KRONIK: Dansk Regnbueråd er raget uklar med ungdomspræst Therese Møller, der ikke vil tage stilling til kønsskifte til børn. Hun er en del af en etisk erosion af Folkekirken, mener formand Jesper W. Rasmussen.
Ungdomspræst Therese Møller, som er præst i samme sogn, hvor der for nylig blev afholdt en omdiskuteret ‘børnepride’-gudstjeneste, blev med rette pikeret over, at et citat fra en samtale mellem hende og Dansk Regnbueråd fandt vej til et opslag på Facebook.
Citatet, der handlede om Therese Møllers holdning til om børnekønsskifte er næstekærligt, afviser hun pure at have sagt. Dansk Regnbueråd har beklaget, for vi skulle naturligvis have forelagt citatet til godkendelse inden publicering. Det skal ikke gentage sig. Så langt så godt.
Therese Møller har imidlertid selv valgt at fortsætte debatten, og skriver i et langt opslag på sin facebookprofil om bl.a. medicinsk kønsskifte til børn at:
"Jeg [er] tilfreds med den nuværende lovgivning [om kønsskifte til mindreårige, red.], og har på ingen måde nok viden på området til at kunne komme med kvalificerede analyser om emnet. Det er en debat, der, efter min personlige mening, hører til hos læger, forældre, politikere og andre fagfolk."
Hvad med den kristne etiks fagfolk, Therese? Dig, med andre ord?
Dansk Regnbueråd konstaterer en massiv ansvarsforflygtigelse ift. børnekønsskifte-problematikken hos samtlige af samfundets bærende institutioner i disse år: Regeringen, Folketinget, Sundhedsstyrelsen, medierne, uddannelsessektoren, private virksomheder, frivillige organisationer m.fl.
At Folkekirken afholder såkaldt børnepride med en kontroversiel drag-queen i front, er problematisk, fordi kirken på den måde omfavner den ekstreme ideologi, som Priden er funderet på. Det er en ideologi, der har vist sit sande ansigt hos Priden her i Danmark med massiv sponsorflugt og folkeforagt til følge. Men Folkekirken på Vesterbro holder fast i Priden, går med i optoget og afholder som sagt også børnepridegudstjeneste.
‘Børnekønsskiftet’ er selve omdrejningspunktet i den ideologi Priden bekender sig til. Det er så at sige den guldkalv om hvilken den ekstreme kønsaktivisme danser. De holder desperat fast i den, fordi den neoreligion som kønskulten reelt er, går Gud i bedene - ja, faktisk søger den at trumfe Gud (naturen i en mere sekulær analogi) ved at hævde at kunne omgøre Hans skaberværk: Drenge kan blive til piger og piger kan blive til drenge.
Det er selvfølgelig en stor, fed løgn. Man kan ikke skifte køn - og det dybt uetisk at blide børn ind, at det kan lade sig gøre.
Det er imidlertid en behandling det danske sundhedsvæsen til dato har udført på omkring 400 små og mellemstore mennesker, som dermed ikke har fået lov at gennemføre deres naturlige kropsprocesser med livsvarige konsekvenser til følge. Vi taler her om en synd på nærmest bibelsk niveau - for det ansvarlige Danmark har længe vidst, at det her var galt. Også Folkekirken. Andre lande har forlængst trukket i trans-nødbremsen.
Det er derfor bekymrende, at en ungdomspræst - en teolog, der har med unge mennesker at gøre - ikke ser sig i stand til offentligt at tage stilling til om børnekønsskifte er foreneligt med kristen etik. Om det er næstekærlig gerning. Præster som Therese Møller gør sig i disse år, i lighed med Folkekirkens top, skyldig i en fundamental etisk, kristen, kirkelig ansvarsforflygtigelse.
For alle kan tage stilling til dette emne, blot ved at svare på følgende tre, enkle ja/nej- spørgsmål. Prøv selv at stille dem henover middagsbordet.
Spørgsmålene lyder:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken (dokumentation) af børn med prepubertær eller pubertær kønsdysfori (børn, der mener at være det modsatte køn)? Kan vi med andre ord være sikre på, at de vil føle sig sådan, når puberteten er overstået og resten af livet? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken, må vi så bare acceptere at nogle børn får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten? Ja eller nej?
Bemærk: Udfaldet af behandlingen for børnenes/de unges kroppe er (modsat holdbarheden af diagnosen) 100% kendt. Konsekvenserne er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med børnenes biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. De kan ikke få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette. Det er en behandling, der foretages på fuldstændig raske børnekroppe som følge af en beslutning som patienterne fik lov at tage ... som børn.
Er det en forsvarlig behandlingsetik? Bør vi fortsætte med at give medicinsk kønsskifte til børn i Danmark? Ja eller nej?
Vi stiller ofte disse tre spørgsmål. Det er basale, etiske spørgsmål, der i vores kommunikation med alt fra politikere og journalister til den almindelige dansker har gjort problematikken forståelig på en måde, så alle - uanset viden om emnet - kan tage stilling. Alle. Det gælder også Danmarks kirkefolk. Altså dem, der vil - og tør.
En cheflæge på kønsskifteområdet i Aalborg og en sekretariatschef i LGBT+ Danmark har allerede meldt ud, at, ja, vi må finde os i at nogle børn bliver fejlbehandlet og får deres krop, reproduktive evner og tilværelse ødelagt, så andre børn tidligt kan få en behandling, der ved livets slutning viser sig at have været 'den rette'. For dem. Lægerne indrømmer, at de kun kan gætte på, hvem af patienterne det vil være. Så der vil uvægerligt blive smidt nogle børn under ‘transtoget’, som svenskerne har døbt det.
Det er en behandlingsetik og et menneskesyn, der i sin uvidenskabelige, ideologiske kynisme ligger allerhelvedes fjernt fra kristen etik og fra et Danmark, vi kan genkende.
Selvfølgelig må dr. Astrid Højgaard i Aalborg og sekretariatschef i LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen mene det, de gør. Vi har vanskeligt ved at forstå, at man kan have et sådant menneskesyn. En sådan etik. Eller, som vi ser det, en så fundamental mangel på samme. Men det er der, vi er.
Som samfundsfællesskab har Folkekirken spillet sig selv af banen og eroderet sin allerede svindende relevans ved i 'rummelighedens navn' at sky stillingtagen til tidens svære etiske spørgsmål, som fx irreversibelt kønsskifte til børn. Ungdomspræst Therese Møller er blot ét aktuelt eksempel herpå.
Kirken skal kunne rumme alle, elske og tilgive - men den må stadig kunne være i stand til at indtage tydelige holdninger i væsentlige spørgsmål af etisk karakter. Spørgsmål om, hvad vi danskere gør ved hinanden. Og ved vores børn. Spørgsmål om løgn og sandhed.
Det har Folkekirken traditionelt altid kunnet og gjort. Men tydeligvis ikke længere. Den skal bare ‘rumme’ nu. Ikke tænke. Ikke huske. Ikke mærke efter. Ikke læse sin egen Manual. Modet til at mene noget om den kristne etik er borte - taget af en post-millennial bølge af relativisme, hvor alting bare er ‘lige godt’.
Folkekirken er derfor, som så mange andre samfundsinstitutioner, blevet en del af det kompleks, der indgyder den ekstreme kønsideologi i børnene og det omgivende samfund.
I lørdags foregik det så med saftevand, sang, kage og en velsyngende intersektionel klovn i kvindeklæder samt dobbeltdåb ved en døbefont indhyllet i regnbueflaget. ‘Sjovt og festligt’ som det på overfladen kan lyde for nogle, så er det lige præcis det - overflade. Men det, der ligger under, en skadelig og ekstrem kønsideologi, siger Dansk Regnbueråd kraftigt fra overfor:
Lad børnene være. Lad børnene fuldstændigt, helt og aldeles være.
Det er på tide at Folkekirken erkender, hvad den har gjort sig selv til en del af. At den - muligvis i den bedste mening og i en higen efter at være relevant og moderne - har næret en proverbial, regnbuefarvet, intersektionel slange ved sit bryst - en slange, der forlængst er begyndt at mæske sig i det, der er kirkens mest dyrebare materie:
Det kristne menneskesyn og den kristne grundetik.
Redaktionel note: AI-billedet har DRR selv genereret. Det anvendes ikke i hverken papiravisen eller onlineversionen af Jesper W. Rasmussens kronik.
