En børne- & ungepsykiaters vurdering af situationen/behandlingstilbuddet
Speciallæge i børne- og ungepsykiatri Lasse Sørensen, Bispebjerg Hospital (medicinfaglig rådgiver for Dansk Regnbueråd) siger generelt om problematikken:
“Jeg er fuldstændig enig i, at de børn, der giver udtryk for kønsdysfori har brug for hjælp og behandling. Men det er af afgørende betydning, at de modtager den rigtige behandling. Der kan nemlig være mange forskellige årsager til kønsdysfori hos børn og unge, bl.a. andre underliggende psykiatriske tilstande, tidligere overgreb eller måske blot er et præpubertært udtryk for senere homoseksuel orientering.
Dette skal sammenholdes med et stort demografisk skift i typen af børn/unge, der bliver henvist samt et stigende antal af unge (internationalt), der fortryder deres medicinske kønsskifte. Der er derfor en meget stor diagnostisk usikkerhed på området og dermed stor risiko for fejlbehandling.
Og selv hvis man alligevel som læge føler sig diagnostisk sikker i, at der er tale om kronisk kønsdysfori hos et barn, er der ingen valid evidens for, at medicinsk kønsskifte har en gavnlig effekt, hverken på psykisk velbefindende eller i forhold til selvmordsrisiko.
Der er grundlæggende ikke evidens for den ”Kønsbekræftende tilgang”, hverken som videnskabelig forståelsesramme eller som behandlingsform, men den er som jeg ser det, blevet implementeret ud fra et menneskerettigheds argumentet, hvilket har mudret billedet og muligvis gjort mere skade end gavn.
Argumentet om, at medicinsk kønsskifte er nødvendigt for at afhjælpe psykiske vanskeligheder, holder således ikke vand.
Og det kan godt være, at nogle børn vil føle en indledningsvis lettelse ved at deres pubertære udvikling stoppes, men hvis årsagen til deres kønsdysfori i virkeligheden fx skyldes øget kropsubehag som led i en autisme spektrumforstyrrelse, kan det på sigt vise sig at være en meget alvorlig, irreversibel behandlingstilgang med vidtrækkende negative konsekvenser både psykisk og somatisk taget potentielle bivirkninger i betragtning.
Set i et proportionalitetsperspektiv opvejer evt. ukendte fordele således ikke risikoen for de alvorlige kendte livsvarige bivirkninger, der kan være.
Og jeg vil også argumentere for, at selvom man havde en krystalkugle og var i stand til at forudse en livslang kronisk kønsdysfori hos et barn - er det at stoppe, en så fundamental menneskelig udviklingsproces som puberteten og derefter give barnet, det modsatte køns kønshormoner, en så eksperimentel behandlingsform, at det først bør være nøje gransket af Etisk Råd, om det overhovedet kan retfærdiggøres. Også selvom det kun er i forskningsmæssige rammer, som de har gjort i Sverige. I mine øjne kan man kun retfærdiggøre en så indgribende eksperimental behandlingsform til børn, hvis der var tale om livreddende behandling, hvilket der som nævnt slet ingen evidens er for.
Det er helt rigtigt, at de børn og unge, der giver udtryk for kønsdysfori har en meget høj grad af andre komorbide psykiatriske lidelser og mistrivsel. Det er dog slet ikke videnskabeligt fastlagt, hvad der er årsag og hvad der effekt i tilfælde af kønsdysfori, altså hvad der er ”hønen” og hvad der er ”ægget”. Og sammenholdt med den generelle stigning i psykisk mistrivsel hos børn/unge gennem det seneste årti, skal man i mine øjne være meget forsigtig med at drage forhastede konklusioner, da det i højere grad synes at være tilfældet, at unge der psykisk mistrives, bliver tiltrukket af en trans-identitet - som en forståelsesramme for egne vanskeligheder, et socialt tilhørsforhold og accept samt et håb en konkret behandling(kønsskifte) til at løse deres komplekse problemer.”