Dansk Regnbueråd

STÆDIGE SKOTSKE FORNUFTSFEMINISTER KÆMPEDE DE RETTIGHEDER TILBAGE SOM DERES WOKE-INDOKTRINEREDE 'DØTRE' FØJELIGT HAVDE FORÆRET VÆK - TIL MÆND I DAMETØJ

Dansk RegnbuerådComment

Nederdrægtig undertrykkelse fra mænd, der påstår, de er kvinder

Det er svært ikke at blive berørt af disse billeder - særligt når man ved, hvor store personlige ofre, det har krævet at gå op mod det misogyne woke-vanvid i netop Storbritannien. Det her er nogle seje, gæve kvinder, der nærmest egenhændigt har tvunget fornuften tilbage i britisk retspraksis på kønsområdet.

Disse kvinder er alle af en vis alder, hvilket indikerer at de på den ene eller anden måde er rundet af 70'ernes feminisme, der handlede om at sikre lige adgang til rettigheder for kvinder - og ikke om, hvad en kvinde 'er'.

De rettigheder fik yngre generationer af kvinder siden foræret og en del af disse kvinder, havde så lidt forståelse for den kamp, der var gået forud, så lidt påskønnelse for den indsats generationer før dem, havde ydet, at de for at tækkes tidsånden, den woke, intersektionelle ideologi, gav rettighederne væk.

Til en lille gruppe mænd, der påstår, de er kvinder.

Det var en absurd overgivelse til et ofte perverteret, helt og aldeles falsk matriarkat, der som det kynisk selviske pa-triarkat, de reelt var og er, grovudnyttede deres nye juridiske status som 'kvinder' til at fratage rigtige kvinder muligheder i sport og i privatsfæren, i afsoningsforhold osv.

Det er måske den ækleste og mest nederdrægtige undertrykkelse, vi har set udført mænd over for kvinder i moderne tid, Ja, givetvis nogensinde.

Disse mænd ødelagde med fuldt overlæg kvindekarrierer, ja, hele kvindeliv, navnlig lesbiske kvindeliv, godt hjulpet af horder af andre kvinder såvel som woke-forblindede mænd - en slags vildledt, kultisk, intersektionel hær - der stik mod kvinders interesser gik forrest i et nådesløst felttog mod de af kvindekønnet, der ikke ville rette ind.

Børn blev - og bliver - ødelagt

Og så var der børnene. Det er forfærdende. En hel generation af børn og unge, der blev stats-, uddannelses- og mediegroomet ind i den intersektionelle, woke kønsideologi - og som stadig er i den. I kulten. Der sidder tusindvis af mødre i dag, som tabte den kamp om deres børn, navnlig deres psykisk sårbare døtre.

Børn tror på det, voksne fortæller dem - navnlig hvis deres egne voksne ikke har styrke til eller held med at slå realiteterne fast i tide. Og det har været meget svært med alle de påvirkningsfaktorer, der har været i børns og unges tilværelse i de forgangne år. De og vi har levet i et mareridt, hvor op var ned, højre var venstre, sort var hvidt - og mænd var kvinder.

The End … ?

Det vil på mange områder *kunne* få en ende nu, takket være dommen i den britiske højesteret - men herefter forestår der et kæmpe oprydningsarbejde med at få den woke ideologi ud af alle lovværk, ud af samfundets bærende institutioner, væsentligst af alt vores grundskoler, ungdomsuddannelser, medierne - og ikke mindst sundhedsvæsenet.

Dét arbejde bør alle kvinder (og mænd) nidkært påtage sig fra nu af. Dét er kvindekampens næste bølge. Den kamp er mere vigtig end nogen anden kvindekamp før den, for modsat tidligere generationers kamp, så er den en kamp for fortsat at lade kvindebegrebet og kvinders rettigheder eksistere. Kvindekønnet var lige ved at bortgå endeligt, og kampen for at sikre dets overlevelse og rettigheder i fremtiden er først lige begyndt.

Dansk Regnbueråd mener, at i den del af antiwoke-kampen, der er vores, er det de lesbiske, børnene og de unge - særligt de seksuelt uafklarede/søgende teenagere og unge voksne - der har lidt mest. Netop deres kamp vil vi fortsat fokusere på i vores videre arbejde.

Det er den del af kvindekampen, vi som lesbiske, bøsser og biseksuelle *skal* vinde.


MAYA FORSTATER I TRIGGERNOMETRY-PODCASTEN: "SÅDAN VANDT EN LILLE GRUPPE KVINDER DERES KØN TILBAGE I STORBRITANNIENS HØJESTERET"

En af den nye bølge i kvindekampens største heltinder er Maya Forstater, en britisk forsker og aktivist, der har markeret sig som en stærk stemme for kvinders rettigheder og ytringsfrihed.

Herunder kan du høre om den den historiske sejr, som Maya Forstater var med at sikre i den britiske Højesteret for nylig. Maya Forstater er medstifter og administrerende direktør for organisationen Sex Matters, som arbejder for at sikre klarhed omkring køn i lovgivning og politik i Storbritannien.

Maya Forstater er medstifter og administrerende direktør for organisationen Sex Matters, som arbejder for at sikre klarhed omkring køn i lovgivning og politik i Storbritannien. Højesteret slog fast, at mænd ikke kan blive til kvinder og ikke har ret til at færdes på kvinders enemærker, i kvindesport, afsone sammen med kvinder osv.

Det kan virke utroligt, at det har været nødvendigt at involvere retssystemet i at klarificere noget så indlysende - men den første sag tabte Sex Matters, men fik lov at appellere til Højesteret, hvor de altså vandt.

Forstater blev oprindelig kendt i offentligheden gennem en principiel retssag mod Center for Global Development, hvor hun hævdede, at hendes kontrakt ikke blev fornyet på grund af hendes kønskritiske synspunkter.

I 2021 fastslog en appelret, at sådanne synspunkter er beskyttede filosofiske overbevisninger under Storbritanniens Equality Act 2010. Senere blev det bekræftet, at hun var blevet diskrimineret, hvilket udløste en erstatning på over £100.000.

Vi har tekstet samtalen på dansk, og som tak for lån af samtalen vil vi opfordre dig til at abonnere på Triggernometry, der er en af de bedste podcasts om demokrati, ytringsfrihed og kønsproblematikken på YouTube: https://youtube.com/@triggerpod