I oktober 2021 skrev jeg dette på queer-aktivist Michael Bjerrings facebookvæg som svar på dette debat-interview. For jeg er bare ikke enig hans måde/ønske om at håndtere det her emne på.

Omsorgssvigtet, der refereres til i rubrikken, er efter min mening på vej til at blive noget helt andet - og langt værre - hvis vi ikke får sagt stop over for kønsideologisk indoktrinering af børn i Folkeskolen. Ideologi som Michael Bjerring ønsker udbredt i de danske skoler ...

Hej Michael.

Også homo her. Og jeg anerkender din oplevelse af diverse hændelser i Folkeskolen og gennem livet. Øv og av. Den slags ting sætter spor og alle har oplevet et eller andet, tror jeg - men de sætter også dybere spor, hvis man lader dem. Dybere end nødvendigt. Har du nogensinde optalt dine velsignelser? Du er veltalende, skriver godt, ser ikke ud til at have haft en ærlig bums nogensinde, er slank og køn i fjæset med et tæt, flot skæg. Du har måske også haft opstøttende forældre og et generelt kærligt bagland (det ved jeg jo ikke - heller ikke det med bumserne).

Men spørgsmålet er netop, om din og andre LGBTQI osv. +'eres oplevelser er mere graverende end dem, der følte sig uden for, fordi de var grimme, tykke, bumsede, ikke kunne stave, regne, ikke var gode til sport osv. Eller de unger, der var pressede af at mor og far lå i en krigerisk skilsmisse, ikke havde så mange penge, drak for meget, tog stoffer eller på anden måde ikke var i stand til at tage vare på deres børn på normativ vis.

Livet er pisse hårdt sommetider. Også for børn. Måske særlig for børn. Visse børn. Af mange grunde.

En stærk og velimplementeret mobbepolitik i Folkeskolen, i sportsklubber og andre sociale sammenhænge er en stor del af løsningen. Konstant dialog mellem stridende individer og deres bagland. Intolerance handler praktisk taget altid om noget andet end overflade-problematikken. Der er bagvedliggende årsager, som man ikke finder og løser gennem en masse LGBTQI+ sprog og skingre krav om accept. Man løser intet ved den rabiate tilgang som identitetspolitikerne kræver.

Børn kommer på kant med hinanden af alle mulige årsager, som så finder et udtryk. "Du er grim", "Du spiller f*ckin' dårligt", "Ad, du er homo", "Du er blævretyk, mand" osv. Men det handler praktisk taget altid om noget andet (mobberen er ofte selv i underskud/presset - meget få børn er decideret onde), og vi er dovne og selvoptagede, hvis vi ikke i stedet finder de bagvedliggende årsager til mobningen.

Læs noget Helle Rabøl, Michael. Mobning er et onde, der er super komplekst og som for LGBTQI+ ikke løses ved at alle drenge skal gå i sympati-kjoler én dag om året i Folkeskolen. I overført betydning. Jeg synes LGBTQI+ verdenen bliver mere og mere myopisk og megaloman i sin tilgang til emner som inklusion og mobning.

Det hele handler ikke om dig. Om os. Der er noget på spil for alle børn. Det kaldes barndommen, og vi kan ikke regulere og kræve os ud af den. Det er en alt for nem og belejlig måde at anskue verden på. Mennesker er mennesker - på godt og ondt, og vi flytter os kun langsomt og kun gennem seriøst arbejde med ægte menneskeforståelse. LGBTQI osv. + lobbyen er ikke seriøse. De er dybt selvoptagede, svært forsimplende og det skader p.t. sagen langt mere end de gavner den.

Det sker fordi såkaldt helt almindelige (heteronormative) mennesker, der ud fra langsomt-over-tid ændrede rimelighedsbetragtninger (tak, gamle homoer OG heteroer for de resultater), selv har flyttet sig i LGBTQI-spørgsmål, i øjeblikket udskammes, hvis (når) de stiller spørgsmålstegn ved fx rimeligheden af pubertetsblockere til 10-årige, juridisk kønsskifte til helt små børn, påstanden om 172 køn, drag queen story hour, cancelleringen af kvindekønnet via den retoriske reduktion af samme til "fødende personer”, udnævnelsen af en transkvinde til Årets Sportsperson osv. osv.

Det er blevet for crazy urimeligt det hele, Michael - og alle de såkaldt almindelige mennesker, som vi er ved at støde fra os (fra sagen), er jo dem vi gerne vil have står skulder ved skulder med os, når et virkeligt anslag mod vores eksistens (som fx dem i Østeuropa) rammer os herhjemme. Bliver LGBTQI+ Danmark ved som nu, så mister vi almindelige CIS-heteronormative menneskers forståelse og opbakning. Og den har vi ellers kæmpe længe for at få.

Ja, måske er LGBTQI+ Danmark og lignende organisationer i DK og udlandet reelt set med til at fremprovokere samme modstand. Det tror jeg er tilfældet. LGBTQI+ Danmark skader med de nuværende metoder inklusion og accept langt mere end de gavner den.

Og det er super bekymrende.