørgsmål:

»Gælder mangfoldighed også dem, der har et andet syn på kønsidentitet end den dominerende queer-politiske linje?«

Efter Berlingske begyndte at stille spørgsmål, ændrede sagen imidlertid karakter.

Nu beklager bibliotekschef Anja Tofthøj Warrer pludselig afslaget:

»Det var forkert at sende et afslag med det indhold. Vi ønsker ikke at sortere i holdninger, hvis de er lovlige.«

Det er vi naturligvis glade for at høre - men biblioteket benytter samtidig lejligheden til at komme med en ny opsigtsvækkende forklaring:

Vi må nu forst, at Dansk Regnbueråd angiveligt slet ikke blev afvist på grund af vores holdninger. Problemet var i stedet, at biblioteket fungerede som et »safe space«, hvor der ikke skulle være stande eller budskaber fra nogen organisationer.

Det hænger bare temmelig dårligt sammen med det afslag, vi faktisk modtog.

Der stod ikke:

»Desværre, vi har ingen stande på biblioteket.«

Der stod:

»Jeg kan erfare at I har en holdning … Af den grund kan I ikke få en stand.«

Det er to vidt forskellige begrundelser.

Og derfor har vi også sagt til Berlingske, at vi opfatter den nye forklaring som en »shitstorm-opdæmmende efterrationalisering«.

På jævnt dansk: Vi køber den ikke.

For sagen handler om noget større end Dansk Regnbueråd.

Et offentligt folkebibliotek skal ikke afgøre, hvilke lovlige holdninger lesbiske, bøsser og biseksuelle må have for at være acceptable deltagere i regnbuemiljøet.

Vi insisterer på, at LGB-personer har præcis samme ret som alle andre til at organisere sig, formulere deres egne politiske interesser og være uenige med queer- og transaktivistiske organisationer.

Mangfoldighed, der kun omfatter mennesker med de rigtige holdninger, er ikke mangfoldighed. Det er ensretning.

Herunder kan du læse korrespondancen med Randers Bibliotek.

Døm selv.


DOKUMENTATION:

NY LOV VIL VÆRE ET INDGREB I FORÆLDRES RETTIGHEDER

Jesper RasmussenComment

Hvis det så udelukkende handlede om LGB-personer, hvis seksualitet har vist sig som en stabil tilstand, der måske er medfødt. Men det gør det jo ikke.

Forbuddet mod omvendelsesterapi, som det foreligger, handler primært om at få ulovliggjort benægtelse af queerideologien og dens kønsidentitære begreber så som “transbørn” og “flydende køn” og hele ideen om, at man overhovedet *kan* skifte køn og friholde det fra kritik ved at gøre kritik og terapeutisk behandling strafpådragende.

Og det ved forfatteren af denne kommentar i Information udmærket. Hun er desværre bare en transideologisk psykoterapeut.

Det her er først og fremmest et overgreb på og indgreb i disse børns forældres rettigheder til at drage den omsorg, de ønsker, for deres børn.

Her er hvorfor.


Dette er, hvad de store medicinske fagselskaber siger i deres høringssvar ifm. den kommende, reviderede behandlingsvejledning til børn med kønsforvirring. Det er selvsagt ikke kun Dansk Regnbueråd, der advarer mod at fortsætte den nuværende praksis med medicinsk kønsskifte af børn og unge.

Blandt høringssvarene findes alvorlig kritik fra en række væsentlige aktører, herunder Det Etiske Råd, Dansk Pædiatrisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP-DK), Dansk Selskab for Almen Medicin, Autisme- og Aspergerforeningen, speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri samt flere fagpersoner og organisationer.

En række centrale bekymringer går igen: evidensen for behandlingernes gavnlige effekt vurderes som utilstrækkelig, langtidskonsekvenserne er fortsat usikre, de irreversible følger kan være alvorlige, og der efterlyses en langt mere forsigtig tilgang med større vægt på psykologisk udredning, behandling og systematisk opfølgning.

Dokumentet vi linker til er en samlet høringsmappe på 419 sider med både kritiske og positive høringssvar til Sundhedsstyrelsens nye vejledning om behandling af kønsinkongruens.

En række kritik- og bekymringspunkter går som sagt igen:

  1. Evidensen vurderes som for svag

    Den mest gennemgående kritik er, at dokumentationen for pubertetsblokkere og krydskønshormoner til børn og unge fortsat er utilstrækkelig. Flere kritiske høringssvar henviser til, at Sundhedsstyrelsen selv anerkender begrænset evidens, men alligevel fastholder behandlingsmuligheden. Cass-rapporten fremhæves som den vigtigste internationale gennemgang og bruges til at argumentere for, at de forventede gevinster ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

  2. Behandlingen indebærer irreversible risici

    Flere høringssvar peger på, at hormonbehandling kan påvirke blandt andet fertilitet, seksuel funktion, knogleudvikling og andre livslange forhold, samtidig med at langtidsvirkningerne ikke kendes tilstrækkeligt. Kritikken er derfor, at risikoen er bedre dokumenteret end gevinsten.

  3. Diagnostisk usikkerhed

    Et centralt argument er, at diagnosen kønsinkongruens ikke sikkert kan forudsige, hvilke børn der fortsat vil opleve vedvarende kønsdysfori som voksne. Samtidig fremhæves den stigende forekomst af samtidige psykiske lidelser, autisme og andre komplekse problemstillinger blandt de henviste børn.

    Tidl. cheflæge på CKI i Aalborg skrev dette til en groft fejlbehandlet patient:

    “Vi taler om dette, som jo er vanvittigt svært, nemlig at vi jo ikke har et diagnostisk apparat, der kan stilles til rådighed for at finde ud af, om det er det rigtige, vi gør. Det eneste, vi har at arbejde med, er de udtalelser, mennesker kommer med, når de kommer hos os.”

    Intet diagnostisk apparat. De gætter.

  4. Psykologisk behandling bør prioriteres først

    En gennemgående kritik er, at vejledningen efter kritikernes opfattelse lægger for stor vægt på medicinsk behandling og for lidt på psykoterapi og anden ikke-invasiv hjælp. Flere efterlyser et egentligt behandlingstilbud til børn, som ikke opfylder kriterierne for hormonbehandling eller som ønsker anden hjælp.

  5. Detransition og fortrydelse bør tages langt mere alvorligt

    De kritiske høringssvar mener, at vejledningen næsten ikke forholder sig til patienter, som senere fortryder eller ønsker at stoppe behandlingen. Der efterlyses både forskning, opfølgning og konkrete behandlingstilbud til denne gruppe.

  6. Informeret samtykke anses for utilstrækkeligt

    Flere anfører, at børn og forældre ikke kan give et fuldt informeret samtykke, når de langsigtede virkninger fortsat er usikre. Der efterlyses tydelig information om behandlingens eksperimentelle karakter, manglende langtidsdata og muligheden for senere fortrydelse.

  7. Manglende systematisk opfølgning

    Kritikerne peger på, at der ikke findes et samlet system til langsigtet registrering af bivirkninger og behandlingsresultater, selv om behandlingen beskrives som off-label og evidensen begrænset.

  8. Internationale udviklinger bør tillægges større vægt

    Særligt Cass-rapporten og udviklingen i Storbritannien bruges som argument for, at Danmark bør anlægge en mere restriktiv linje. Kritikken er, at Sundhedsstyrelsen ikke i tilstrækkelig grad har indarbejdet disse internationale erfaringer.

  9. Juridiske og etiske betænkeligheder

    Nogle høringssvar rejser spørgsmål om det juridiske grundlag for behandlingen, om brugen af off-label medicin, patientoplysning og myndighedernes ansvar, hvis evidensgrundlaget senere viser sig utilstrækkeligt.

  10. Forslag til en mere forsigtig praksis

    De mest kritiske høringssvar anbefaler enten:

    • et midlertidigt stop (moratorium) for medicinsk behandling af mindreårige,

    • at psykoterapi og anden ikke-invasiv behandling bliver førstevalg,

    • mere forskning og systematisk opfølgning,

    • eller en højere aldersgrænse, før irreversible behandlinger tilbydes.

Dansk Regnbueråd anbefaler eksempelvis, at irreversible medicinske og kirurgiske indgreb først overvejes fra 25-årsalderen. Det gør kirurgerne på Rigshospitalet også.

MERE DRAG TIL DANMARKS BØRN? NY LGBT+-FOND ÅBNER PENGEKASSEN

Dansk RegnbuerådComment

Regnbuefonden vil få nye LGBTQ+-kulturprojekter til at spire. Dansk Regnbueråd spørger imidlertid, hvorfor børn hele tiden skal være første målgruppe – og hvorfor Drag Queen Story Hours queer-teoretiske historie stort set aldrig nævnes. Måske er der en særlig grund til det.

I weekenden blev de første legater uddelt fra den nystiftede Regnbuefonden, der ifølge TV 2 skal »styrke og synliggøre dansk LGBTQ+-kultur hele året rundt«.

Fondens stifter, Henrik Christensen, har lagt en million kroner af egne midler i projektet, fordi LGBTQ+-miljøet efter hans opfattelse mangler penge til kulturprojekter og initiativer. Fonden skal indtil videre uddele penge to gange årligt.

Det er naturligvis enhver privatpersons ret at bruge sine penge på de kulturelle projekter, vedkommende ønsker. Det interessante for Dansk Regnbueråd er hvilken LGBTQ+-kultur fonden allerede fra starten vælger at hædre og dermed legitimere.

Blandt prismodtagerne er dragartisterne Kim André og Magnus Lykke Johansen – kendt professionelt som Didi Cantarella og Diana Diamond – som blev landskendte efter deres omdiskuterede dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek i 2023.

Prisen gives netop som anerkendelse af deres vedholdenhed efter den efterfølgende konflikt.

KLIK på billedet for se se/læse artiklen

Lad os slå én ting fast: Dødstrusler og grundløse, personlige pædofilianklager mod konkrete mennesker hører ingen steder hjemme. Man kan være dybt kritisk over for et politisk eller kulturelt projekt uden at dæmonisere de mennesker, der medvirker i det.

Men den anden grøft er lige så problematisk, nemlig den, hvor man lader som om enhver principiel kritik af dragshows målrettet børn dermed er illegitim.

I interviewet med Lise Rønne fra Godmorgen Danmark beskriver Kim André det, de laver, som »bare kunst og kultur og børneunderholdning«. Magnus Lykke Johansen beskriver deres familie-dragshows som en »eventyrlig verden«, hvor børn ser »prinsesser« på scenen.

Men er det virkelig hele historien om Drag Queen Story Hour?

Det spørgsmål har Dansk Regnbueråd stillet siden 2023.

Vi har intet problem med homoseksuelle forbilleder eller med, at børn møder alderssvarende fortællinger om eksempelvis familier med to fædre eller to mødre. Vi har derimod et alvorligt problem med, når LGBT-sagen bliver transportmiddel for queerteori og kønsideologi rettet mod børn. Det var også vores pointe under debatten om de danske børnebiblioteker i 2023.

Og her er historien bag Drag Queen Story Hour temmelig vigtig at kende.

Vi har tidligere offentliggjort en omfattende gennemgang af bevægelsens ideologiske rødder., hvori graverjournalisten Chris Rufo bl.a. dokumenterer, hvordan en af de centrale personer i den amerikanske Drag Queen Story Hour-bevægelse, Harris Kornstein – alias Lil Miss Hot Mess – sammen med Harper Keenan skrev den akademiske artikel Drag Pedagogy: The Playful Practice of Queer Imagination in Early Childhood. Her forbindes drag for børn direkte med queerteori og en pædagogik, der skal udfordre traditionelle forestillinger om køn.

KLIK på billedet for se se/læse artiklen

Der er desuden en mørkere del af den idehistorie, Rufo afdækker i artiklen. 

Han forbinder ikke drag queens som sådan med pædofili, men påviser, at flere af de queerteoretikere, hvis tænkning er en del af Drag Queen Story Hours ideologiske stamtræ, også udfordrede selve grænsen mellem voksnes og børns seksualitet.

Rufo fremhæver bl.a. Gayle Rubin, Michel Foucault og Pat Califia og deres historiske argumenter imod eller problematisering af seksuelle aldersgrænser og traditionelle voksennormer omkring børns seksualitet. 

Det er desværre en væsentlig – og særdeles ubehagelig – del af baggrunden, fordi den senere »drag-pædagogik« voksede ud af en queerteoretisk tradition, hvor også barndommens uskyld og voksnes ret til at sætte seksuelle grænser for børn blev gjort til genstand for en bevidst ideologisk dekonstruktion. En normalisering.

Det bliver endnu vanskeligere at affeje som »bare prinsesser« og uskyldig børneunderholdning, når forfatterne selv beskriver »drag-pædagogik« som en metode til at stimulere børns »queer imagination«, lære dem »how to live queerly« og destabilisere skolens normative funktion gennem »transformative education«.

Og bemærk noget meget væsentligt: Ifølge den tekst, Rufo analyserer, beskrives de udadvendte mål om empati, kønsdiversitet, kreativitet og rollemodeller ikke som hele projektet. Forfatterne argumenterer tværtimod for, at Drag Queen Story Hours bidrag går dybere end disse umiddelbart sympatiske formål.

Det er præcis dér, Dansk Regnbueråds bekymring ligger.

Vi kan naturligvis ikke vide, hvad Kim André og Magnus Lykke Johansen personligt har læst af queerteori, eller hvor meget de kender til Drag Queen Story Hours ideologiske historie. Måske er de ganske enkelt naive omkring den bevægelse, deres børneshows er blevet en del af. Måske mener de oprigtigt, at det hele bare handler om glimmer, eventyr og om at fortælle børn, at mennesker er forskellige.

Det håber vi faktisk.

Alternativet er, at man kender den ideologiske bagage, men vælger ikke at fortælle om den, når man sidder i morgen-tv og præsenterer projektet som harmløs »kunst og kultur og børneunderholdning«.

Vi vil helst tro på den første forklaring – eller en blanding, hvor man simpelthen ikke har forholdt sig kritisk nok til det projekt, man medvirker i.

Men problemet forsvinder ikke af den grund.

For nu har Danmark fået en privat LGBTQ+-fond, der skal være en økonomisk »vandkande«, så flere LGBTQ+-kulturelle initiativer kan spire frem. Og noget af det første, vandkanden symbolsk hælder vand på, er netop dragshows for børn.

Dansk Regnbueråd ønsker ikke færre homoseksuelle forbilleder. Tværtimod.

Vi ønsker bare ikke, at homoseksuelles historie og rettighedskamp bruges som moralsk adgangskort til at queer-missionere over for børn på biblioteker, i skoler og andre offentlige institutioner.

Børn behøver ikke en queer-pædagogisk mission.

De behøver voksne, der kan kende forskel på accept af homoseksuelle og ideologisk opdragelse i bestemte teorier om køn, identitet og seksualitet.

Den forskel bliver vigtigere – ikke mindre vigtig – når der nu kommer flere private penge bag projektet.



DJØF Story Hour?

Hvorfor er der så få homoseksuelle i tweedjakker, der læser Ole Lund-Kirkegaard højt for børn på landets folkebiblioteker?

Hvorfor skal det være mænd i karrikeret, woman-face kvindegestalt? Diskriminerer folkebibliotekerne overfor DJØF Story hour? 🥴

“JA. DET ER EN GRIM KAMP” - DANSK REGNBUERÅD SVARER PÅ KRITIK I WEEKENDAVISEN FRA BORGERLIG BØSSE.

Jesper RasmussenComment

Der er ét sted, hvor finansdirektør og erklæret borgerlig bøsse Jacob Hedegaards analyse rammer plet - det er kritikken af LGBT+ Danmarks berøringsangst over for islamisk homofobi.

Jacob Hedegaard beskriver selv, hvordan LGBT+ Danmark først efter massiv kritik erkendte, at der findes en særlig problematik med homofobi i islamistiske miljøer. Men derefter går hans analyse i Weekendavisen galt.

Han fremstiller Dansk Regnbueråd som den anden yderfløj – en forening, der "aldrig har fundet sin egen stemme, kun sin modstander", og som primært fører kulturkrig.

Det er en bekvem fortælling. Problemet er bare, at den vender årsag og virkning på hovedet.

Dansk Regnbueråd blev ikke stiftet, fordi nogen havde lyst til at føre kulturkrig.

Foreningen blev stiftet, fordi den oprindelige homoseksuelle rettighedskamp var blevet overtaget af en ideologi, som gjorde spørgsmål om biologisk køn, medicinske kønsskift af mindreårige, queer-teori og kønsidentitet til organisationens hovedprojekt.

Som Dansk Regnbueråds Jesper W. Rasmussen sagde her til morgen på Radio4 (lyt med herover), blev vi dannet som et korrektiv til den afsporing af LGBT-sagen, der begyndte, da fokus flyttede fra homoseksuelles rettigheder til en langt bredere identitetspolitisk dagsorden.

Jacob Hedegaard efterlyser en "stille og rolig" organisation. Men hvad er det helt konkret, den organisation skulle gøre?

  • Skulle den acceptere, at biologisk køn opløses i lovgivning og institutioner?

  • Skulle den acceptere medicinske kønsskift af mindreårige?

  • Skulle den acceptere, at kvinders beskyttede rum bliver omdefineret?

Hvis svaret er nej, så står man allerede i den konflikt, han påstår ikke at ville deltage i.

Der findes ikke længere et neutralt midterfelt på de spørgsmål, meget som Hedegaard tydeligvis ønsker det. Desværre.

Hedegaard kritiserer samtidig Dansk Regnbueråd for at være for optaget af kulturkamp. Men de emner, han selv fremhæver som afgørende – islamisk homofobi, tryghed i nattelivet og vold mod homoseksuelle – er netop emner, Dansk Regnbueråd har arbejdet med i årevis.

I Radio4-interviewet peger Dansk Regnbueråd på, at vi gentagne gange har sagt og skrevet om at den største konkrete voldstrussel mod homoseksuelle i nattelivet, kommer fra unge mænd med muslimsk baggrund, og Jesper W. Rasmussen fortalte om sin egen kærestes alvorlige overfald.

Det paradoksale er derfor, at Jacob Hedegaard bruger en stor del af sin artikel på at kritisere den eneste organisation, der faktisk har insisteret på at tale åbent om netop de problemer, han selv beskriver.

Hans løsning er at starte en tredje organisation.

Men hvilken politik skal den føre?

Hvis den skal tage islamisk homofobi alvorligt, er den allerede på kollisionskurs med LGBT+ Danmark.

Hvis den samtidig vil afvise medicinske kønsskift af børn, fastholde biologisk køn og forsvare kvinders kønsopdelte rum, vil den hurtigt blive beskyldt for præcis det samme som Dansk Regnbueråd bliver i dag.

Hvis den derimod accepterer de positioner, bliver den blot endnu en udgave af LGBT+ Danmark.

Derfor fremstår idéen om en "stille og rolig" tredje vej mere som et ønske end som et konkret politisk projekt.

Det mest bemærkelsesværdige ved Hedegaards kommentar i Weekendavisen er måske ikke kritikken af Dansk Regnbueråd, men forestillingen om, at man kan undslippe en konflikt, der allerede er blevet defineret af andre.

Den mulighed eksisterer ikke længere.

Man kan ikke både ønske, at nogen tager kampen mod islamisk homofobi, mod medicinske kønsskifte af mindreårige og mod opløsningen af biologisk køn – og samtidig kritisere dem, der faktisk gør det, for at være for konfronterende.

Den luksus har homoseksuelle ganske enkelt ikke længere.



Læs Jacob Hedegaards debatindlæg i Weekendavisen her (bag betalingsmur)



TRANSKRIPTION af radio 4-interviewet med dansk regnbueråd

VÆRT: Du lytter til Morgen på Radio 4. Vi har talt med en person, der hedder Jacob Hedegaard. Han er finansdirektør, men det er ikke så vigtigt for den historie, vi har talt med ham om, nemlig at han har skrevet et indlæg i Weekendavisen, der hedder Bøsser uden hjem, hvor Jacob Hedegaard siger, at der findes to store organisationer i Danmark, som varetager homoseksuelles interesser: LGBT+ Danmark og Dansk Regnbueråd.

Og hans problem, det er, at han synes, de begge to har stillet sig langt ud på hver sin fløj og efterladt en form for tomrum inde på midten for, hvad han selv betegner som en stille og rolig borgerlig homoseksuel mand, skriver han der i det indlæg, han har skrevet i Weekendavisen, Bøsser uden hjem.

For at svare på den kritik har vi nu Jesper Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Regnbueråd, med. Godmorgen, Jesper.

JESPER RASMUSSEN: Godmorgen.

VÆRT: Repræsenterer Dansk Regnbueråd et snævert segment i LGBT-miljøet?

JESPER RASMUSSEN: Ja, det vil jeg egentlig sige, at vi gør. Forstået på den måde, at langt den største del af LGBT-miljøet enten ikke er klar over, hvor galt det står til i LGBT+ Danmark, eller er enige med LGBT+ Danmark. Og vores opgave er så at fortælle, hvor galt det er gået i forhold til hele den ideologiske overtagelse af LGBT+ Danmark, som nu har resulteret i, at man bakker op om medicinsk kønsskifte til børn og underviser som organisation i kønsideologi i folkeskolen, fratager kvinder rettigheder til egne enemærker og sportsgrene osv.

VÆRT: Men jeg skal forstå jer i Dansk Regnbueråd som først og fremmest en form for protestorganisation mod det eksisterende LGBT+ Danmark?

JESPER RASMUSSEN: Jeg vil sige, at vi er dannet som et korrektiv til den afsporing, der er sket af LGBT-sagen, som startede med, at man inkluderede T'et, altså trans og TQIA osv., som intet har at gøre med den oprindelige sag, som handler om mennesker, som er tiltrukket af samme eller begge køn, men har det fint med den biologiske krop, de har, og det køn, de har.

VÆRT: Så du tager egentlig ikke sådan anstød af, når Jacob Hedegaard beskriver Dansk Regnbueråd som nogen, der aldrig har fundet sin egen stemme, kun sin modstander? Så tænker du, at det er en udmærket beskrivelse af, hvad Dansk Regnbueråd er?

JESPER RASMUSSEN: Nej, det synes jeg ikke, fordi man kan sige, at den form, vi har taget, det er ligesom at sige, at medmindre vi får rettet op på det her og får hævet det, de kalder queer-ideologi, altså alt det her med de mange køn og de mange seksualiteter og mange kønsidentiteter og alt det der, medmindre vi får taget det ud af sagen og bragt den tilbage til det, den skal være, som handler om rettigheder for samme-kønstiltrukne, som det hedder, så crasher sagen fuldstændig.

Vi kan jo allerede se, at agtelsen i befolkningen for hele den sag i den gestalt, der hedder LGBTQIA+, er faldende, meget faldende. Så det er den ene ting. Det er farligt for sagen, det er farligt for den accept, som vi havde opnået. Man kan sige, at vi havde sejret ad helvede til og har jo opnået samme rettigheder på praktisk talt alle områder. Vi har opnået accept, vi var i øjenhøjde med danskerne, og nu er det så gået over til at blive den her meget obskure og skadelige ideologi. Og medmindre der er nogen, der står op og tager den kamp, så går det kun én vej.

VÆRT: Genkender du det tomrum, som Jacob Hedegaard beskriver for en, som han selv kalder det, stille og rolig, borgerlig, homoseksuel mand? Altså at der ikke er noget sted, hverken LGBT+ Danmark eller jer i Dansk Regnbueråd, som taler den stille, rolige, borgerlige, homoseksuelle mands sag?

JESPER RASMUSSEN: Jamen nu, jeg kan sige, at jeg er socialdemokrat lige på midten, medlem af partiet osv., og har oplevet fuldstændig den samme frustration.

VÆRT: Hvorfor er det så ikke et sted, I placerer jer? Jeg har hørt dig samtidig sige, at I er jo opstået i Dansk Regnbueråd som et modsvar på den udvikling, der har været i LGBT+ Danmark. Hvorfor er det så, at I ikke selv forsøger at trække ind og udfylde det tomrum?

JESPER RASMUSSEN: Jamen, det er jo sådan set også det, vi gør. Fordi hvis der ikke er nogen, der går ind og siger, at der er to køn, og nej, børn skal ikke kunne modtage irreversibelt medicinsk kønsskifte, og ja, kvinder har ret til deres egne omklædningsfaciliteter og sportsgrene osv., hvem skal så gøre det? For LGBT+ Danmark gør det ikke. De gør det præcis modsatte.

VÆRT: Men du kan prøve, i forhold til at udfylde det tomrum, som Jacob Hedegaard mener eksisterer på midten, så er det måske nemmere, at du bare hører selv, hvad han sagde tidligere til os i dag. Altså når han siger, at hverken Dansk Regnbueråd eller LGBT+ Danmark varetager, hvad han mener er de vigtigste problemstillinger i LGBT-miljøet.

JACOB HEDEGAARD – LYDKLIP: “Langt de fleste homoseksuelle, jeg kender, det er sådan set helt almindelige mennesker. De vil egentlig bare gerne have lov til at leve et liv, hvor de kan få lov til at leve i fred, og hvor der er nogen, der varetager de problemstillinger, som der desværre stadigvæk er i forhold til deres tryghed. Det vil sige, at de kan gå frit på åben gade, de kan holde i hånd, de kan måske give deres kæreste et kys, uden at de skal være bange for at blive udsat for vold eller tilråb.

Den dagsorden, den er der ikke rigtig nogen af de to foreninger, der for alvor tager alvorligt. Det der er jo problemet, det er jo, at nu har vi for nylig set et terrorindgreb mod Priden i Berlin. Og da det skete, der var LGBT Danmarks meget klare holdning, at man ikke ønskede at tale om, at der skulle være problemer med homofobi i islamiske miljøer, hverken i Danmark eller andre steder i Europa. Det er et helt konkret eksempel på, hvordan sikkerheden bliver sat bagest i køen i forhold til den ideologiske holdning, som man ønsker at stå på mål for.”

VÆRT: Tilsvarende kan man så sige, har han også det mellemværende med jer i Dansk Regnbueråd, at I har, hvad han mener er et overdrevet fokus på for eksempel den, hvad kan man sige, kritik og den stillingtagen, der er til LGBT-personer i for eksempel muslimske kredse. Hvad siger du egentlig til den kritik, som du har hørt her?

JESPER RASMUSSEN: Jeg synes, den er forfejlet. Det er jo bare at gå ind på vores medier og se, hvordan vi har udtalt os, hvad vi har produceret omkring det. Det har vi gjort i flere år. Vi har i flere år sagt, at den største trussel imod homoseksuelle i nattelivet, det er folk, mænd med muslimsk baggrund, som ligger på lur og venter på, at de her steder lukker og kommer ud og tæver os. Jeg har siddet en hel nat på Rigshospitalet sammen med min kæreste, som havde fået det, vi kalder brune bøssebank, og var blevet slået til ukendelighed.

Så det er simpelthen ikke rigtigt.

Og han nævner, han siger, at han er en stille og rolig borgerlig bøsse. Jeg er sgu ikke sikker på, at der er så meget brug for stille og rolige borgerlige bøsser i den kamp, der er lige nu. Det virker, som om han er ret disconnected fra de problemer, der er. Udover at han jo gør opmærksom på noget, som vi også i flere år har gjort opmærksom på, nemlig had til homoseksuelle i islam og i den kultur, der er gestalt omkring islam. Men man er også nødt til at sige, at den foragt også vokser i den almindelige del af befolkningen.

Der er det drevet primært af det overdrev, som sagen er havnet på i forhold til de ting, jeg har nævnt tidligere omkring børnekønsskifte, omkring kvinders rettigheder, omkring mænd, der påstår, at de er kvinder og kræver adkomst til kvinders omklædningsrum, sportsgrene osv. Så det er sådan en dobbelt kamp, man kæmper. Både imod de etniske danskeres, den almindelige accept i befolkningen, og samtidig så en forøget trussel og et forøget had fra muslimer og muslimsk kultur mod os.

Så jeg tror måske, at han egentlig peger på det største problem, som er ham selv. Og det største problem er egentlig alle dem, der ikke sætter sig ind i, hvor galt det egentlig er fat. Og så bruger han så i stedet kræfterne på at rette skytset mod en organisation, som italesætter alle de ting, han har—

VÆRT: Nu talte vi med ham tidligere, Jesper Rasmussen. Nu er han ikke med nu.

JESPER RASMUSSEN: Det var jeg jo heller ikke, da I talte med ham 🤓

VÆRT: Det har du ret i. Ellers kan vi jo lave den her pingpong for evigt. Men det, jeg vil sige til dig, det er, at det, jeg tror, han vil svare dig, det er, at han mener, at der er meget mudderkast i stedet for bare at arbejde stilfærdigt og roligt for den helt almindelige, stille og rolige, borgerlige, homoseksuelle mand, som det så er i hans perspektiv.

Altså det her med, og det siger du også nu, så bruger du også muligheden nu for at skyde meget hårdt tilbage på LGBT+ Danmark. Du siger ligefrem, at de har været med til, og det er dem, der ligesom skubber på for, at retorikken mod og usikkerheden omkring at være homoseksuel i Danmark, ja, den er blevet større, og det er blevet værre de senere år, netop på grund af LGBT+ Danmark. Dem, der bare siger, at vi vil gerne gøre det mere sikkert og mere normalt, kan man sige, at holde sin kæreste i hånden på gaden, hvis man er homoseksuel i Danmark:

Kan man sige, at I ligesom har for travlt med at skælde ud på for eksempel LGBT+ Danmark i forhold til også bare at tale deres sag?

JESPER RASMUSSEN: Jamen det er jo sådan, det er, mand! 🤨 Altså det er jo dét, der er sagen. Du tænker ikke, at vi har prøvet med det gode først? Er du da gal. Vi har inviteret til dialog og debat, men de har aldrig nogensinde villet – turdet – stille op, LGBT+ Danmark, imod os til en debat om de her ting.

De eneste, der har villet tale med os parlamentarisk, har været partier på højrefløjen, og derfor så bliver vi så brandet som en højrefløjsorganisation. Det er sgu da ikke af vores gode vilje. Vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kunne for at få venstrefløjen i tale, men de er alle sammen sovset ind i det her eller tør ikke, har været bange for, hvad der kunne være af modreaktion fra LGBT+ Danmark. Fra hele den der intersektionelle fløj i politik osv.

Så det har de ikke villet, og de få, der har villet, der er LGBT+ Danmark og hele den fløj gået løs på dem som aber på en muffin, når der er blevet offentliggjort et billede af os sammen med en eller anden politiker, som er marginalt på venstrefløjen.

Som socialdemokrat er det da sindssygt frustrerende også, hvor mit eget parti ligger henne i den her diskussion. Jeg er bare nødt til at sige, at ja, man kan ønske alt muligt, at tingene kunne foregå pænere osv., men det er en rå kamp mod en ideologi, der er ved at smadre sammenhængskraften, både i samfundet generelt, fordi de også har adkomst til børn i grundskolerne osv., og sagen som helhed, fordi der er et enormt fald i agtelse af sagen, og vi så derudover har en voksende trussel fra en meget aggressiv fortolkning af islam, som går ud over blandt andet i nattelivet.

Jeg håber, han får lov til at holde sin kæreste i hånden, Jacob, åbent, men det kommer han altså ikke til ved at skrive en artikel i Weekendavisen, hvor man klandrer den eneste organisation, som arbejder for det og for at få sagen bragt i øjenhøjde med danskerne igen. Han burde sætte sig ind i, hvad kampen er, hvem der gør hvad, og så burde han joine den.

Jeg tænker, der er rigeligt plads til ham i Dansk Regnbueråd og i den kamp, vi kæmper.

VÆRT: Tak fordi du var med her, Jesper Rasmussen.

JESPER RASMUSSEN: Så lidt.

VÆRT: Bestyrelsesmedlem hos netop Dansk Regnbueråd.

LGBT+ DANMARK GASLIGHTER HELE DANMARK OM ISLAM-TRUSLEN MOD REGNBUE-DANSKERE

Jesper RasmussenComment

Bedst som man troede at Susanne Branner fra LGBT+ Danmark ikke kunne blive mere løgnagtig og krypto-islamistisk, så laver hun det her lille trick sammen med vennerne på Danmarks Radio som du skal se herunder.

I hele interviewet, som du kan se på Danmarks Radios hjemmeside, spørger journalisten ikke én gang ind til det forhold, at alle de senere års angreb på Prides og LGBT-steder har været foretaget af islamister. Af muslimer.

I stedet laver hun et snedigt trick hvor hun til Danmarks Radio siger sådan her.

"Vi ved godt, at der er en trussel, og at faren er særlig høj fra højreekstremistiske bevægelser. Så det er en gentagelse af det, der skete i Oslo."

Underforstået at Oslo-angrebet blev foretaget af en hvid højreekstremist, mens virkeligheden er, at det blev foretaget af en islamisten, men det ikke vildt norske navn ... Arfan Bhatti.

Susanne Branner og LGBT+ Danmark nægter at anerkende, at det største problem for LGBT-bevægelsen i Danmark og Europa ikke er højrefløjen ... men islam som følge af masseindvandringen af muslimer.

Men tilbage til Tyskland:

Offer/gerningsmand-statistikken for angreb på borgere i Tyskland er, at mindst 32 personer blevet dræbt af Islamistisk eller islamisk relateret terror siden 2016.

To personer i Tyskland er døde efter vold begået af højreekstremister. Det ene af de to tilfælde tilbage i 1993.

Forskellen er altså 1500% - hvis man er borger, altså også LGBT-borger, i Tyskland er der altså mere end 16 - SEKSTEN - gange større risiko for at blive myrdet af en islamist end af én fra det ekstreme højre.

Alt det her ved Susanne Branner jo godt - og det trick, hun laver her, laver hun omkring alle LGBT+ Danmarks grimme hemmeligheder.

Alt fra grooming af børn og unge med transideologi i de danske skoler og i LGBT+ Danmarks børne- og ungdomshuse, AURA-netværket til altså sandheden om den islamistiske trussel mod LGBT-personer.

Åh, og fik jeg sagt: Det sker altsammen for DINE skattekroner. LGBT+ Danmark er en NGO - en non-governmental organization ... der får government money. Er på statsstøtte.

Tillykke med det, Danmark - og Danmarks regnbuebefolkning.


HVEM TALER EGENTLIG LGBT-PERSONERS SAG I LGBT+ DANMARK? I HVERT FALD IKKE SUSANNE BRANNER AFSLØREDES DET I P1 DEBAT

I P1 Debat blev et spørgsmål hængende i luften – og det fik aldrig et klart svar. Lyt selv til de fem pinagtige minutter herunder.

Og døm selv.

Da DR-vært Kaare Svejstrup spurgte LGBT+ Danmarks sekretariatschef Susanne Branner, hvorfor organisationen gennem årene har været "berøringsangst" over for homofobi i muslimske miljøer, erkendte Branner selv, at man har været tilbageholdende, fordi man ikke ønskede at "kaste andre minoriteter under bussen."

Men hvem står så tilbage uden et talerør? Det gør Danmarks seksuelle minoriteter.

Da Svejstrup spurgte, om denne berøringsangst kunne være et svigt af organisationens egne medlemmer, kom svaret aldrig. I stedet fulgte undvigelser, henvisninger til arbejdsdeling og andre organisationer – men ingen egentlig selvransagelse.

Det er netop dét, mange LGBT-personer har peget på i årevis.

Når hensynet til andre identitetspolitiske dagsordener vejer tungere end hensynet til homoseksuelle, biseksuelle og transpersoners sikkerhed og frihed, opstår et problem.

Især når terror, hadforbrydelser og trusler mod LGBT-personer også udspringer af religiøs ekstremisme og homofobi i miljøer, som Susanne Branner og LGBT+ Danmark har været tilbageholdende med at kritisere.

Vi kvitterer for, at Kaare Svejstrup insisterede på at stille de spørgsmål, som alt for sjældent bliver stillet.

LGBT-personer fortjener organisationer, der forsvarer dem konsekvent – også når det er politisk ubekvemt.

Dansk Regnbueråd vil fortsat sige det højt, når andre tier. Vi er lidt - men positivt - overraskede over også at se sandheden om LGBT+ Danmark udstillet ... på Danmarks Radio.

Mange tak til Kaare Svejstrup for det 🙏


Transkription:

KAARE SVEJSTRUP:

Hvorfor tror du, at I og du, det er jo en kritik direkte mod dig fra Christian Marcussen, hvorfor har du været berøringsangst?

SUSANNE BRANNER:

Jamen der har jo været nogle år, man kan sige, vi er en minoritet, vi er altid påpasselige med at kaste andre minoriteter under bussen. Og det har heller ikke været et område, som vi i LGBT+ Danmark har arbejdet særlig meget med, andet end de sidste par år. Og det har vi gjort, at vi har haft Sabaah som en organisation, der har arbejdet meget med det her område,

Der har været en intern arbejdsdeling. Vi har erkendt, at det er nok på tide, at vi kommer mere på banen. Vi bekæmper jo homofobi generelt. Vi prøver jo for eksempel at komme ud på

danske folkeskoler og give undervisning. Det er et område, vi har utrolig svært med at få statslig opbakning til at gøre. Al den undervisning, vi for eksempel skal lave på danske folkeskoler, det gør vi for fondsmidler eller private midler.

KAARE SVEJSTRUP:

Hvis du ser tilbage, så vil jeg gerne lige dvæle lidt ved det. Det virker jo som en meget stor erkendelse, du kommer med. Når jeg tænker på dine medlemmer og de personer, du repræsenterer, så er det vel, hvis jeg skal være lidt grov mod dig, at svigt, at du ikke har sat tidligere ind og ikke tidligere adresseret de her problemer, som du siger, at I har haft en berøringsangst overfor.

SUSANNE BRANNER:

Jeg mener faktisk heller ikke, at vi ikke har sat ind overfor det, fordi vores arbejde er jo at bekæmpe homofobi generelt og lave oplysningsarbejde om LGBT+.

KAARE SVEJSTRUP:

Det, du sagde til mig før, det var, at når I står med et problem, som I så møder fra det, du kalder en anden minoritet, så er I meget påpasselige. Du siger, at så vil I ikke kaste den minoritet under bussen. Men du er jo sat i verden for at repræsentere dine medlemmer. Du er sat i verden for at repræsentere LGBT+. Har det ikke været din pligt hele vejen igennem at sikre, at man modarbejdede homofobi også - og måske især - i det muslimske miljø?

SUSANNE BRANNER:

Jaaa ... vi startede for mange år siden i LGBT+Danmark et initiativ lige præcis for etniske minoriteter med minoritetsbaggrund - og det blev bare ret hurtigt en selvstændig forening, som havde det som arbejdsopgave. Vi er en interesseorganisation og en landsforening. Hvis der er en anden forening, der laver et arbejdsområde, så har det været deres mandat.

KAARE SVEJSTRUP:

Sorry, det lyder lidt som et politikersvar, Susanne Branner. Jeg spørger dig lige en gang til. Du siger, at du har været berøringsangst - at LGBT+ DK har været berøringsangst - overfor at adressere det her problem. Har I svigtet jeres medlemmer på den måde?

SUSANNE BRANNER:

Det mener jeg faktisk ikke, at vi har.

KAARE SVEJSTRUP:

Nå. Men så er det jo heller ikke så alvorligt med den berøringsangst, kan man sige?

SUSANNE BRANNER:

Neeeeeeej ... altså, hvad er det helt konkret, du mener, vi skulle have gjort, som vi ikke har gjort?

KAARE SVEJSTRUP:

Det spørger jeg dig om. Du siger til mig, at du erkender, at I har været berøringsangste overfor at tale om homofobi i det muslimske miljø. Så spørger jeg dig, hvilke konsekvenser det har, om det i virkeligheden er et svigt af dine medlemmer, at I har haft den berøringsangst? Det er ikke, fordi at du behøver fortælle mig, hvad I skulle have gjort anderledes. Så vil du bare fortælle mig, om det er en fejl i forhold til jeres medlemmers interesser?

SUSANNE BRANNER:

Vi har jo også medlemmer, der er muslimer.

KAARE SVEJSTRUP:

Er det et ja eller et nej?

SUSANNE BRANNER:

Til et spørgsmål, om, hvad, om den berøringsangst-

KAARE SVEJSTRUP:

Om den har været et svigt af jeres medlemmer?

SUSANNE BRANNER:

Det har jeg svært med at svare på, fordi jeg tænker meget konkret, hvad er det, vi skulle have gjort, som skulle have gjort en forskel?

KAARE SVEJSTRUP:

Vil du ønske, at du tidligere var mere direkte og åbenmundet i forhold til de her problemer?

SUSANNE BRANNER:

Øøøøøøhm .... jeg kan ikke se, at vi kunne have gjort det anderledes, og det har noget at gøre med, at vi har en arbejdsfordeling, hvor der er en anden organisation, der arbejder med det her. Så erkender jeg, at den organisation har måske ikke musklerne til at gøre det på samme måde, som vi har musklerne til. Derfor har vi jo også de sidste par år gået mere aktivt ind i det. Vi er gået mere aktivt ind i at prøve at opsøge kontakter, i at prøve at opsøge dialogen, i at prøve at få adgang til det.

Men vi har jo også brug for politisk opbakning til at kunne gøre den slags ting.Hvis vi skal kunne bekæmpe stigmatisering og fordomme mod LGBTQ-personer generelt, så kræver det jo også, at vi får adgang til og midler til at komme ud og lave det oplysningsarbejde. Og det har vi faktisk lige nu ikke politisk opbakning til.

STØT VORES TELT PÅ FOLKEMØDET - 'FRIHEDENS STATION' ER PÅ BORNHOLM FOR 3. ÅR I TRÆK.

Jesper RasmussenComment

Det har kun kunnet lade sig gøre med din støtte, og nu har vi brug for at du hjælper os helt over mållinjen ved at støtte os på MobilePay 32 00 61 eller ved at overføre til Danske Bank / Reg. #9570 Konto #13386455.

Vi livestreamer alle vores events her på facebook, hvor de bliver liggende, så du kan se dem, når du vil.

Frihedens Station består af følgende organisationer:

  • Dansk Regnbueråd (Elisabeth Lynge, Ivan Hemmingsen)

  • Trykkefrihedsselskabet (Aia Fog, Kit Louise Strand)

  • Dansk Ligestilling (Karen West)

  • Ord mod ord (Marianne Stidsen)

I år er to nye organisationer med under teltdugen:

  • Klimarealisme.dk (Karl Iver Dahl-Madsen)

  • Manderådet (Torben Haugaard)

Velkommen til 🙂

Støt os ikke med alt, hvad du har - men meget gerne med lidt af det du har - på forhånd mange tak ♥️


Her er vores program for Folkemødet 2026 – vi håber, vi ses!

1. Sammenhængen mellem autisme og kønsidentitet

Hvorfor ser vi en eksplosiv overrepræsentation af autister i klinikkerne for kønsidentitet? Vi dykker ned i de oversete psykologiske årsager, systemets manglende udredning og de non-medicinske alternativer.

- I panelet: Nina Catalina Michaelsen (landsformand for Autisme- og Aspergerforeningen) og Peter Rødbro (autist, som har fortrudt sit medicinske kønsskifte).

- Hvornår: Torsdag kl. 14.00 - 15.00

- Hvor: A28 - Frihedens Station

🔗 Læs mere i programmet her: https://program.folkemoedet.dk/events/2026/32090/hvorfor-skifter-saa-mange-autister-koen


2. Provokunstner eller kvinde? En samtale med Ibi-Pippi

Hvem er Ibi-Pippi i dag, efter at have afsonet sin dom i et mandefængsel? Vi ser nærmere på begrebet autogynefili (når den primære drivkraft bag transitionen er en seksuel tilfredsstillelse ved at udtrykke sig som kvinde) – og hvorfor medierne konsekvent berøringsangst over for netop denne del af historien.

- I panelet: En direkte og ucensureret samtale med Ibi-Pippi.

- Hvornår: Fredag kl. 12.00 - 13.00

- Hvor: A28 - Frihedens Station

🔗 Læs mere i programmet her: https://program.folkemoedet.dk/events/2026/32239/provokunstner-eller-kvinde-en-samtale-med-ibi-pippi


3. Er begrebet "kvinde" ved at uddø? En samtale med Mille Sørensen

En samtale om den direkte interessekonflikt, der opstår mellem biologiske kvinders rettigheder og de mænd, der identificerer sig som kvinder. Hvad sker der med kvinders trygge rum, sport og sprog, når kønsideologien kræver total adgang for mænd, som identificerer sig som kvinder?

I panelet: Mille Sørensen (kendt for sin modstand mod biologiske mænd i kvindefodbold og medlem af styregruppen for kvinderettigheder.dk).

- Hvornår: Lørdag kl. 11.00 - 12.00

- Hvor: A28 - Frihedens Station

🔗 Læs mere i programmet her: https://program.folkemoedet.dk/events/2026/32252/hvad-er-en-kvinde-en-snak-med-mille-soerensen

HVAD VIL DU SPØRGE OM?

Vi vil rigtig gerne høre dine spørgsmål. Har du et spørgsmål, som du synes, vi skal stille paneldeltagerne under debatterne?

Skriv dit spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor, og fortæl os, hvilken debat det hører til. Så udvælger vi de bedste spørgsmål og tager dem med på scenen!

Vi ses i Allinge!

NYTÅRSORD FRA DANSK REGNBUERÅD

Elisabeth Linea LyngeComment

Et år med ansvarlighed

Når et år går på hæld, er det naturligt at gøre status. Ikke bare over det, vi har gjort – men over det ansvar, vi har taget. Og det ansvar, vi nægtede at fralægge os.

I biograferne går filmen Nürnberg i øjeblikket. Den handler ikke først og fremmest om ondskab. Den handler om moral. Om mennesker, der forsvarede sig med, at de blot fulgte loven. At de blot gjorde, hvad der var normen. Og om den erkendelse, at lov og norm ikke fritager nogen for ansvar.

Det er en erkendelse, der er blevet meget relevant igen – i en tid hvor normer brydes, og udforskes, og desværre ikke altid til det bedre for homoseksuelle og biseksuelle.

For i dag foregår der handlinger, som er lovlige. Handlinger, som er normaliserede. Handlinger, som mange derfor ikke længere stiller spørgsmål ved. Men som – set nøgternt og ærligt – er uansvarlige. Og forkerte.

Dansk Regnbueråd blev ikke skabt for at gå med strømmen. Vi blev skabt for at stille det spørgsmål, som altid har været det mest ubehagelige – men også det mest nødvendige:

"Bør vi gøre dette?"

Et år præget af ansvar – ikke bekvemmelighed

Året begyndte med, at vi indgav høringssvar til den nye behandlingsvejledning for kønsmodificerende behandling. En vejledning, som stadig – nu mere end et år senere – ikke er udkommet. Det fortæller sit eget stille, men alvorlige sprog. Vi formoder, at problemerne ikke kun er lægefaglige, men også politiske.

I maj skiftede vi formand – jeg byttede rolle med Jesper - og vi fjernede T’et fra vores navn. Ikke for at ekskludere mennesker, men for at insistere på klarhed, da vi ikke kan stå inden for alle transkønnedes ønsker. Vi insisterer på en mere realistisk virkelighed. På ærlighed.

Vi blev medlem af LGB International og indgik i et fast, månedligt samarbejde med udenlandske søsterorganisationer, som – ligesom os – insisterer på, at rettigheder ikke kan bygges på fornægtelse af biologi eller på tavshed om konsekvenser.

På Folkemødet tog vi de svære samtaler i det åbne rum. Om autisme og kønsidentitet. Om kvinders rettigheder. Om den ideologi, der i dag presser sig ind i både sundhedsvæsen, forvaltning og civilsamfund – ofte uden modspil.

Vi klagede. Igen og igen. Til ministre, udvalg og myndigheder. Over manglende hensyntagen til homoseksuelle i behandlingsvejledningen. Over manglende information i det såkaldt informerede samtykke. Over statsfinansierede kampagner, der normaliserer social og medicinsk transition af børn – uden etisk refleksion.

Vi var til stede i retssale. Til politiske konferencer. På Pride – ikke for at fejre, men for at samtale. Vi var til møder i Folketinget i ministerierne. For at påvirke. For at dokumentere. For at holde fast.

Vi skrev. Vi talte. Vi blev angrebet. Og vi fortsatte.

Om queer-begrebet – og hvorfor det ikke er neutralt

I løbet af året udgav vi en artikelserie om queer-begrebet. Ikke som skældsord, men som analyse.

Queer er ikke bare et identitetsudtryk. Det er en ideologi. En verdensanskuelse, der bevidst opløser kategorier som køn, grænser og ansvar – og som i praksis bruges til at legitimere handlinger, der især rammer børn og kvinder.

At sige dette højt er ikke had. Det er oplysning. Klarhed og ærlighed.

Fremtiden: Mere klarhed. Mere ansvar

I det kommende år fortsætter arbejdet. Internationalt. Nationalt. Lokalt.

Vi rejser til London for at mødes med vores internationale samarbejdspartnere. Vi vender tilbage til Folkemødet. Og vi vil kræve svar. Også når stilheden bliver politisk bekvem.

For tavshed er ikke neutral. Tavshed er et valg.

Og hvis filmen Nürnberg lærer os noget, så er det dette:

At det ikke er nok at kunne sige “det var lovligt”.

Det afgørende spørgsmål er altid: "Er det moralsk forsvarligt?"

For Dansk Regnbueråd er etikken altid vores pejlemærke.

Derfor handlede vi.

Og derfor gør vi det igen – i det nye år.

Godt nytår.

Opfyld dit nytårsforsæt allerede i dag - bliv medlem eller doner her : https://www.danskregnbueraad.dk/medlem

FAKTA-DOKUMENT OM PÆDOFILI INDENFOR LGBTQIA+-AKTIVISMEN

Dansk Regnbueråd2 Comments

MAP-prideflaget er et blandt hundredevis af prideflag for sexualieter, såkaldte kønsidentiteter, paraphilia (fx. pædofili og nekrofili), fetischer m.m. Prideflaget blev designet af en Tumblr-bruger i 2018, kan man læse på Wikipedia.

FORORD

Dansk Regnbueråd argumenterer for, at den oprindelige LGB-sag – som handlede om rettigheder for samtykkende voksne – er blevet undergravet af queerideologiens grænseløshed, hvor faste kategorier, biologiske realiteter og beskyttelsesprincipper systematisk problematiseres.

Et centralt argument er, at pædofili ikke er et fremmedelement i queerteoriens idéhistorie, men har været genstand for teoretisk behandling og relativisering siden 1970’erne. Når seksuelle grænser forstås som sociale konstruktioner, forsvinder den principielle barriere, der gør det muligt entydigt at afvise pædofili.

Vi peger videre på, at nutidig MAP-aktivisme (Minor-Attracted Person) bevidst anvender queer-retorik og Pride-æstetik for gradvist at normalisere pædofili som identitet snarere end handling. Det fremstilles som en strategisk blødgøring, ikke som isoleret internetstøj.

Den afgørende kobling – ifølge Dansk Regnbueråd – er imidlertid, at LGBT+-bevægelsen allerede har opgivet beskyttelsen af børn i praksis gennem aktivisme for børnekønsskifte. Når børn uden juridisk handleevne tillægges kompetence til at samtykke til irreversible medicinske indgreb, argumenterer vi for, at samtykkeprincippet reelt er brudt.

Vores kerneargument er derfor, at den samme grænse er blevet opgivet i begge spørgsmål:

For hvis bevægelsen kan acceptere kropslige overgreb på børn i inklusionens og identitetens navn, mister den sit principielle grundlag for at afvise pædofili. Dermed bliver MAP-aktivisme ikke en ekstern trussel, men en logisk konsekvens af queerideologiens indre modsætninger og permissive grundgestalt.

Konklusionen er, at problemet ikke blot er MAP-aktivisme, men et fundamentalt etisk sammenbrud, hvor LGB-sagen betaler prisen for et projekt, der har gjort grænseløshed til dyd og barnets beskyttelse til et ideologisk irritationsmoment.

Elisabeth Lynge formand i Dansk Regnbueråd



HVAD ER “PÆDOAKTIVISME” ANNO 2025?

1) I praksis ses tre spor, som ofte blandes sammen i debatten

  • Legaliserings-/normaliserings-aktivisme: grupper/aktører der arbejder for at sænke/afskaffe aldersgrænser eller normalisere voksne-barn relationer.

  • Rebrand/identitetspolitik (“MAP”): forsøg på at omtale pædofili som identitet/orientering (fx “minor-attracted person”) og kræve stigma-reduktion og “dignity”-retorik. Det bliver af kritikere opfattet som et skridt mod normalisering. (Se fx overblik over B4U-ACT-symposium og DSM-sporet.) (PMC)

  • Forebyggelse/klinisk harm-reduction: ressourcer målrettet ikke-handlende personer for at forhindre overgreb. Nogle projekter (også kontroversielle) placerer sig her – og bliver alligevel trukket ind i (2)-diskussionen. (CAMH)

Det vigtige er: Der findes organiserede miljøer, der arbejder politisk/retorisk med (1) og/eller (2). Men det er typisk fringe – og det er også et område, hvor der foregår bevidst “branding-kamp” om ord og rammer.

2) Koblingen til queer/LGBT: historisk ja, institutionelt nej

A) Historiske og teoretiske nedslagspunkter

Historisk i og omkring seksuel-radikalt / queer-adjacent miljø har været figurer og tekster, som pædofile miljøer senere har brugt som ammunition.

  • Michel Foucault: er (med rette) tilbagevendende i debatten om 1970’ernes franske intellektuelle kampagner/petitioner om seksual- og straffelovgivning (inkl. diskussioner om “sexual majority”/samtykke/alder). Det er veldokumenteret, at en række prominente intellektuelle var involveret i sådan aktivisme i perioden, og at det siden er blevet genstand for massiv kritik. (Columbia Historisk Afdeling)

  • Gayle Rubin: “Thinking Sex” (1984) er en central tekst i seksualpolitisk teori og citeres ofte i disse diskussioner (bl.a. fordi den analyserer moralpanikker og grænser for “acceptabel” seksualitet). Her er originalteksten tilgængelig. (University of Houston Law Center)

  • Pat Califia: findes i forsknings-/tidsskriftssammenhænge citeret for synspunkter, der i dag bliver brugt som eksempel på, at der i visse 70’er/80’er “sex wars”-miljøer fandtes stærkt problematiske positioner om pædofili/pædofile og “støtte”-retorik. (University of Iowa Libraries)

(Bemærk: At der findes sådanne historiske “rødder” i seksuel-radikale/queer-tilstødende diskussioner er ikke det samme som, at “queermiljøet” som helhed i dag arbejder for legalisering – men det er grunden til, at emnet bliver ved med at dukke op.)

B) Institutionel afstandtagen i LGBT-verdenen

Et meget konkret datapunkt: ILGA (International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association) har offentligt dokumenteret, at de i 1994 expellerede NAMBLA og andre grupper, netop fordi deres formål var uforeneligt med ILGA’s værdier. (ILGA World)
ILGA har også nyere udtalelser, hvor de eksplicit siger, at påstande om, at de tolererer pædofili, er falske, og at de håndterer klager om den slags med sanktioner/eksklusion. (ILGA World)

Kort sagt: De store LGBT-paraplyer prøver aktivt at holde det ude – netop fordi pædofile miljøer historisk har forsøgt at “hægte sig på” (og modstandere politisk forsøger at hægte dem på LGBT).

3) Tyskland: et af de mest veldokumenterede historiske cases

Tyskland er et vigtigt eksempel, fordi der findes omfattende offentlig debat og undersøgelser af, hvordan pædofile netværk/positioner i en periode havde adgang til dele af den bredere “progressive” scene.

  • Der var markant debat om De Grønne og forbindelser/åbenhed over for pædofile krav i 1980’erne, hvilket partiet senere tog afstand fra og undersøgte. (The Guardian)

  • Der findes også tysk pressehistorik om 68’er-miljøer, reformpædagogik og konkrete skandaler, som ofte trækkes frem i den sammenhæng (selv om enkelte kilder her kan være politisk farvede, er det et reelt spor i tysk offentlighed). (DIE WELT)

  • Hvis du vil have et “se det”-format, findes der også tv-klip om De Grønnes historiske undersøgelse. (YouTube)

Det er (igen) mest et historisk tysk “case study” på, at pædofile politiske projekter har forsøgt at arbejde gennem bredere seksualpolitiske bevægelser – og i perioder fik fodfæste.

4) Nutidens vestlige pædo-/MAP-miljøer: Hvor foregår det typisk?

Det foregår især online og i små organisations-/netværksmiljøer, ikke som officielle dele af LGBT-organisationer.

  • B4U-ACT er et ofte nævnt eksempel, bl.a. fordi de har arrangeret arrangementer om “minor-attracted persons” i relation til DSM-debatten (som af tilhængere beskrives som stigma-reduktion/forebyggelse, men af kritikere som normaliseringsprojekt). (PMC)

  • “Virtuous Pedophiles”-miljøet bliver behandlet i forsknings- og forebyggelseskontekster som et online peer-support forum for ikke-handlende – og det er veldokumenteret, at netop den type fora eksisterer og studeres. (Tidsskrift)

  • Der findes en længere historik af pædofile advocacy-grupper i flere lande (USA, UK, NL, DE m.fl.). Overbliksstof findes (med de sædvanlige wiki-forbehold), men det kan bruges som kortlægning/indeks til navne/perioder. (Wikipedia)

  • UK har fx officiel dokumentation om Paedophile Information Exchange (PIE) og deres forbindelser til andre organisationer og deres strategier for offentlig framing. (IICSA)

5) Den vigtigste “journalist-test”: Hvad kan man hævde helt uden at overdrive?

Hvis man vil give en journalist eller en moddebattør noget, der er svært at bortforklare, så er her de mest robuste formuleringer:

  • Der har historisk eksisteret aktivisme (og til tider berøringsflader til seksuel-radikale/queer-tilstødende miljøer) om at svække aldersgrænser/normalisere voksen-barn sex (fx dele af 70’erne/80’erne i Frankrig/Tyskland, og grupper som NAMBLA/PIE). (Columbia Historisk Afdeling)

  • Der findes i dag miljøer, der arbejder med rebranding (MAP-sprog), stigma-reduktion og påvirkning af professionel diskurs – og det er dokumenteret i både forskning og forebyggelsesmaterialer. (PMC)

  • De store LGBT-paraplyer har aktivt markeret afstand og har historisk ekskluderet pædofile advocacy-grupper fra medlemskab. (ILGA World)


ET EKSEMPEL FRA TYSKLAND 

I Tyskland, har en pro-pædofil aktivistgruppe har fået en petition til behandling i det tyske parlament, inklusive krav om at “pedosexuality” (pædofili som beskyttet identitet) skulle op på bordet. Dette har været genstand for debat i internationale medier og civilsamfundet. (Reduxx)

📌 Kernen i sagen i Tyskland:

  • En organisation kaldet Krumme-13 (K13), stiftet af Dieter Gieseking, en kontroversiel aktivist med tidligere domme for besiddelse af børneporno, har gennem flere år brugt det tyske Bundestags petitionssystem til at fremsætte ændringsforslag. (Reduxx)

  • I 2023 blev en petition om “børns rettigheder” — med elementer om “seksuel selvbestemmelse” — accepteret til behandling i parlamentets udvalg. Dette blev senere brugt som platform for et forslag om at få “pedosexuality” anerkendt som beskyttet identitet under Grundloven (Basic Law). (Reduxx)

  • K13’s egen formulering har bl.a. hævdet, at pædofili skal være en “beskyttet seksuel identitet” mod diskrimination — et klassisk MAP-sprog (Minor-Attracted Person). (Reduxx)

  • Kritikere peger på, at dette ikke bare er akademisk debat, men strategisk lobbying for at normalisere pædofili via retoriske rammer som “identitet” og “selvbestemmelse”. (FeministPost)

📌 Vigtigt om konteksten:
Det er ikke sådan, at det tyske parlament har vedtaget en lov, som anerkender pædofili som beskyttet identitet. Derimod har et forslag fra en marginal gruppe opnået officiel behandling via petitionssystemet — hvilket i sig selv skabte debat og kritik i offentligheden. (FeministPost)

🔎 Hvorfor det sker via petitionssystemet:
I Tyskland kan borgere indgive petitionsforslag til Bundestag, som så vurderes i udvalg — selv hvis forslagets indhold er ekstremt kontroversielt. Hvis et forslag opfylder formelle krav, bliver det formelt behandlet, også selvom flertallet af parlamentet ikke nødvendigvis bakker op om selve ideen. (Reduxx)

📌 Status (kort):
✅ Der har været et forslag/initiativ om at undersøge retlige ændringer med ord som “pedosexuality” og “beskyttet identitet”. (Reduxx)
❌ Der er ikke vedtaget en lov, der gør pædofili til en beskyttet identitet. (FeministPost)
⚠️ Forslaget kommer fra en marginal gruppe, ikke mainstream LGBTQ-organisationer eller tyske statsinstitutioner. (Reduxx)


HISTORISK TIDSLINJE

1960’erne–1970’erne: “sex-liberation” og samtykke/alder som politisk kampplads

  • Maj 1977 (Frankrig): Petition til det franske parlament om aldersgrænser (bl.a. i kølvandet på 70’ernes brede seksualpolitiske opbrud). Dette er senere blevet grundigt historiseret og kritiseret som en del af “consent”-debatten i Frankrig. (Wikipedia)

  • 1970’erne (Frankrig, offentlig debat): De “petitions-/manifest”-lignende indsatser omkring samtykke/alder bliver i eftertiden ofte brugt som referencepunkt (både af kritikere og af dem, der vil normalisere). (Public Books)

1974–1984: Organiseret “age-of-consent reform” i UK (PIE)

  • 1974 (UK): Paedophile Information Exchange (PIE) opererer i ca. 10 år og kampagner åbent for at sænke aldersgrænser og normalisere voksen-barn relationer. Dette er beskrevet i en britisk, offentlig undersøgelsesrapport (IICSA). (IICSA)

  • 1984 (UK): PIE opløses/forvitrer i forbindelse med politiindsats og skandaler (historikken er veldokumenteret i UK-kilder). (IICSA)

  • 2025 (UK): Emnet er fortsat genstand for ny genbesøgning/mediedækning (bl.a. Radio 4-serier/podcasts omtalt i større presse). (Telegraph)

1978–1990’erne: USA (NAMBLA) og den eksplicitte “kobling” til gay/LGBT

  • 1978 (USA): NAMBLA etableres som en pædofil-advocacy-organisation med mål om at fjerne/omgå aldersgrænser (historik behandlet både i forskning og opslagsværker). (ScholarWorks)

  • 1979–1980’erne (USA): Konflikter om deltagelse i pride/aktivistmiljøer: nogle forsøgte at hægte sig på “gay liberation”, mens en række LGBT-aktører forsøgte at afvise/udgrænse dem. (Dette er behandlet i sociologisk forskning om bevægelsers “symbolske grænser”.) (JSTOR)

1980’erne–2014: Tyskland og De Grønnes “pedophile links”-opgør

  • 1980’erne (Tyskland): De Grønne/forløbere havde forbindelser til eller tolerance over for pædofile “reform”-krav i dele af miljøet (bl.a. programtekster/undergrupper). Dette blev senere et stort, offentligt opgør. (The Independent)

  • 2013 (Tyskland): Offentlig/medial omtale af undersøgelse af partiets fortid. (The Independent)

  • 2014 (Tyskland): Partiet undskylder og en rapport præsenteres i offentligheden (omtalt i flere medier). (The Local Germany)

1993–1994: ILGA/UN-kontroversen og institutionel “brandmur”

  • 1993–1994: ILGA får og mister/strides om ECOSOC-status i FN, bl.a. pga. medlemskab af pro-pædofile grupper.

  • Juni 1994: ILGA ekskluderer bl.a. NAMBLA og andre grupper med “overvejende formål at støtte/fremme pædofili” (dette er dokumenteret i ILGA’s egen redegørelse og i historiske opgørelser). (ILGA World)
    (Dette er en af de mest konkrete “hard evidence”-markører for, at mainstream LGBT-paraplyer har arbejdet aktivt for at holde pædofil-advocacy ude.)

2005–: Skift mod “forebyggelse/harm-reduction” (særligt Tyskland)

  • Juni 2005 (Berlin): Prevention Project Dunkelfeld starter som et fortroligt behandlings-/forebyggelsestilbud til personer med seksuel interesse i børn, der søger hjælp til at undgå overgreb. Det er omtalt i europæiske kriminalpræventive netværk og i forsknings-/myndighedsnære kilder. (EUCPN)
    (Det her spor er vigtigt, fordi “MAP”-sprog og stigma-reduktion nogle gange argumenteres ind som forebyggelse—og andre gange kritiseres som normalisering. Begge dele lever i samme debatfelt.)

2010’erne: “MAP”-rebranding og online communities

  • 2010 (USA, DSM-kontekst): B4U-ACT beskriver kontakt/kommunikation med DSM-5-relaterede aktører (selvbeskrevet fra organisationen selv). (B4U-ACT - Living in Truth and Dignity)

  • 2011– (online): “Virtuous Pedophiles”-typen af fora (peer support/ressource-sider) bliver genstand for forskning og forebyggelsesdiskussion. (Lucy Faithfull Foundation)

  • 2022–2024 (akademisk debat): “MAP”-begrebet og dets oprindelse/brug i forskningslitteratur bliver selv et tema: nyere reviews diskuterer, at termen opstod i online pro-pædofile miljøer, men er blevet adopteret i dele af akademisk/klinisk diskurs (om end omstridt). (PMC)

2019–2024: Tyskland (Krumme-13) og Bundestag-petitioner — hvad der faktisk skete

  • 11. oktober 2023 (Bundestag / Petitionsudvalg): Officiel Bundestag-notits om, at en offentlig petition om børns rettigheder/child welfare (ID nævnt i Bundestags egen tekst) blev behandlet/videresendt som “materiale” m.m. (Deutscher Bundestag)

  • Sept. 2024 (Bundestag): Ifølge et tysk faktatjek blev en petition om at indføje “seksuel identitet” for pædofile i Grundgesetz afvist. Samme faktatjek forklarer også, hvordan dele af en “børnerettigheds”-petitionspakke blev behandlet separat, og at påstande om “straffri sex med børn via ligestillingslov” var falske. (correctiv.org)

  • Sept. 2024 (mediedækning): Den type “pædofili som beskyttet identitet”-krav blev samtidig fremhævet af nichemedier (som dit reduxx-link). (Her er det afgørende at holde fast i: debat/afstemning om petitionvedtaget lov.) (Reduxx)

  1. UK/PIE (1974–84): officiel undersøgelsesrapport dokumenterer åben kampagne for lavere aldersgrænser. (IICSA)

  2. Tyskland/De Grønne (1980’erne → undskyldning 2014): offentligt opgør og rapportering om fortiden. (The Local Germany)

  3. ILGA 1994: eksklusion af pro-pædofile grupper og eksplicit afstandstagen. (ILGA World)

  4. Tyskland 2023–24: Bundestag behandler børnerettighedspetitioner; særskilt petition om “pædofili som beskyttet identitet” bliver afvist (faktatjek + Bundestag-notits). (Deutscher Bundestag)

  5. Nutid/MAP-diskurs: nyere akademiske reviews beskriver termen og dens oprindelse/brug. (PMC)


DET PÆDOFILE PRIDE-FLAG (MINOR ATTRACTED PERSON, MAP)

1) Hvad flaget faktisk er

  • Flaget helt konkret er filen MAPs Pride Flag.svg på Wikipedia/Wikimedia Commons. Det beskrives på Commons/Wikipedia som det såkaldte “NOMAP Pride flag”, som blev lavet oprindeligt af en Tumblr-bruger og siden er blevet brugt af nogle personer, der identificerer sig som MAPs (“Minor-Attracted Persons”). (Wikipedia)

2) Hvad MAP betyder i denne kontekst

  • MAP står for Minor-Attracted Person, en betegnelse som nogle voksne med seksuel tiltrækning til mindreårige har brugt om sig selv (især inden for visse online fora). Begrebet forsøger at adskille seksuel tiltrækning fra handling (fx NOMAP for Non-Offending MAP). (Wikipedia)

3) Hvornår og hvor det opstod

  • Ifølge metadata på filen blev billedet tilføjet 13. juni 2018 og stammer fra en Tumblr-post (archived), ikke fra noget anerkendt socialt bevægelsesorgan. (Wikimedia Commons)

4) Det har ‘ingen officiel status’

  • Der er ingen anerkendt Pride-bevægelse, queer-bevægelse eller LGBTQ+-organisation som officielt har vedtaget dette flag som noget legitimt symbol for deres sag.

  • Det er ikke et “officielt” Pride-flag i LGBTQ+-bevægelsen, og der er ingen beviser for, at det er bredt brugt som sådan af mainstream LGBTQ+-grupper. (X (formerly Twitter))

5) Hvordan det er blevet omtalt i verificerede kilder

  • Faktatjek-artikler (fx fra Snopes) omtaler det som en symbolsk flag-grafik brugt af nogle MAP-fællesskaber på nettet – ikke som noget etableret i LGBT-rettighedsbevægelsen. (Snopes)

  • Mediekilder (f.eks. analyser af online misinformation) nævner, at sådanne flag ofte cirkulerer som en del af internetfora og memes, og at påstande om dem som repræsentative for en større social bevægelse er misinformation eller overdrivelse. (Them)

6) Hvor det cirkulerer

  • Flaget findes primært online på sociale medier og forums, især Tumblr og lignende steder, samt i kontekster hvor folk taler om MAPs som identitet. Det er også blevet opført på wiki-projekter som Paraphilia+ Flags Wiki, der viser en række nicheflag for mange små onlineidentiteter (fx fetish- og “parafiliske” subkulturer) – men igen uden nogen bred social eller politisk legitimitet. (paraflags-wiki.org)

en online “flag-wiki”, som ikke er en del af officielle LGBTQ+-bevægelser, kan man se symboler for en lang række *parafili- og fetich-orienterede “identiteter”**, inklusive MAP flags (minor attraction) og andre niche-symboler:

🔗 Paraphilia+ Flags Wiki (hovedside) — en wiki for “flags, symbols, and mascots of paraphilias and some other closely related identities” inkl. minor/youth attraction og MAP-relaterede sider. (Paraflags Wiki)

📌 Eksempel på underkategori:
MAP flag‑side (Minor/youth attraction) — viser et “MAP flag” (og nævner, at det blev skabt på Tumblr i 2018 af en bruger kaldet Stenna). (Paraflags Wiki)

  • 📌 Andre områder på samme wiki:
    Category: Paraphilia
    — indeholder underkategorier for MAP, necrophilia, zoophilia osv., hver med sine egne flag/filer. (Paraflags Wiki)

  • Der findes også specifikke sider f.eks. for AAM flags eller necrophilia flags i samme wiki-struktur. (Paraflags Wiki)

Opsummering

📌 MAPs Pride Flag er ikke et officielt LGBTQ+-symbol på linje med regnbueflag, transflag osv.
📌 Det stammer fra en Tumblr-bruger i 2018 og er siden anvendt af nogle grupperinger online, der bruger betegnelsen MAP (Minor-Attracted Person). (Wikipedia)
📌 Det har ingen formel forbindelse til etablerede queer/LGBT-bevægelsesorganisationer. (X (formerly Twitter))


ANVENDELSE AF MAP-FLAGET OG LIGNENDE PÆDOSYMBOLER

Det er dokumenterede eksempler på, at MAP-symbolik (herunder MAP-flag) og beslægtede budskaber har optrådt i forbindelse med Pride-arrangementer – men de er få, marginale, stærkt omstridte og officielt afvist af arrangører og mainstream LGBT-organisationer. Nedenfor er en nøgtern, dokumenteret gennemgang, opdelt i klare kategorier, så du kan skelne mellem hvad der faktisk er sket og hvad der ikke er.

1) Direkte, dokumenterede eksempler (enkeltpersoner / små grupper)

🇬🇧 UK – Pride i London (2018–2019, omdiskuterede hændelser)

  • Der cirkulerede fotos på sociale medier af enkeltpersoner, der bar skilte eller symboler med “MAP”/“Minor-Attracted Person”-retorik i udkanten af Pride-optog.

  • Arrangørerne tog eksplicit afstand, og London Pride udtalte, at pædofili ikke har nogen plads i Pride.

  • Disse episoder er omtalt i britiske medier og faktatjek, ofte i forbindelse med misinformation, men billedmaterialet og afstandtagenen er dokumenteret.

Kilde (faktatjek og kontekst):

🇺🇸 USA – Pride-events (spredte hændelser, ca. 2017–2021)

  • Enkelte isol­erede hændelser, hvor personer har båret MAP-flag, “MAP is valid”-skilte eller lignende uden tilladelse.

  • Disse personer er ikke repræsentanter for Pride-organisationer og er ofte blevet fjernet eller offentligt fordømt efterfølgende.

  • Amerikanske LGBT-organisationer har gentagne gange udsendt erklæringer om, at MAP/pædofili er uforeneligt med LGBT-rettigheder.

Kilder:

2) Forsøg på infiltration – dokumenteret som strategi (ikke masseaccept)

Det centrale her er ikke mængden, men strategien.

  • Flere forskningsartikler og journalistiske analyser dokumenterer, at pædofile/MAP-miljøer bevidst har forsøgt at “låne” Pride-æstetik (flag, sprog, identitetspolitik) for at opnå:

    • normalisering

    • stigma-reduktion

    • beskyttelse via “identitet”-argumenter

Dette sker primært:

  • online (Tumblr, Twitter/X, Reddit)

  • via niche-symbolik (flag, badges)

  • gennem sprog som “love is love”, “born this way”, “non-offending MAP”

Kilder:

3) Ingen eksempler på officiel accept i Pride-organisationer

Dette punkt er ekstremt vigtigt – og veldokumenteret:

  • Ingen større Pride-organisation (London Pride, NYC Pride, Copenhagen Pride, EuroPride, WorldPride m.fl.)
    har:

    • godkendt MAP-flag

    • tilladt officielle MAP-grupper

    • anerkendt pædofili som “seksualitet”

Tværtimod:

  • ILGA ekskluderede allerede i 1994 pædofile organisationer (fx NAMBLA).

  • Moderne Pride-arrangører har klare adfærdskodekser, hvor alt der involverer seksualisering af børn er forbudt.

Kilder:

4) Hvad der ofte forveksles med Pride-deltagelse

Journalistisk set er det her, debatten ofte skrider:

  • Et foto af én person i en Pride-kontekst ≠ officiel Pride-accept

  • Online flag-designs ≠ anerkendt symbolik

  • Petitioner / aktivisme ≠ folkelig opbakning

Men:

  • ✅ Der har været faktiske forsøg

  • ✅ De er blevet opdaget, dokumenteret og afvist

  • ✅ De forsætter primært online, ikke i organiserede parader

5) Konklusion

Ja, der findes dokumenterede tilfælde, hvor enkeltpersoner eller små grupper har forsøgt at introducere MAP-symbolik eller pædofili-relateret aktivisme i Pride-sammenhænge. Disse tilfælde er sjældne, uofficielle og konsekvent blevet afvist af Pride-arrangører og mainstream LGBT-organisationer. Samtidig er det veldokumenteret, at MAP-miljøer strategisk forsøger at anvende Pride-æstetik og identitetspolitisk sprog for at opnå normalisering og beskyttelse – primært online.

Andre Pride-flag om symboler for pædo-aktivismen samt mange andre parafilia. Mange af disse kan man selv studere i samlet form på fx denne hjemmeside. Collage: ChatGPT.


HVEM BESTEMMER HVILKE FLAG OG SYMBOLER, DER ER ‘OFFICIELLE’?

Kort svar: Der findes ingen central autoritet, der kan “godkende” queer-/pride-flag universelt. Hvad der betragtes som officielt, legitimt eller accepteret afgøres decentralt – gennem institutionel praksis, magt, gatekeeping og social konsensus. Her er den klare, dokumenterede mekanik bag.

1) Der er ingen “Pride-pave”

Queer- og Pride-bevægelsen er bevidst ikke-hierarkisk. Det betyder:

  • ❌ Ingen global myndighed

  • ❌ Ingen formel godkendelsesproces

  • ❌ Ingen juridisk definition af “officielle flag”

Alle kan i princippet designe et flag.
Det afgørende er ikke skabelsen, men anerkendelsen.

2) De facto-autoritet: arrangører, institutioner og praksis

I virkeligheden afgøres “officialitet” gennem tre magtniveauer:

A) Pride-arrangører (den vigtigste gatekeeper)

Det er lokale og internationale Pride-organisationer, der i praksis bestemmer, hvad der har plads i det offentlige rum.

Eksempler:

  • Copenhagen Pride

  • London Pride

  • NYC Pride

De afgør:

  • hvilke flag må bæres i officielle optog

  • hvilke organisationer må marchere

  • hvilke symboler er forenelige med Pride’s værdigrundlag

➡️ Hvis et flag ikke accepteres her, er det reelt uofficielt – uanset hvor mange der bruger det online.

B) Internationale paraplyorganisationer

Særligt:

  • ILGA

ILGA:

  • fastlægger medlemskriterier

  • har ekskluderet pædofile organisationer (fx NAMBLA) siden 1994

  • fungerer som normsættende reference for, hvad der anses som legitim LGBT-rettighedsaktivisme globalt

➡️ ILGA’s linje bruges eksplicit af Pride-arrangører, NGO’er og FN-fora.

C) Stat, sponsorer og offentlig legitimitet

Mange Pride-events er:

  • kommunalt støttede

  • sponsoreret af virksomheder

  • reguleret af polititilladelser

Det betyder:

  • symboler der forbindes med kriminalitet, skade på børn eller samtykkeproblemer bliver afvist

  • arrangører har både juridisk og reputationsmæssigt incitament til at sige nej

3) Hvorfor fetish-/paraphilia-flag findes men ikke anerkendes

Her opstår forvirringen.

Online ≠ officiel

Flag for:

  • fetisher

  • kink

  • paraphilia

  • MAP, zoofili m.m.

…opstår typisk på:

  • Tumblr

  • Reddit

  • niche-wikis (fx “Paraphilia+ Flags Wiki”)

  • DeviantArt / Discord

Disse fungerer som:

  • selvudnævnte arkiver

  • ingen autoritet

  • ingen relation til Pride-arrangører

➡️ De dokumenterer eksistens, ikke legitimitet.

4) Den egentlige skillelinje: identitet vs. praksis vs. skade

I mainstream queer-miljøer er der en klar, men ofte uudtalt norm:

➡️ Det er samtykke og skade, ikke “følelser” eller “identitet”, der er den afgørende grænse.

5) Hvorfor nogle alligevel forsøger at “ride med”

Pædofile/MAP-miljøer har strategisk forsøgt at:

  • bruge Pride-æstetik (flag, farver)

  • kopiere “born this way”-argumenter

  • tale om “stigma” og “identitet”

Men:

  • de har ingen institutionel magt

  • de afvises konsekvent, når de møder den fysiske verden (parader, NGO’er, politik)

➡️ Deres flag eksisterer kun, hvor ingen kan sige nej.

6) Summa-summarum

Ingen central instans godkender queer- eller pride-flag. I praksis afgøres legitimitet af Pride-arrangører, internationale LGBT-paraplyer og offentlig/institutionel accept. Fetish- og paraphilia-flag kan eksistere online, men betragtes ikke som officielle eller legitime i Pride-sammenhænge, og symboler relateret til manglende samtykke – herunder pædofili – afvises konsekvent.


Vi har brugt ChatGPT Pro til research af ovenstående artikel.


MILO KINNOCK – DU ER IKKE TRANSKØNNET, DU ER BARE LESBISK

Elisabeth Linea LyngeComment

Af Elisabeth Lynge, formand i Dansk Regnbueråd

Milo Kinnock har i et interview med Radio4 fortalt om sin rejse med transtoget – en rejse mod at ligne en mand. Hendes fortælling afspejler en tendens blandt unge homoseksuelle i dag, hvor følelser af anderledeshed ofte tolkes som tegn på transkønnethed.

Tallene fra Projekt Sexus viser en tydelig sammenhæng mellem homoseksualitet og transidentifikation. 70,4 % af de personer, der er født som kvinder og identificerer sig som transmænd, er tiltrukket af kvinder – altså homoseksuelle eller biseksuelle i forhold til deres biologiske køn.

Tilsvarende gælder for 45,8 % af transkvinder. Til sammenligning er det blot 2,4 % af mænd og 2,9 % af kvinder i den brede befolkning, der er tiltrukket af deres eget køn. Det vidner om en markant overrepræsentation af homoseksuelle blandt dem, der oplever sig som et andet køn.

Milo fortæller, at hun udelukkende er tiltrukket af kvinder og identificerer sig som queer. Hun har fået fjernet sine bryster og ønsker at blive tiltalt som "han", bruger mandetoilettet og overvejer nu, i sit eget langsomme tempo, om hun skal gå videre med kønsmodificerende behandling.

Men hun siger også, at hun ikke oplever kønsligt ubehag. Det får os til at vurdere, at hendes identifikation med det mandlige køn er ganske svag. Alligevel overvejer hun hormonel eller kirurgisk behandling. For os fremstår Milo som en lesbisk kvinde, der er blevet præget af tidens stærke transnarrativ og nu er i tvivl om, hvordan hendes seksualitet og kønsidentitet skal forstås. Hendes langsomme tempo kan tolkes som en tøven – et tegn på indre modstand på rejsen i transtoget.

Mange ældre homoseksuelle kan genkende følelsen af at være anderledes – den samme følelse, vi må formode Milo kæmper med. Men fordi hun ikke identificerer sig som lesbisk, men som queer, bliver det sværere for hende at spejle sig i det homoseksuelle fællesskabs erfaringer og finde støtte dér.

Man kunne håbe, at sundhedsvæsenet ville stoppe Milo ved perronen og spørge kritisk ind, før hun stiger ombord på transtoget. Især med alle de forbehold, hun selv giver udtryk for. Men virkeligheden ser ud til at være den modsatte. Den nye vejledning til kønsmodificerende behandling – som har været i høring, men endnu ikke er endeligt udgivet – åbner nemlig døren endnu mere for Milo og andre unge i samme situation.

Kravet om kønsligt ubehag er fjernet, og det understreges, at tvivl er helt i orden. Milos tøvende tilgang kan således opfattes som acceptabel snarere end et advarselstegn. Samtidig nævnes homoseksualitet ikke som en faktor, der bør give anledning til særlig opmærksomhed i udredningen – hvilket betyder, om hendes seksualitet har indflydelse på hendes ønske om kønsskifte formentlig ikke bliver udfordret eller undersøgt nærmere i behandlingssystemet.

Vi finder det dybt bekymrende, at den nye vejledning ignorerer de mange røde flag, Milo selv sætter op undervejs på sin rejse mod transtogets endestation.

Med oprigtig respekt og omsorg for Milo håber vi, at hun når at stå af – før det er for sent.

Elisabeth Linea Lynge

Formand, Dansk Regnbueråd

ENDELIG RAPPORT FRA DET AMERIKANSKE SUNDHEDSMINISTERIUM: PSYKOTERAPI VIRKER – HORMONER OG KIRURGI GØR SKADE

Jesper RasmussenComment

I maj måned udkom rapporten Treatment for Pediatric Gender Dysphoria - Review of Evidence and Best Practices udarbejdet af det amerikanske sundhedsministerium.

Den er det mest grundige studium af behandlingen til dato, og den har Dansk Regnbueråd nu læst igennem.

Fuld rapport: https://drive.google.com/file/d/1BH4bLz48JOnU3SY04B928ZAiUNVUhRvk/view?usp=sharing

Opsummering: https://drive.google.com/file/d/1L_sVzaOd4EjQcQ9vG_oXNFWQlsf2E0_a/view?usp=drive_link

Cass- vs. HHS-rapporten - hvad er forskellene?

Den engelske Cass-rapport (bestilt af de engelske sundhedsmyndigheder, ledet af dr. Dame Hilary Cass) var først og fremmest en såkaldt service- og systemgennemgang.

Cass-raporten: https://drive.google.com/file/d/1u68gZiASKpjH63ZUzAOsLKwdMU5ZGDk4/view?usp=sharing

The Cass Review analyserede, hvordan kønsidentitetsklinikkerne fungerede, hvordan patientgruppen havde ændret sig, og hvorfor den tidligere model (bl.a. Tavistock) var kollapset. Cass-kommissionen bestilte systematiske evidensreviews fra University of York, men konkluderede mest på mangel på evidens og behov for et helt nyt system med psykosocialt fokus og stærkere forskning.

Rapporten fra Health and Human Services (HHS), det amerikanske sundhedsministerium, er til gengæld en dybtgående medicinsk og etisk evidensgennemgang. Den går langt videre end Cass-rapporten i at den indeholder følgende:

  • Et såkaldt ”umbrella review” af alle systematiske reviews (en metaanalyse af meta-analyser) for at vurdere direkte effekt og skadevirkninger.

  • En hel del kapitler om fysiologi (pubertet, hormoner, knogler, kognition, fertilitet osv.) og kliniske realiteter i amerikanske klinikker.

  • Kritisk afdækning af WPATH’s guideline-proces, interessekonflikter, undertrykkelse af uønsket evidens og bortfald af aldersgrænser.

  • Et særskilt etisk afsnit om lægers pligt til ikke at tilbyde skadelige indgreb, selv hvis patienten ønsker det.

  • Analyse af hvordan psykoterapi systematisk er blevet miskrediteret som ”konverteringsterapi”, selvom evidensen viser, at det er sikkert og bør være førstevalg.

Opsummerende kan man sige, at Cass leverede et nøgternt system-review og servicekritik, men holdt sig meget til NHS’ organisatoriske problemer og det generelle fravær af evidens, mens HHS-rapporten går langt mere i dybden medicinsk, biologisk og etisk.

HHS-rapporten er ikke bare grundigere, men også mere kompromisløs i sin konklusion: Evidensen er elendig, risiciene store, og børnekønsskifte kan ikke forsvares fagligt eller etisk.

Man kan sige, at Cass-rapporten åbnede døren – men HHS-rapporten går hele vejen ind i maskinrummet og viser, hvorfor børnekønsskifte ikke kan forsvares som medicinsk praksis.

Her følger en længere beskrivelse af HHS-rapportens gennemgange og konklusioner. Overordnet gennemgår rapporten status på behandling af børn og unge med kønsdysfori og leverer en knusende kritik af den såkaldte ”kønsbekræftende behandling”.

Baggrund

Antallet af børn og unge, der diagnosticeres med kønsdysfori, er steget kraftigt i Vesten. I USA er den gængse model den, som WPATH og dets allierede anbefaler: pubertetsblokker, krydshormoner og i sjældne tilfælde kirurgi – ofte på baggrund af en meget let psykologisk udredning. Psykoterapi nedtones eller stemples fejlagtigt som ”konverteringsterapi”. Mange unge har samtidig andre psykiske eller neurologiske udfordringer, der overses i processen.

Evidensgrundlaget

Rapportens systematiske gennemgang af forskningen viser, at evidensen for positive effekter af medicinske og kirurgiske indgreb er meget svag – faktisk så lav, at de påståede fordele sandsynligvis afviger markant fra virkeligheden. Samtidig er risiciene veldokumenterede: sterilitet, seksuel dysfunktion, knogleskørhed, kognitive skader, hjerte-kar-sygdom, metaboliske lidelser, psykiatriske problemer, kirurgiske komplikationer og fortrydelse.

Kliniske realiteter

Retningslinjerne, især WPATH’s Standards of Care 8 (SOC-8), kritiseres for manglende faglighed, uigennemsigtighed og politisk pres. Aldersgrænser er fjernet, systematiske reviews ignoreret, og konfliktinteresser overset. Mange amerikanske klinikker følger end ikke disse i forvejen meget lempelige kriterier.

Patientvurderinger reduceres ofte til korte samtaler, hvor barnet selv får lov at styre forløbet. Whistleblowere og detransitioners bliver ignoreret, og amerikanske lægeforeninger har undertrykt faglig uenighed for at skabe en falsk konsensus.

Etiske overvejelser

Autonomi giver patienter ret til at afslå behandling, men ikke krav på skadelige eller uvirksomme indgreb. Når evidensen for nytte er svag og risikoen for skade høj, har læger en pligt til at sige nej. At give børn irreversible behandlinger på så spinkelt grundlag undergraver både medicinsk etik og befolkningens tillid til sundhedsvæsenet.

Psykoterapi

Der findes ingen solid dokumentation for, at medicinske kønsskiftebehandlinger reducerer selvmordsrisiko – som i øvrigt er meget lav i absolutte tal. Selvmordstanker hænger i højere grad sammen med andre psykiske problemer, der kan behandles med kendte psykologiske metoder. Psykoterapi er en sikker, ikke-invasiv og veldokumenteret vej, som bør være førstevalg.

Konklusion

Behandling af børn og unge med pubertetsblokker, hormoner og kirurgi bygger ikke på solid evidens, men på ideologi og politisk pres. Risikoen for livslang skade er betydelig, mens den dokumenterede nytte er minimal. Internationalt bevæger flere lande sig nu mod restriktioner og fokus på psykosocial støtte i stedet for irreversible indgreb.

Rapporten efterlader ingen tvivl: Behandlingen må ophøre i USA.

Det er præcis denne indsigt, Dansk Regnbueråd bygger sin kerneindsats på: Børnekønsskifte skal stoppes – for børns skyld, for medicinsk etik og for samfundets tillid til sundhedsvæsenet.


Om rapporten

Treatment for Pediatric Gender Dysphoria - Review of Evidence and Best Practices - er udgivet af det amerikanske sundhedsministerium, Department of Health and Human Services (HHS), som svar på præsident Trumps Executive Order 14187 af 28. januar 2025

Selve teksten er ikke underskrevet af én enkelt person, men er udarbejdet af et fagpanel nedsat af HHS med bidrag fra både læger, bioetikere, forskere og jurister, ligesom med Cass-rapporten.

Forordet gør det klart, at formålet var at levere en ”rigorous, methodologically sound review of the evidence and best practices”, ikke at udstede kliniske retningslinjer.

Kliniske retningslinjer, når de kommer, vil blive udstedt af det amerikanske sundhedsministerium, HHS, ved sundhedsminister Robert Kennedy, Jr.

NORDMAND OG KUNSTNER TONJE GJEVJON: KØNSEKSTREMISMEN SKADER BØRN, TOG MIT LEVEBRØD OG HAR FULDSTÆNDIG ØDELAGT LGB-SAGEN I NORGE

Jesper RasmussenComment

Den norske kunstner og debattør Tonje Gjevjon har i årevis markeret sig som en skarp stemme i køns- og rettighedsdebatten i Norge. Hun fortæller, at hendes engagement i LGB-sagen udspringer af en dyb bekymring: At nye lovgivninger om kønsidentitet i praksis underminerer lesbiske kvinders og mindreårige pigers rettigheder.

For Gjevjon handler det ikke om at være “imod nogen”, men om at forsvare virkeligheden og sproget. Hun påpeger, at lesbiske rum mister deres mening, hvis mænd, der identificerer sig som kvinder, har krav på adgang. Samtidig oplever hun, at det at sige det åbenlyse – at mænd er mænd, og kvinder er kvinder – kan føre til dæmonisering og retsforfølgelse, som hun netop har været vidne til i Danmark.

Hun beskriver, hvordan queer- og transaktivisme i Norge har presset lesbiske og homoseksuelle ud i en kamp, de aldrig bad om. Hvor homokampen historisk handlede om lige rettigheder og at blive anerkendt som den man er, ser hun nu en bevægelse, der kræver børnemedicinering, ophævelse af biologiske realiteter og en offerrolle, som lesbiske og bøsser ikke ønsker.

Gjevjon fortæller i interviewet åbent om, hvordan hun selv har mærket prisen: mistede indtægter, hetz og personlige angreb – også rettet mod hendes nærmeste. Men hun understreger, at homoseksuelle i dag er fuldt integrerede i samfundet og ikke behøver særstatus eller symbolske flag for at klare sig.

Hun frygter dog et kommende backlash, når samfundet opdager, hvor mange børn og unge der er blevet skadet af kønsmedicinske indgreb. Risikoen er, at vreden rammer de forkerte – homoseksuelle mænd og kvinder – fordi transideologien har koblet sig på homokampen. Derfor ser hun en stigende tendens til, at lesbiske og bøsser i flere lande tager afstand fra queer- og transbevægelsen.

Dansk Regnbueråd mødte Tonje Gjevjon, da hun for nylig var i Danmark for at overvære sagen mod Lotte Ingerslev.

Gjevjon ser i Norge et konfliktsky land, hvor eliter og institutioner har svigtet deres ansvar, og hvor det derfor kan tage lang tid, før en ærlig debat bryder igennem. Men hun ser også til England, hvor en mere åben samtale og politiske ændringer allerede er i gang – og håber, at noget lignende til sidst kan ske i Norge.

Se interviewet med Tonje Gjevjon, og få et indtryk af tilstandene i Norge - et land, hvor kønsekstremismen har slået om muligt endnu dybere rod end i Danmark.

DANSK REGNBUERÅDS REPORTAGE FRA OG TANKER OM INGERSLEV VS. JAKOBSEN-RETSSAGEN

Jesper RasmussenComment

 

Scroll ned for at se en række videointerview med bl.a. Lotte Ingerslev og hendes advokat uden for retsbygningen i Lyngby

 

Dansk Regnbueråds formand, Elisabeth Lynge.

Dansk Regnbueråds formand gør status

I forbindelse med vores arrangement med Lotte Ingerslev på Toga Vinstue den 14. august (se livestreamen af det herunder), er det passende, at jeg som formand for Dansk Regnbueråd gør status over sagen, og gør foreningens videre stilling ind i problematikkerne klar.

Mediernes dækning af retssagen har primært fokuseret på spørgsmålet om fejlkønning. Vi mener dog, at den anden centrale del af sagen — fremlæggelsen af pornografiske billeder af Nadia Jakobsen — også fortjener opmærksomhed.

Kort fortalt handler denne del af sagen om, at Nadia, forståeligt nok, føler sig krænket over, at Lotte Ingerslev har fremlagt pornografiske billeder, som Nadia selv har produceret. Disse billeder var oprindeligt tænkt til en mindre kreds omkring fetich-miljøer, men lå offentligt tilgængeligt.

Lotte har argumenteret for, at fremlæggelsen er nødvendig af hensyn til den samfundsmæssige interesse, idet Nadia har deltaget i en DBU-arbejdsgruppe, hvis konklusion var at indskrænke kvinders ret til kønsbaserede omklædningsrum for at imødekomme transkvinders behov.

Fetisch & følelser

Under retssagen forklarede Nadia, at han som ung havde fetichistisk interesse som sluttede, da han blev “fascineret af kvindetøj”, og erkendte sin transkønnethed. I dag opfatter han sig selv som aseksuel.

Vi er ikke psykologer og kender kun Nadia ud fra hans egne udtalelser, men en mulig forklaring på hans udvikling kan være, at den tidligere fetichisme har udviklet sig til en transidentitet, så fetichen er ikke forsvundet, men har ændret form. Sexologen Ray Blanchard har beskrevet dette fænomen under betegnelsen autogynefili. Ligeledes nævner ICD-10, at transvestisk fetichisme i nogle tilfælde kan føre til en kønsidentitet som kvinde.

Det kan virke selvmodsigende, at Nadia betegner sig som aseksuel, når billederne tydeligt viser seksuel aktivitet. Men aseksualitet forstås forskelligt: Nogle med autogynefili omtaler sig som aseksuelle, fordi deres seksualitet ikke er rettet mod en anden person, men mod dem selv i rollen som kvinde. Aseksualitet udelukker derfor ikke nødvendigvis seksuel lyst.

Krænkelse eller i offentlighedens interesse?

Vi anerkender, at Nadia Jakobsen oplever fremlæggelsen som krænkende, og vi er enige i, at det kan virke urimeligt, når frivilligt NGO-arbejde fører til offentlig blotlæggelse af privatlivet. Men i dette tilfælde er Nadia en del af DBU’s arbejdsgruppe netop i kraft af sin transkønnethed, og repræsenterer dermed transkvinders behov og bevæggrunde.

Hvis nogle transkvinders identitet har rødder i seksuelle feticher, er det relevant for beslutninger, der påvirker kvinders rettigheder — eksempelvis adgangen til kønsopdelte omklædningsrum. Nadia har i retten selv erkendt en fortid med fetichistisk seksualitet og kan derfor ikke være uvidende om fænomenet. Vi formoder dog, at han har undladt at informere DBU om autogynefili. Havde DBU haft kendskab til dette, er det mere end sandsynligt, at deres beslutning havde set anderledes ud. Den manglende oplysning har derfor haft væsentlige konsekvenser for kvinder.

For en god ordens skyld understreger vi, at vi ikke siger, at Nadia Jakobsen er autogynefil — vi kan ikke vide det. Vi siger heller ikke, at alle transkvinder er autogynefile, kun at nogle er det. Vores pointe er, at autogynefili eksisterer, og at Nadia, i sin rolle som repræsentant for transkvinder, efter vores opfattelse burde have informeret DBU om fænomenet. Set i det lys finder vi det forståeligt, at Lotte Ingerslev fremlagde billederne — da de manglende oplysninger her har højst sandsynligt haft direkte negative konsekvenser for kvinders rettigheder.

Det danske sundhedsvæsen

Vi ønsker også at rette opmærksomheden mod sundhedsvæsenets rolle. Efter vores mening er det den egentlige skurk i denne problematik. Autogynefili behandles først, når det har udviklet sig til transkønnethed, og den underliggende fetichisme adresseres ikke. Resultatet er ofte en behandling af kønsidentiteten med hormoner og kirurgi, frem for en grundlæggende behandling af det som har ført til kønsidentiteten. Mange mænd — særligt unge drenge — efterlades alene uden hjælp, fordi fænomenet ikke italesættes. Vi ønsker at bryde dette tabu, så de, der ønsker det, kan få den rette støtte.

Tak

Afslutningsvis vil vi gerne takke Lotte Ingerslev for hendes store indsats. Hun sætter både tid og økonomi på spil — ikke for personlig gevinst, men for at sikre kvinders rettigheder. I vores øjne er hun intet mindre end en heltinde.

Lotte Ingerslev fortsætter med det fineste eksempel den kamp, der altid har været kvindernes: Kampen for vores rettigheder, og for vores børns trivsel, sikkerhed - og liv. Det er en kamp som alle i Dansk Regnbueråd, om vi er han- eller hunkøn, kæmper sammen med Lotte og alle andre kvinder, der vover at tage den.

Elisabeth Lynge, formand

Lyt eller gen-lyt vores podcast fra 2023 med Lotte Ingerslev HER.


VORES LIVE PODCAST MED LOTTE INGERSLEV

Vi havde sat Lotte Ingerslev i stævne på Toga Vinstue til en samtale om retssagen og fremtiden for kampen mod kønsvanviddet.

Senere kom Mette Thiesen forbi og sluttede sig til samtalen for at give problematikkerne et Christansborg-politisk perspektiv - for hvornår vil vanviddet med børnekønsskifte stoppe? Og hvordan skal det stoppes? Mette Thiesen havde en konkret, meget interessant nyhed om netop det.

Moderator: Jesper W. Rasmussen, næstformand i Dansk Regnbuerod


Videoer fra retssagen i Lyngby den 12. august 2025

Dansk Regnbueråds næstformand lavede en række interview uden for retten, som du kan se herunder.


MILLE SØRENSEN & DORTE TOFT

Det er morgen i Lyngby, og uden for retsbygningen demonstrerer kvinderettigheder.dk.

Hør hvad anti-transideologikampens frygtløse grand dame, graverjournalist Dorte Toft, har gjort sig af tanker om retssagen.

Find også ud af hvad Danmarks unge kvindegenerations nye håb, Mille Sørensen, kan fortælle om hvordan det er at være på venstrefløjen, når man ret faktisk ved - og tør sige - ... hvad en kvinde er.


LOTTE INGERSLEV

Efter en lang dag i retten tog Lotte Ingerslev sig tid til at tale med Dansk Regnbueråd.

Hør Lottes tanker om hele forløbet, om dagens retshandling og hendes tanker om fremtiden.


ADVOKAT HEIDI HØJMARK HELVEG

Retshandlingen blev afsluttet med en, ja, temmelig blændende procedure ved Heidi Højmark Helveg, advokat for Lotte Ingerslev.

Dansk Regnbueråd indfangede advokaten til et interview om sagen og dens videre perspektiver.


CHARLOTTE NELLEMANN, LIBERAL ALLIANCE

Der var mødt én politiker op til retssagen, Liberal Alliances Charlotte Nellemann, som have meget klare holdninger til både sagen, til DBU og til LGBT+ Danmark.

Charlotte Nellemann fulgte retshandlingen hele dagen, og Dansk Regnbueråd fangede politikeren i en af pauserne for at høre hendes tanker om sagen mod Lotte Ingerslev.


Mediernes dækning af sagen (opdateres løbende)


Kristeligt Dagblad den 6/8-2025

“Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller kender kun til sagen overfladisk, men han vurderer, at der skal meget mere til, før der kan være tale om en ærekrænkelse. Han henviser blandt andet til en sag fra 2007, hvor en mand blev frifundet for at have kaldt en mandlig betjent for "Louise", hvilket politiet mente var en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

"For at udgøre en strafbar ærekrænkelse skal vi op i et vist niveau, for eksempel uberettiget at beskylde nogen for grovere kriminalitet. Det at være kvinde eller mand er ikke nogen beskyldning eller strafbart nedsættende. Der er som udgangspunkt ikke noget strafbart ærekrænkende i at blive kaldt mand i stedet for kvinde, heller ikke selvom man selv føler sig stødt," lyder det fra juraprofessoren fra Syddansk Universitet, som gætter på, at sagen hænger sammen med en udbredt opfattelse af, at hvis man føler sig krænket, er man krænket:

"Men sådan fungerer retssystemet heldigvis ikke."


LÆS VORES HENVENDELSE TIL ETISK RÅD OMKRING "SOCIAL TRANSITION"

Jesper RasmussenComment

Til Det Etiske Råd

Vi skriver for at opfordre jer til at forholde jer etisk til spørgsmålet om social transition af børn.

Vi har indsendt en klage til Miljø- og Ligestillingsministeriet vedrørende deres økonomiske støtte til Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB) og deres oplysningsmateriale, som blandt andet beskriver og fremmer social transition. Da vi ikke kan se, at Det Etiske Råd tidligere har forholdt sig specifikt til social transition af børn, håber vi, at I vil tage stilling til dette emne, som to ministerier nu økonomisk understøtter.

Vi vedlægger vores klage til Miljø- og Ligestillingsministeriet til orientering.

  1. Officiel støtte til social transition

    Både Sundhedsministeriet og Ligestillingsministeriet har givet betydelig økonomisk støtte til FSTB.

    I 2024 bevilgede Sundhedsministeriet 1,2 mio. kr.
    Ligestillingsministeriet har bevilliget 900.000 kr. til produktion af oplysningsvideoer.

    En af FSTB's udgivelser, rettet mod børn i dagtilbud, beskriver hvordan man kan støtte social transition af børn helt ned til 3-årsalderen. Vi mener, at dette risikerer at fastholde børn i en kønsidentitet, som mange af dem naturligt ville vokse fra, særligt i puberteten. Forskning peger på, at en betydelig andel af børn med kønsidentitetsrelaterede udfordringer i barndommen senere ændrer opfattelse.

    Der findes, så vidt vi ved, ingen videnskabelig evidens for, at social transition forbedrer livskvalitet eller reducerer kønsubehag på lang sigt. Dette bekræftes også af oplysninger på sundhed.dk under "Kønsinkongruens", hvor det fremgår, at:

    "Man ved stadig meget lidt om de mulige konsekvenser på lang sigt af behandlingen, samt om resultaterne af behandlingen, når det gælder mindskning af kønsubehag og forbedring af den generelle livskvalitet."

    Vi mener derfor, at social transition – især af mindre børn – må betragtes som en eksperimentel tilgang, som kalder på etisk stillingtagen.

  2. Problematisk brug af evidens i Det Etiske Råds tidligere udtalelser

    I jeres tidligere høringssvar til "Faglig ramme for sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens' og 'Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens" herefter kaldet høringsudgaven af behandlingsvejledningen citerer i følgende:

    "Der foreligger aktuelt nogen evidens for en gavnlig effekt af medicinsk behandling af kønsinkongruens", men det bemærkes også, at evidensen ikke afspejler den heterogene gruppe, som aktuelt ønsker behandling.

    Selvom I anfører, at udsagnet bør give anledning til et "særligt forsigtighedsprincip", mener vi, at citatet er så fagligt misvisende, at den slet ikke bør indgå i behandlingsvejledningen. Dette forhold kan efter vores vurdering give anledning til en skærpelse af jeres overordnede konklusion.

    Hvis den samlede evidens ikke viser gavnlig effekt, er det ikke fagligt muligt at fremhæve enkelte individer som eksempler på en positiv virkning. En oplevelse af bedring kan skyldes andre faktorer som placeboeffekt eller samtidige psykosociale interventioner. Man må i stedet konkludere, at den videnskabelige evidens ikke dokumenterer gavnlig effekt for gruppen som helhed – og at der således ikke kan drages konklusioner om nyttevirkningen af behandlingen for enkelte individer.

    Derimod kan man godt konkludere fra dette citat, at der findes personer som ikke drager nytte af behandlingen.

    Vi har kommenteret dette i vores eget høringssvar og ved endnu ikke, om Sundhedsstyrelsen vil revidere denne formulering. Men vi mener, at denne misforståelse har haft betydning for Det Etiske Råds tidligere vurdering og derfor ønsker vi at fremhæve dette.

  3. Nyt paradigmeskifte i behandlingsvejledningen

    Vi vil også henlede jeres opmærksomhed på et væsentligt, men ubemærket skifte i høringsudgaven af behandlingsvejledningen:
    Sundhedsstyrelsen åbner nu for kønsmodificerende behandling til personer uden kønsubehag.

    Dette betyder, at udredning og behandling ikke længere nødvendigvis skal ske som led i behandling af en lidelse, men kan gives som opfyldelse af et ønske – uafhængigt af en lidelse som kønsligt ubehag. Dette er et markant paradigmeskifte i det danske sundhedssystem og ændrer det grundlag, der hidtil har været for behandling.

    Selvom Sundhedsstyrelsen udtrykkeligt argumenterer for at behandlingen ikke er kosmetisk, bygger deres argumentation alene på, at behandlingen sigter mod at forbedre sundheden. Vi mener ikke, at dette er tilstrækkeligt til at afvise den kosmetiske karakter, særligt da kosmetiske indgreb netop ofte sigter mod at forbedre livskvaliteten og kropsligt velbefindende.

    Dette paradigmeskifte sker som følge af WHO's nye diagnose "kønsinkongruens", som ikke længere kræver oplevelse af kønsubehag for at blive stillet.

    På nuværende tidspunkt skriver sundhed.dk:

    "I dag er grundlaget for udredningen og behandling det enkelte menneskes oplevede kønslige ubehag."

    Men vi er bekendt med, at hjemmesiden vil blive opdateret, når den nye vejledning træder i kraft.

    Vi mener, at denne sænkning af tærsklen for behandling bør indgå i Det Etiske Råds overvejelser om social transition, da det kan have stor betydning for fremtidige anbefalinger og for forsigtighedsprincipper i forhold til børn.

Opfordring

Vi håber, at Det Etiske Råd vil tage stilling til det etiske aspekt af social transition af børn, især i lyset af:

  • Manglende dokumenteret langtidsvirkning,

  • Risiko for fastholdelse af midlertidige identitetsudtryk,

  • Offentlig støtte til udbredelse af én bestemt tilgang,

  • Og ændringen i kriterierne for kønsmodificerende behandling.

Vi stiller os gerne til rådighed for at uddybe vores bekymringer.

Med venlig hilsen

Elisabeth Lynge, formand, Dansk Regnbueråd

DANSK REGNBUERÅD I RADIO IIII OM WEEKENDAVISENS KRITIK AF FORENINGEN

Jesper RasmussenComment

Næstformand Jesper W. Rasmussen har skrevet en længere kronik i Weekendavisen med kritik af Weekendavisens kulturredaktør og en af bladets kulturskribenter samt af Priden og dens nye formand, der for nylig blev portrætteret, også Weekendavisen.

Ja, der er meget Weekendavis i dette opslag 🥴

DRRs kritik af Weekendavisen kom efter at bladet havde trukket en række, mener vi, absurde, dybt uretfærdige retoriske tråde mellem vores forening/mål og Putins Rusland (😳) samt kritiseret vores fokus på at stoppe børnekønsskifte som et højrepopulistisk projekt.

Læs vores svar på tiltale i Weekendavisen HER.

Lyt det kritiske interview med Jesper W. Rasmussen herover, hvor journalisten gik lidt i stå midt i interviewet. For megen fornuft og logik, tænker vi 😉

Spøg til side - vi vil gerne sig tak til RADIO IIII for sendetid til at forklare, hvad vi kæmper for i Dansk Regnbueråd ❤️

PRESSEMEDDELELSE: DANSK REGNBUERÅD FÅR NY FORMAND (KVINDE), DROPPER T’ET - OG SLUTTER SIG TIL ‘LGB ALLIANCE INTERNATIONAL’

Dansk RegnbuerådComment

PRESSEMEDDELELSE: DANSK REGNBUERÅD FÅR NY FORMAND (KVINDE), DROPPER T’ET - OG SLUTTER SIG TIL ‘LGB ALLIANCE INTERNATIONAL’


København, 11. juni 2025

"Vi står midt i en ny regnbue-kvindekamp – nu skal kvinderne lede kampen"

På Dansk Regnbueråds generalforsamling forleden blev der foretaget et formandsskifte.

Jesper W. Rasmussen trådte tilbage som formand og overlod posten til næstformand Elisabeth Lynge. Skiftet markerer ikke et opgør – men en strategisk og værdimæssig videreudvikling af foreningens kamp for rettigheder, fornuft og frihed.

"Det her handler ikke om titler. Det handler om retning. Om hvem, der nu skal stå forrest i kampen. Vi går ind i en ny fase, hvor det i endnu højere grad er kvindernes kamp – og pigernes kamp. Og derfor skal Dansk Regnbueråd nu ledes af en kvinde," siger Jesper W. Rasmussen.

Jesper fortsætter som næstformand, mens Elisabeth Lynge indtager formandsposten.

"Elisabeth har i det forgangne år vist sig som en urokkelig stemme i møder med både ministre og embedsmænd. Hun står fast, hun viger ikke, og hun ved, hvad hun kæmper for. Og det har været tydeligt for mig: den næste bølge i kampen mod transideologiens overgreb på kvinder og børn skal ledes af en kvinde. Af en, der ikke bare forstår kampen – men er en del af den. Ingen har lidt under transideologien som de lesbiske kvinder og de sårbare, unge piger. Nu er det dem, det skal handle om."

Den næste kvindekamp er forlængst i gang

Skiftet i Dansk Regnbueråds ledelse kommer i kølvandet på en række internationale udviklinger og personlige erkendelser. Jesper W. Rasmussen deltog i september i Genspect- konferencen i Lissabon – et globalt samlingspunkt for kritikere af den kønsidentitetsideologi, der i stigende grad præger lovgivning, sundhedspolitik og skolekultur i Vesten.

"I Lissabon så jeg det med egne øjne. Der er en ny kvindekamp i gang. Det handler ikke længere bare om ligestilling. Det handler om at forsvare kvindelighedens ret til at eksistere. Om at sige fra over for mænd, der påstår de er kvinder – og kræver adgang til kvindesport, kvindecentre og pigers omklædningsrum. Det er kvinder, der betaler prisen for denne ideologi, og nu skal det være slut."

Dansk Regnbueråd har i det forgangne år været aktiv i den offentlige debat og har bl.a. afleveret et markant høringssvar til Sundhedsstyrelsens nye behandlingsvejledning om kønsskifte til børn og unge – en vejledning, som foreningen betegner som "gennemsyret af transideologisk tænkning".

Internationalt samarbejde og en klar retning

På samme generalforsamling blev det vedtaget, at Dansk Regnbueråd tilslutter sig LGB Alliance International – et netværk af organisationer, der kæmper for rettighederne for lesbiske, bøsser og biseksuelle, og som bevidst skiller det såkaldte ’T’ fra. Det internationale sam- arbejde vil være Jesper W. Rasmussens ansvar og fokus i den kommende tid.

"Vi er ikke queer. Vi er ikke en ideologisk bevægelse. Vi er lesbiske, bøsser og biseksuelle – og vi findes stadig, selv om vi i årevis er blevet opslugt af en kønsreligion, som LGBT+ Danmark prædiker med blind overbevisning," siger Jesper W. Rasmussen.

"Vi er her. Og vi kæmper videre. Nu med Elisabeth i spidsen. Og jeg har hendes ryg hele vejen."

Med venlig hilsen

Dansk Regnbueråd


Pressekontakt: Ivan Hemmingsen
M: ‭+45 26 25 62 21‬
E: ivan@danskregnbueraad.dk

Elisabeth Lynge, forkvinde
M: ‭+45 29 46 26 08‬
E: elisabeth@danskregnbueraad.dk

Jesper W. Rasmussen, næstformand
M: +45 26 37 08 24
E: jesper@danskregnbueraad.dk

Læs mere om foreningen og dens arbejde på: www.danskregnbueraad.dk

Følg os på sociale medier:

Facebook: https://www.facebook.com/DanskRegnbueraad/

X: https://x.com/regnbueraad

EN HILSEN FRA DANSK REGNBUERÅDS NYE FORKVINDE

Elisabeth Linea LyngeComment

Kære medlemmer, venner, allesammen

Det er med både stolthed og ydmyghed, at jeg har overtaget posten som formand for Dansk Regnbueråd. Jeg vil gerne starte med at takke for den tillid, I har vist mig – og samtidig rette en særlig tak til Jesper, der har ydet en kæmpe indsats som formand og som heldigvis fortsætter som næstformand. Tak også til hele bestyrelsen, som fortsat lægger et stort arbejde i foreningen.

Elisabeth Lynge

Dansk Regnbueråd er en forening for homoseksuelle og biseksuelle – som føler kærlighed og tiltrækning mellem mennesker af samme eller begge køn. Det er følelser, mange kan genkende og relatere til, uanset deres egen orientering.

Til forskel herfra bygger transkønnethed på en indre overbevisning om køn – en tanke snarere end en følelse. Det er ikke en tanke, andre kan spejle sig i. Tanken at være et andet køn er ikke umiddelbart tilgængelig for andre end dem, der selv har den overbevisning. Evolutionært har det ikke været nødvendigt for mennesker at føle deres køn – da det har været synligt og dermed observerbart.

For hvor homoseksualitet og biseksualitet er mere stabile og vedvarende følelser, ser vi, at personer, som identificerer sig som transkønnede, senere kan fortryde de skridt, de har taget. Det skyldes, at en tanke kan være foranderlig.

Det er en vigtig sondring, for på trods af denne vigtige forskel er T’et blevet klistret til LGB delen og mange opfatter alle under LGBT+ paraplyen som en fælles kamp. Det er tit, man hører i medierne udtryk, som “LGBT person” eller “LGBT rettigheder”. Men desværre har dette haft sin pris for homoseksuelle.

Vi må erkende, at transbevægelsen har nydt godt af den tolerance og accept, homoseksuelle har kæmpet for i årtier. Ved at lægge T’et til LGB har transideologien opnået legitimitet, som den ellers ikke ville have haft. Det er sket på ryggen af homoseksuelle, og mange unge homoseksuelle er blevet forvirrede i processen.

Statistik fra Projekt Sexus viser, at en stor del, der identificerer sig som transkønnede, faktisk er homoseksuelle i forhold til deres biologiske køn. Hele 70,4 % af transmænd (biologiske kvinder) er tiltrukket af kvinder. Tilsvarende er 45,8 % af transkvinder tiltrukket af mænd. Det er markant højere end andelen af homoseksuelle i befolkningen generelt. Flere psykologer peger på, at internaliseret homofobi kan spille en rolle.

Det er bekymrende, at unge homoseksuelle i dag risikerer at blive ledt til at tro, at deres anderledeshed betyder, at de er transkønnede. Vi ser en bevægelse, der ikke fejrer mangfoldighed, men aktivt former unges identitet i en bestemt retning – og det sker ikke uden konsekvenser, idet dette oftest medfører livslang kønsmodificerende behandling med en hel masse medfølgende bivirkninger. Vi ser måbende til, når LGBT+ Danmark udtrykker, at de vil hjælpe til med at “afklare” kønsidentiteter i kommunerne.

I seksualundervisningen bliver homoseksualitet og transkønnethed ofte præsenteres som ét og samme under LGBT+ paraplyen. Det er de ikke. Homoseksualitet er en følelse – den hverken kan læres eller aflæres. Transkønnethed er en idé, en tanke – og tanker kan formes. Derfor er der en reel risiko for indoktrinering, når man informere om transkønnethed i skolen, idet det nemt bliver til inspiration.

Med samme udgangspunkt mener jeg, at det vil være problematisk at indføre et generelt forbud mod "omvendelsesterapi". Selvfølgelig skal ingen udsættes for religiøs tvang eller overgreb i forsøg på at ændre deres seksualitet – homoseksualitet er en følelse, ikke en tanke, og det giver ikke mening at forsøge at ændre den. Det lykkes også meget sjældent.

Men når det gælder transkønnethed, er situationen en anden. Her er der tale om en indre overbevisning – en forestilling om at være et andet køn – og sådanne tanker kan skal udfordres og undersøges terapeutisk. Flere, som tidligere identificerede sig som transkønnede, har siden fortrudt deres transition. Derfor er det vigtigt, at der findes mulighed for at arbejde terapeutisk med disse tanker.

Et bredt forbud mod denne type terapi risikerer at skære alle over én kam og vil i praksis forhindre, at unge og sårbare mennesker får adgang til den støtte og afklaring, de har brug for. Desværre bliver homoseksuelle endnu en gang brugt som løftestang for en dagsorden, der i virkeligheden handler om at fastholde transkønnede i deres overbevisning.

Idag har transideologien opnået betydelig politisk og samfundsmæssig gennemslagskraft – desværre ofte på bekostning af kvinders og homoseksuelles rettigheder. Lovgivning er ændret, så det nu er muligt juridisk at skifte køn og dermed lyve om den biologisk realitet. Det har skabt alvorlige udfordringer – f.eks. at mænd, der identificerer sig som kvinder, kan placeres i kvindefængsler eller få adgang til kvinders sikre rum.

Siden T’et er kommet under LGBT+ paraplyen, kan vi også se en seksuel forrådnelse af miljøet, som de færreste homoseksuelle kan genkende sig selv i. LGBT+ Danmark definerer, at deres formål inkluderer også alle seksualiteter, som bryder med normer. Vi går ud fra, at dette inkluderer feticher og parafilier.

Derfor vil vi i Dansk Regnbueråd gerne sende et klart signal: Vi ønsker at adskille os fra transbevægelsen og “+’et”. Vi er en forening for homo- og biseksuelle, og vi vil ikke længere have T’et under vores paraply i Dansk Regnbueråd. Vores opgave er at beskytte og styrke rettighederne og anerkendelsen af homoseksuelle og biseksuelle – og vi må insistere på, at den kamp ikke skal drukne i en ideologisk strømning, som skader os og andre sårbare, inklusiv børn og autister.

Heldigvis samarbejder vi med stærke kræfter som Genspect, LGB Alliance, Autist- og Aspergerforeningen, forældre til transkønnede, kvinderettighedsgrupper som Kvinderettigher.dk og sundhedsfaglige eksperter. Sammen kan vi råbe politikere, sundhedsvæsenet og offentligheden op – med fakta, med omtanke og med ansvarlighed.

Jeres medlemskab styrker vores stemme, og jeres støtte gør det muligt for os at handle. Vi ønsker at bringe kampen for homo- og biseksuelles rettigheder tilbage i fokus. Og vi håber, at flere – både unge og modne – homoseksuelle, biseksuelle og allierede vil tage del i arbejdet. Vi har brug for jer, da vi er i en tid, hvor det er nødvendigt at homoseksuelle igen kæmper for deres egne og andre homoseksuelles rettigheder.

Vi glæder os til at møde jer – blandt andet på Folkemødet – og vi håber, I vil være med i kampen for en ny retning.

Tak for jeres opbakning – og endnu en gang: tak for tilliden.

Meld dig ind i eller doner til Dansk Regnbueråd her: https://www.danskregnbueraad.dk/medlem

Med de varmeste hilsner

Elisabeth Lynge
Forkvinde, Dansk Regnbueråd