Hvis det så udelukkende handlede om LGB-personer, hvis seksualitet har vist sig som en stabil tilstand, der måske er medfødt. Men det gør det jo ikke.
Forbuddet mod omvendelsesterapi, som det foreligger, handler primært om at få ulovliggjort benægtelse af queerideologien og dens kønsidentitære begreber så som “transbørn” og “flydende køn” og hele ideen om, at man overhovedet *kan* skifte køn og friholde det fra kritik ved at gøre kritik og terapeutisk behandling strafpådragende.
Og det ved forfatteren af denne kommentar i Information udmærket. Hun er desværre bare en transideologisk psykoterapeut.
Det her er først og fremmest et overgreb på og indgreb i disse børns forældres rettigheder til at drage den omsorg, de ønsker, for deres børn.
Her er hvorfor.
Dette er, hvad de store medicinske fagselskaber siger i deres høringssvar ifm. den kommende, reviderede behandlingsvejledning til børn med kønsforvirring. Det er selvsagt ikke kun Dansk Regnbueråd, der advarer mod at fortsætte den nuværende praksis med medicinsk kønsskifte af børn og unge.
Blandt høringssvarene findes alvorlig kritik fra en række væsentlige aktører, herunder Det Etiske Råd, Dansk Pædiatrisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP-DK), Dansk Selskab for Almen Medicin, Autisme- og Aspergerforeningen, speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri samt flere fagpersoner og organisationer.
En række centrale bekymringer går igen: evidensen for behandlingernes gavnlige effekt vurderes som utilstrækkelig, langtidskonsekvenserne er fortsat usikre, de irreversible følger kan være alvorlige, og der efterlyses en langt mere forsigtig tilgang med større vægt på psykologisk udredning, behandling og systematisk opfølgning.
Dokumentet vi linker til er en samlet høringsmappe på 419 sider med både kritiske og positive høringssvar til Sundhedsstyrelsens nye vejledning om behandling af kønsinkongruens.
En række kritik- og bekymringspunkter går som sagt igen:
Evidensen vurderes som for svag
Den mest gennemgående kritik er, at dokumentationen for pubertetsblokkere og krydskønshormoner til børn og unge fortsat er utilstrækkelig. Flere kritiske høringssvar henviser til, at Sundhedsstyrelsen selv anerkender begrænset evidens, men alligevel fastholder behandlingsmuligheden. Cass-rapporten fremhæves som den vigtigste internationale gennemgang og bruges til at argumentere for, at de forventede gevinster ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.
Behandlingen indebærer irreversible risici
Flere høringssvar peger på, at hormonbehandling kan påvirke blandt andet fertilitet, seksuel funktion, knogleudvikling og andre livslange forhold, samtidig med at langtidsvirkningerne ikke kendes tilstrækkeligt. Kritikken er derfor, at risikoen er bedre dokumenteret end gevinsten.
Diagnostisk usikkerhed
Et centralt argument er, at diagnosen kønsinkongruens ikke sikkert kan forudsige, hvilke børn der fortsat vil opleve vedvarende kønsdysfori som voksne. Samtidig fremhæves den stigende forekomst af samtidige psykiske lidelser, autisme og andre komplekse problemstillinger blandt de henviste børn.
Tidl. cheflæge på CKI i Aalborg skrev dette til en groft fejlbehandlet patient:
“Vi taler om dette, som jo er vanvittigt svært, nemlig at vi jo ikke har et diagnostisk apparat, der kan stilles til rådighed for at finde ud af, om det er det rigtige, vi gør. Det eneste, vi har at arbejde med, er de udtalelser, mennesker kommer med, når de kommer hos os.”
Intet diagnostisk apparat. De gætter.
Psykologisk behandling bør prioriteres først
En gennemgående kritik er, at vejledningen efter kritikernes opfattelse lægger for stor vægt på medicinsk behandling og for lidt på psykoterapi og anden ikke-invasiv hjælp. Flere efterlyser et egentligt behandlingstilbud til børn, som ikke opfylder kriterierne for hormonbehandling eller som ønsker anden hjælp.
Detransition og fortrydelse bør tages langt mere alvorligt
De kritiske høringssvar mener, at vejledningen næsten ikke forholder sig til patienter, som senere fortryder eller ønsker at stoppe behandlingen. Der efterlyses både forskning, opfølgning og konkrete behandlingstilbud til denne gruppe.
Informeret samtykke anses for utilstrækkeligt
Flere anfører, at børn og forældre ikke kan give et fuldt informeret samtykke, når de langsigtede virkninger fortsat er usikre. Der efterlyses tydelig information om behandlingens eksperimentelle karakter, manglende langtidsdata og muligheden for senere fortrydelse.
Manglende systematisk opfølgning
Kritikerne peger på, at der ikke findes et samlet system til langsigtet registrering af bivirkninger og behandlingsresultater, selv om behandlingen beskrives som off-label og evidensen begrænset.
Internationale udviklinger bør tillægges større vægt
Særligt Cass-rapporten og udviklingen i Storbritannien bruges som argument for, at Danmark bør anlægge en mere restriktiv linje. Kritikken er, at Sundhedsstyrelsen ikke i tilstrækkelig grad har indarbejdet disse internationale erfaringer.
Juridiske og etiske betænkeligheder
Nogle høringssvar rejser spørgsmål om det juridiske grundlag for behandlingen, om brugen af off-label medicin, patientoplysning og myndighedernes ansvar, hvis evidensgrundlaget senere viser sig utilstrækkeligt.
Forslag til en mere forsigtig praksis
De mest kritiske høringssvar anbefaler enten:
et midlertidigt stop (moratorium) for medicinsk behandling af mindreårige,
at psykoterapi og anden ikke-invasiv behandling bliver førstevalg,
mere forskning og systematisk opfølgning,
eller en højere aldersgrænse, før irreversible behandlinger tilbydes.
Dansk Regnbueråd anbefaler eksempelvis, at irreversible medicinske og kirurgiske indgreb først overvejes fra 25-årsalderen. Det gør kirurgerne på Rigshospitalet også.