Samtidig har dr. Højgaard indrømmet, at der ikke findes et diagnostisk værktøj, der kan afgøre om Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet gør det rigtige. Kan Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeren leve med denne tilgang? Den diagnostiske sikkerhed er jo fuldstændig fraværende både i børne- og voksenudredningen?
I artiklen står der:
"Sundhedsminister Sophie Løhde (V) var i april kaldt i samråd af Dansk Folkeparti, der vil indskrænke mulighederne for hormonbehandling og helt gøre det ulovligt for unge under 18.
Det advarer Astrid Højgaard mod: »Cirka 20 procent har selvmedicineret sig, inden de kommer ind. De finder andre løsninger, når man gør det sværere. Det er ulovligt at importere testosteron, så de folk, der desperat har brug for hjælp, bliver gjort kriminelle,« siger hun. "
DRR spørger: Så derfor skal vi bare fortsætte? 😳
Dr. Højgaard om at nogle patienter fortryder deres kønsskifte:
»Det kan jeg godt leve med. Det er også farligt ikke at blive behandlet. Vi taler om mennesker med øget selvmordstilbøjelighed, cuttingadfærd, angst. Vi kan jo se, at de mennesker får det bedre, når de behandles«
DRR kommenterer: Argumentet om at der er ligeså alvorlige omkostninger ved IKKE at give børn medicinsk kønsskifte, som der er ved AT give dem det, holder på ingen måde.
Overvej venligst følgende:
Omkostningerne ved IKKE at behandle et barn med medicinsk kønsskifte før barnet er færdig med puberteten, er psykiske og varer en begrænset mængde år indtil barnet er udvokset og kan modtage behandlingen - hvis problemet overhovedet persisterer efter puberteten. Disse omkostninger kan (og skal) indtil da afhjælpes på terapeutisk vis indtil puberteten er færdiggjort.
Omkostningerne ved AT (fejl)behandle børn med medicinsk kønsskifte er fysiske - og frem for alt irreversible. Omkostningerne tæller bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende, der er uopretteligt inkongruent med deres biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og infertilitet. Disse børn vil altså aldrig selv kunne få børn. Omkostningerne er livslange.
Det er med andre ord på INGEN måde den samme risiko man udsætter børnene for. Den er enormt meget større ved AT behandle børnene med medicinsk kønsskifte end ved IKKE at gøre det.
Det er stærkt bekymrende at hverken denne speciallæge, hendes kolleger eller et flertal af folkevalgte er i stand til at indse dette simple forhold.
Fra artiklen:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af barnet? Kan vi være sikre på, at barnet vil føle sig sådan, når puberteten er slut? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne barnets kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for barnets krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Disse mennesker vil ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis de fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Overvej til sidst dette: Børn i dag er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-løsning et barn og dets forældre vælger?