Af Elisabeth Lynge, formand i Dansk Regnbueråd
Milo Kinnock har i et interview med Radio4 fortalt om sin rejse med transtoget – en rejse mod at ligne en mand. Hendes fortælling afspejler en tendens blandt unge homoseksuelle i dag, hvor følelser af anderledeshed ofte tolkes som tegn på transkønnethed.
Tallene fra Projekt Sexus viser en tydelig sammenhæng mellem homoseksualitet og transidentifikation. 70,4 % af de personer, der er født som kvinder og identificerer sig som transmænd, er tiltrukket af kvinder – altså homoseksuelle eller biseksuelle i forhold til deres biologiske køn.
Tilsvarende gælder for 45,8 % af transkvinder. Til sammenligning er det blot 2,4 % af mænd og 2,9 % af kvinder i den brede befolkning, der er tiltrukket af deres eget køn. Det vidner om en markant overrepræsentation af homoseksuelle blandt dem, der oplever sig som et andet køn.
Milo fortæller, at hun udelukkende er tiltrukket af kvinder og identificerer sig som queer. Hun har fået fjernet sine bryster og ønsker at blive tiltalt som "han", bruger mandetoilettet og overvejer nu, i sit eget langsomme tempo, om hun skal gå videre med kønsmodificerende behandling.
Men hun siger også, at hun ikke oplever kønsligt ubehag. Det får os til at vurdere, at hendes identifikation med det mandlige køn er ganske svag. Alligevel overvejer hun hormonel eller kirurgisk behandling. For os fremstår Milo som en lesbisk kvinde, der er blevet præget af tidens stærke transnarrativ og nu er i tvivl om, hvordan hendes seksualitet og kønsidentitet skal forstås. Hendes langsomme tempo kan tolkes som en tøven – et tegn på indre modstand på rejsen i transtoget.
Mange ældre homoseksuelle kan genkende følelsen af at være anderledes – den samme følelse, vi må formode Milo kæmper med. Men fordi hun ikke identificerer sig som lesbisk, men som queer, bliver det sværere for hende at spejle sig i det homoseksuelle fællesskabs erfaringer og finde støtte dér.
Man kunne håbe, at sundhedsvæsenet ville stoppe Milo ved perronen og spørge kritisk ind, før hun stiger ombord på transtoget. Især med alle de forbehold, hun selv giver udtryk for. Men virkeligheden ser ud til at være den modsatte. Den nye vejledning til kønsmodificerende behandling – som har været i høring, men endnu ikke er endeligt udgivet – åbner nemlig døren endnu mere for Milo og andre unge i samme situation.
Kravet om kønsligt ubehag er fjernet, og det understreges, at tvivl er helt i orden. Milos tøvende tilgang kan således opfattes som acceptabel snarere end et advarselstegn. Samtidig nævnes homoseksualitet ikke som en faktor, der bør give anledning til særlig opmærksomhed i udredningen – hvilket betyder, om hendes seksualitet har indflydelse på hendes ønske om kønsskifte formentlig ikke bliver udfordret eller undersøgt nærmere i behandlingssystemet.
Vi finder det dybt bekymrende, at den nye vejledning ignorerer de mange røde flag, Milo selv sætter op undervejs på sin rejse mod transtogets endestation.
Med oprigtig respekt og omsorg for Milo håber vi, at hun når at stå af – før det er for sent.
Elisabeth Linea Lynge
Formand, Dansk Regnbueråd