Regnbuefonden vil få nye LGBTQ+-kulturprojekter til at spire. Dansk Regnbueråd spørger imidlertid, hvorfor børn hele tiden skal være første målgruppe – og hvorfor Drag Queen Story Hours queer-teoretiske historie stort set aldrig nævnes. Måske er der en særlig grund til det.
I weekenden blev de første legater uddelt fra den nystiftede Regnbuefonden, der ifølge TV 2 skal »styrke og synliggøre dansk LGBTQ+-kultur hele året rundt«.
Fondens stifter, Henrik Christensen, har lagt en million kroner af egne midler i projektet, fordi LGBTQ+-miljøet efter hans opfattelse mangler penge til kulturprojekter og initiativer. Fonden skal indtil videre uddele penge to gange årligt.
Det er naturligvis enhver privatpersons ret at bruge sine penge på de kulturelle projekter, vedkommende ønsker. Det interessante for Dansk Regnbueråd er hvilken LGBTQ+-kultur fonden allerede fra starten vælger at hædre og dermed legitimere.
Blandt prismodtagerne er dragartisterne Kim André og Magnus Lykke Johansen – kendt professionelt som Didi Cantarella og Diana Diamond – som blev landskendte efter deres omdiskuterede dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek i 2023.
Prisen gives netop som anerkendelse af deres vedholdenhed efter den efterfølgende konflikt.
KLIK på billedet for se se/læse artiklen
Lad os slå én ting fast: Dødstrusler og grundløse, personlige pædofilianklager mod konkrete mennesker hører ingen steder hjemme. Man kan være dybt kritisk over for et politisk eller kulturelt projekt uden at dæmonisere de mennesker, der medvirker i det.
Men den anden grøft er lige så problematisk, nemlig den, hvor man lader som om enhver principiel kritik af dragshows målrettet børn dermed er illegitim.
I interviewet med Lise Rønne fra Godmorgen Danmark beskriver Kim André det, de laver, som »bare kunst og kultur og børneunderholdning«. Magnus Lykke Johansen beskriver deres familie-dragshows som en »eventyrlig verden«, hvor børn ser »prinsesser« på scenen.
Men er det virkelig hele historien om Drag Queen Story Hour?
Det spørgsmål har Dansk Regnbueråd stillet siden 2023.
Vi har intet problem med homoseksuelle forbilleder eller med, at børn møder alderssvarende fortællinger om eksempelvis familier med to fædre eller to mødre. Vi har derimod et alvorligt problem med, når LGBT-sagen bliver transportmiddel for queerteori og kønsideologi rettet mod børn. Det var også vores pointe under debatten om de danske børnebiblioteker i 2023.
Og her er historien bag Drag Queen Story Hour temmelig vigtig at kende.
Vi har tidligere offentliggjort en omfattende gennemgang af bevægelsens ideologiske rødder., hvori graverjournalisten Chris Rufo bl.a. dokumenterer, hvordan en af de centrale personer i den amerikanske Drag Queen Story Hour-bevægelse, Harris Kornstein – alias Lil Miss Hot Mess – sammen med Harper Keenan skrev den akademiske artikel Drag Pedagogy: The Playful Practice of Queer Imagination in Early Childhood. Her forbindes drag for børn direkte med queerteori og en pædagogik, der skal udfordre traditionelle forestillinger om køn.
KLIK på billedet for se se/læse artiklen
Der er desuden en mørkere del af den idehistorie, Rufo afdækker i artiklen.
Han forbinder ikke drag queens som sådan med pædofili, men påviser, at flere af de queerteoretikere, hvis tænkning er en del af Drag Queen Story Hours ideologiske stamtræ, også udfordrede selve grænsen mellem voksnes og børns seksualitet.
Rufo fremhæver bl.a. Gayle Rubin, Michel Foucault og Pat Califia og deres historiske argumenter imod eller problematisering af seksuelle aldersgrænser og traditionelle voksennormer omkring børns seksualitet.
Det er desværre en væsentlig – og særdeles ubehagelig – del af baggrunden, fordi den senere »drag-pædagogik« voksede ud af en queerteoretisk tradition, hvor også barndommens uskyld og voksnes ret til at sætte seksuelle grænser for børn blev gjort til genstand for en bevidst ideologisk dekonstruktion. En normalisering.
Det bliver endnu vanskeligere at affeje som »bare prinsesser« og uskyldig børneunderholdning, når forfatterne selv beskriver »drag-pædagogik« som en metode til at stimulere børns »queer imagination«, lære dem »how to live queerly« og destabilisere skolens normative funktion gennem »transformative education«.
Og bemærk noget meget væsentligt: Ifølge den tekst, Rufo analyserer, beskrives de udadvendte mål om empati, kønsdiversitet, kreativitet og rollemodeller ikke som hele projektet. Forfatterne argumenterer tværtimod for, at Drag Queen Story Hours bidrag går dybere end disse umiddelbart sympatiske formål.
Det er præcis dér, Dansk Regnbueråds bekymring ligger.
Vi kan naturligvis ikke vide, hvad Kim André og Magnus Lykke Johansen personligt har læst af queerteori, eller hvor meget de kender til Drag Queen Story Hours ideologiske historie. Måske er de ganske enkelt naive omkring den bevægelse, deres børneshows er blevet en del af. Måske mener de oprigtigt, at det hele bare handler om glimmer, eventyr og om at fortælle børn, at mennesker er forskellige.
Det håber vi faktisk.
Alternativet er, at man kender den ideologiske bagage, men vælger ikke at fortælle om den, når man sidder i morgen-tv og præsenterer projektet som harmløs »kunst og kultur og børneunderholdning«.
Vi vil helst tro på den første forklaring – eller en blanding, hvor man simpelthen ikke har forholdt sig kritisk nok til det projekt, man medvirker i.
Men problemet forsvinder ikke af den grund.
For nu har Danmark fået en privat LGBTQ+-fond, der skal være en økonomisk »vandkande«, så flere LGBTQ+-kulturelle initiativer kan spire frem. Og noget af det første, vandkanden symbolsk hælder vand på, er netop dragshows for børn.
Dansk Regnbueråd ønsker ikke færre homoseksuelle forbilleder. Tværtimod.
Vi ønsker bare ikke, at homoseksuelles historie og rettighedskamp bruges som moralsk adgangskort til at queer-missionere over for børn på biblioteker, i skoler og andre offentlige institutioner.
Børn behøver ikke en queer-pædagogisk mission.
De behøver voksne, der kan kende forskel på accept af homoseksuelle og ideologisk opdragelse i bestemte teorier om køn, identitet og seksualitet.
Den forskel bliver vigtigere – ikke mindre vigtig – når der nu kommer flere private penge bag projektet.
DJØF Story Hour?
Hvorfor er der så få homoseksuelle i tweedjakker, der læser Ole Lund-Kirkegaard højt for børn på landets folkebiblioteker?
Hvorfor skal det være mænd i karrikeret, woman-face kvindegestalt? Diskriminerer folkebibliotekerne overfor DJØF Story hour? 🥴